Mindre medicinering, bedre tværsektorielt samarbejde og god dialog med pårørende. Det er de tre områder, Lone Jensen vil sætte ind på i sin nye stilling som ny ledende overlæge i Ældrepsykiatrien i Region Nordjylland. Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Lone Jensen vil sideløbende arbejde for, at flere yngre læger får øjnene op for ældrepsykiatrien. Selv valgte hun tidligt i sin karriere at prioritere arbejde med de ældre psykiatriske patienter, og kender derfor til de muligheder, der ligger i arbejdet.
»De patienter, vi møder, kan ikke helbredes, men der er altid noget, vi kan gøre for dem,« siger Lone Jensen i pressemeddelelsen.
Den ledende overlæge tiltrådte stillingen 1. august, men kender området fra tidligere job i Region Nordjylland, senest som overlæge i perioden 2011-2017. Hun blev speciallæge i psykiatri i 2006 og har flere års erfaring fra psykiatriske og ældrepsykiatriske afdelinger i primært Viborg og Brønderslev.
Hun har desuden haft forskellige undervisningsopgaver, bl.a. på somatiske afdelinger, hvor hun har undervist i ældrepsykiatriske problemstillinger. Hun har gennemført diverse lederuddannelse og afsluttede i 2017 efteruddannelse i diagnostik og psykopatologi.