Regeringen og et bredt flertal i Folketinget lancerede i april 2021 en life science-strategi, hvor der bliver lagt vægt på offentlig-privat samarbejde på sundhedsområdet. Strategien skal løfte den danske life science-industri til gavn for både patienter, det danske velfærdssamfund og dansk økonomi.

Erhvervsministeriet skriver, at det bl.a. skal ske gennem vidensdeling og samarbejde, og at COVID-19-pandemien har understreget vigtigheden af et godt offentlig-privat samarbejde på tværs af sundhedsvæsen og life science-industri.

Det samarbejde skal altså styrkes, og lad os citere fra strategien: ‘(…) For sundhedsvæsenet og life science-industrien er på mange måder hinandens forudsætninger. Til gavn for patienterne og vores fælles velfærdssamfund’. Det lyder godt og frugtbart.

Ikke hele sandheden

Vi har dog nærmere det indtryk, at samarbejdet mellem hospitalslæger, der sidder i frontlinjen med kliniske udfordringer, og medicinalindustrien, der udvikler fremtidens lægemidler, ikke er nær så godt som beskrevet i regeringens strategi for life science.

Det ultimative skræmmescenarie for lægers gerninger er temaet i den amerikanske tv-serie ‘Dopesick’, der handler om medicinalskandalen i USA, hvor økonomiske interesser sættes over patienters ve og vel, og opioidet OxyContin bliver markedsført på falsk grundlag. Serien minder os om, hvor galt det kan gå.

Sådanne sager skaber grobund for organisationer som Læger uden Sponsor, der arbejder for industri-uafhængig forskning og patientbehandling og sætter fokus på, hvad kommercielle interesser kan medføre.

Ifølge de gældende regler skal læger søge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse, hvis de f.eks. rådgiver eller underviser ansatte i en medicinalvirksomhed.

Læger skal indberette til Lægemiddelstyrelsen, hvis de har aktier i en lægemiddel- eller medikovirksomhed.

De skal udfylde detaljerede erklæringer om interessekonflikter ifm. offentliggørelse af videnskabeligt arbejde. Og læger er udelukket fra visse råd og udvalg, hvis de har samarbejde med lægemiddelindustrien.

Samarbejde kan påvirke

Det er foranstaltninger, der er forståelige og nødvendige. Men opfordrer det til samarbejde? Måske er det lettest helt at lade være med at samarbejde med det private og ‘farlige’?

For på den ene side skal vi som læger altså være påpasselige med at samarbejde. På den anden side roser regeringen samarbejdet i life science-strategien:

‘Vidensdeling og samarbejde mellem den offentlige og private sektor – og på tværs af sektorer – er således en afgørende forudsætning for at styrke og videreudvikle Danmarks styrkeposition inden for life science’, skriver regeringen i sin strategi.

De danske initiativer harmonerer med andre lande, f.eks. Innovative Medicine Initiative (IMI), der er et offentlig-privat partnerskab mellem EU og European Federation of Pharmaceutical Industries.

I den perfekte verden betyder penge ikke noget, men forskning tyder ifølge Læger uden Sponsor på, at læger kan påvirkes i deres beslutninger, når de samarbejder med industrien.

Hvad mener lægerne?

Hvor mange læger samarbejder så med industrien?

I 2019 og 2020 har 2.431 danske læger og andet sundhedspersonale (primært læger) ifølge Lægemiddelstyrelsens hjemmeside angivet at have en tilknytning til industrien. Det svarer til omkring 10 pct. af de danske læger

Et interessant spørgsmål i denne sammenhæng er, i hvor høj grad nogle af dem føler sig mistænkeliggjort pga. af den tilknytning?

I en spørgeskemaundersøgelse gennemført af den sundhedsfaglige tænketank JOHO (japansk for oplysning/information), som vi begge er aktive i, spurgte vi derfor 60 læger på forskellige afdelinger i hovedstadsområdet om deres holdning til privat-offentlig samarbejde.

Gennemsnitsalderen blandt lægerne var 43 år (28-74 år), og 43 pct. var kvinder.

Omtrent halvdelen angav at arbejde i medicinske specialer, 15 pct. i almen praksis, 15 pct. paraklinisk, 10 pct. i kirurgiske specialer og 10 pct. inden for psykiatri.

Halvdelen af besvarelserne kom fra reservelæger, og resten fordelte sig mellem afdelings- og overlæger samt lektorer og professorer.

Signalerer mistænkeliggørelse

Vores begrænsede undersøgelse kan ikke betragtes som værende repræsentativ, men den giver en idé om lægers holdninger.

Blandt de adspurgte angav 58 pct., at de følte, at de nuværende regler fra Lægemiddelstyrelsen signalerer en mistænkeliggørelse af læger, mens 48 pct. oplevede, at det er blevet sværere at samarbejde med industrien end tidligere.

De svar støtter ikke ligefrem regeringens life science-strategi for offentlig-privat vidensdeling og samarbejde.

Men har det en betydning for lanceringen af nye behandlinger til patienter?

I vores spørgeskemaundersøgelse svarede 50 pct. af de 60 læger ‘ja’ til spørgsmålet: ‘Har regler for lægers kontakt til industrien medført, at du får mindre information om nye lægemidler og behandlinger?’

Skal man regulere lægers samarbejde med medicinalindustrien? 

Helt bestemt! Men hvis regeringen ønsker et tættere samarbejde, skal man måske gøre det lettere at gå frem og tilbage mellem det private og det offentlige

Det virker umiddelbart som et tab for patienterne, hvis lægerne ikke i samme grad som tidligere modtager information om nye behandlinger. Læger er således gatekeepere, men også dommere over lægemidlers effekt, på vegne af patienterne. Derfor er patienternes tillid på spil. Måske kunne samarbejdet foregå uden at få penge for det?

Fordomme omkring det private

Det er svært at ‘måle’, og vi kan tage fejl, men igennem årene på medicinstudiet – vi er begge nyuddannede – har vi fået det indtryk, at læger, der arbejder i industrien, bliver mistænkeliggjort og måske anset som værende mindre ‘altruistiske’ sammenlignet med læger, der arbejder i sundhedsvæsenet.

Er det fordomsfuldt? Det har aldrig stået på et PowerPoint-slide til en forelæsning, men det har hængt i luften, når læger har kritiseret forholdene i det offentlige og givet udtryk for, at man måske skulle tage et job i det private med bedre løn.

Under studietiden har vi været medlemmer af en studenterorganisation, der undersøgte og diskuterede karriereveje, hvor læger kunne arbejde uden for sundhedsvæsenet – f.eks. i life science-industrien, i politik, i en startup etc. Der er mange muligheder, og efterspørgslen efter læger er stor.

I JOHO spurgte vi derfor også de 60 læger om, hvorvidt de bliver skeptiske, når de hører om en læge, der arbejder eller har arbejdet i medicinalindustrien.

‘Kun’ 20 pct. svarede, at de blev skeptiske. Umiddelbart forventede vi ellers, at tallet ville være højere.

Måske er fordommene om læger i det private mindre end det indtryk, man får fra avisoverskrifter og på medicinstudiet?

Vores indtryk blev ikke bedre, da vi ville deltage i en ‘case competition’ omhandlende knoglemarvskræft hos en medicinalvirksomhed. For vi blev skuffet.

Til vores forbløffelse skrev medicinalvirksomheden på deres hjemmeside, at det desværre ikke er muligt at deltage, ‘hvis du er studerende ved en sundhedsfaglig uddannelse eller tidligere har gennemført en sundhedsuddannelse’, grundet ‘bekendtgørelse om reklame mv. for lægemidler § 23 er det desværre ikke muligt at deltage, hvis du er studerende ved en sundhedsfaglig uddannelse …’

Det er igen i modstrid med regeringens ønske om et tæt privat-offentlig samarbejde inden for sundhedsområdet, at man allerede som studerende bliver forhindret i at udforske sådanne muligheder inden for privat-offentlig interaktion.

Samtidig er det svært at tolke som andet end et signal til den studerende om ‘farligt’ eller ‘forbudt’ område. Pudsigt nok kan en medicinstuderende sagtens være ansat som studentermedhjælper i medicinalindustrien.

Nemmere at hoppe frem og tilbage

Skal man regulere lægers samarbejde med medicinalindustrien?

Helt bestemt! Men hvis regeringen ønsker et tættere samarbejde, skal man måske gøre det lettere at gå frem og tilbage mellem det private og det offentlige.

Hele 62 pct. af de offentligt ansatte læger i vores undersøgelse svarede, at de var interesseret i en forskningsordning, hvor arbejdstiden for en 1-2-årig periode var fordelt mellem det offentlige og det private.

Vi anså dette spørgsmål som det mest sandfærdige ift., hvorvidt offentligt ansatte hospitalslæger gerne vil øge samarbejdet med det private – formentlig både af personlige grunde, men også for at finde endnu bedre behandlinger til patienter.

Det lover godt for strategien og til gavn for begge parter. Med sådanne muligheder ville lægerne ikke behøve at foretage det ‘forbudte skifte’, men kan bidrage med deres viden og vidensudveksle mellem arbejdspladser.

En oplagt mulighed at kigge på for det nye Life Science Råd, som blev præsenteret i december. Udfordringen ligger naturligvis i, at lægerne skal kunne fastholde deres uvildighed.

Et forslag til et ben i hver lejr

Vores forslag til den potentielle interessekonflikt, der måtte opstå, er at undgå en kollektiv ‘straf’, og at slå hårdere ned på dem, der agerer uetisk.

Og så er der måske heller ingen grund til, at reglerne allerede gælder på medicinstudiet. Måske erfarne læger kan navigere perfekt i systemet, men som unge i faget virker life science-strategien ikke til at være i overensstemmelse med realiteterne.

Under alle omstændigheder skal vi i hvert fald turde tale om det.

Så er privat-offentlig samarbejde for læger farligt, fordomsfuldt eller frugtbart?

Farligt er måske for langt at gå. Det er heller ikke lige så fordomsfuldt, som vi havde indtryk af.

Men til gengæld, og hvis life science-strategien holder stik, kan fremtiden for samarbejdet vise sig frugtbar.