Med baggrund i en dybt sørgelig enkelthistorie bragt i Politiken har Liselott Blixt for kort tid siden sammen med et enigt folketing forbudt os at sige, at mennesker med kronisk træthedssyndrom har en funktionel lidelse. Dermed har man besværliggjort, at vi kan behandle disse mennesker med den til dato eneste behandling, der er vist bare at have en lille smule effekt på deres sygdom. Før dette bestemte hun, hvordan vi skulle behandle vore stofskiftepatienterne med et præparat udvundet fra tørrede griseskjoldbruskkirtler (svarende til den behandling man gav disse patienter i 1950’erne). Dette med ordene »Det bør i sidste ende ikke være lægerne, der skal bestemme, om en patient skal have behandling med Thyroid«.
Region Midtjylland har lavet en plan ifølge hvilken alle de mindre speciallægepraksis, som i dag ser patienter til en forløbspris på ca. 1.400 kr./styk, skal lukkes og deres patienter i stedet for behandles af ikke-eksisterende kapaciteter på sygehusene. Dette fordi »Regionen vil vægte, at de specialer og funktioner, hvor der i dag er sammenfald mellem hvad der foregår på hospitalet og i speciallægepraksis i højere grad varetages af hospitalerne«. Det lægefaglige eller økonomiske rationale for dette besynderlige forslag fremgår ikke – for eksempel er DRG-satsen for neurologisk vurdering i sygehusregi af noget så simpelt som en hjernerystelse i 2018 sat til godt 19.000 kr.
Liselott Blixt & Co bestemte også – muligvis på foranledning af interessegrupper, der ønsker fri hash – at vi på løselig indikation trods en larmende mangel på solide videnskabelige beviser skal udskrive vore patienter medicinsk cannabis, et rusmiddel med en biologisk halveringstid på 48 timer. Selvom ingen i dag aner noget om interaktioner med anden medicin eller langtidsbivirkningerne (udover de rigelige psykiatriske erfaringer der er med hashmisbrugere). Dette på vores lægeansvar selvfølgelig. For bliver en patient psykotisk, kører galt i en cannabisrus eller får en truende tilstand udløst af en ukendt interaktion mellem vedkommendes anden medicin og cannabis, skal vi være klar til en politianmeldelse og efterfølgende personlig retssag.
I kulissen venter det politisk oprustede STPS nemlig. Parate til at retsforfølge enhver, der kommer på kant med deres skrivebordsregler for klinisk praksis. Regler der har meget lidt at gøre med den kliniske virkelighed. Og som den ulykkelige sag i Svendborg viser, vil STPS gå langt efter en straffesag mod yngste reservelæge, frem for at gå efter den sygehusadministration og afdelingsledelse (eller i sidste ende; de politikere), der var ansvarlige for de håbløse arbejdsvilkår, som var den virkelige årsag til de begåede fejl.
I hele Østdanmark sidder kolleger i dag og kæmper med et lægesystem, lavet til et amerikansk sundhedsvæsen, der fungerer per faktura og i et forældet programsprog. Region Hovedstaden med Vibeke Storm i spidsen ønskede af lidt uklare årsager nemlig ikke et EPJ-system lavet af den jyske softwareudvikler Systematic. Et system der ellers var lavet specifikt til danske forhold og som fungerer stort set problemfrit vest for Storebælt. Slutprisen for Sundhedsplatformen fra det amerikanske Epic skønnes at ende omkring tre mia. kr. For denne pris kunne Region Hovedstaden have købt hele Systematic. Endda to gange!
Og flere år før dette: ‘Speciallægen med i front’. Et politisk tiltag som har sikret at alle patienter, der i dag indlægges akut, primært skal tilses af en speciallæge. Frem for som tidligere af en forvagt, der havde mulighed for at konferere bagud til en speciallæge ved tvivlsspørgsmål. I dag overnatter diverse speciallæger derfor på vagtværelser eller tøffer rundt i nattetimerne og behandler lægeligt enkle problemstillinger, der for ti år siden helt sufficient blev klaret af turnuskandidater. Med det resultat, at samme speciallæger på grund af afspadsering af deres nattevagtstimer ikke længere kan bemande specialambulatorierne i dagtiden. Disse ambulatorier må i dag bemandes af turnuskandidaterne, der så ellers må tage sig af alle de patienter, som henvises fra typisk langt mere erfarne praktiserende læger til en specialistvurdering på sygehuset. Hu hej, hvor det går, fristes man til at sige. For på længere sigt betyder denne ordning, at vi om ti-femten år, når de gamle erfarne speciallæger er gået på pension, kommer til at stå med en masse nye speciallæger, der – modsat deres forgængere – aldrig har prøvet at stå alene med en akut dårlig patient. Og – endnu værre – ikke har en erfaren bagvagt at kontakte for at få at vide, hvad de skal gøre.
Noget er gået ravruskende galt.
Dette her må endelig ikke forstås som om, at vi ikke både forstår og føler med de patienter, som vi ikke er i stand til at hjælpe tilstrækkeligt med deres lidelser. Det er ubetinget sikkert rædselsfuldt af have ME/kronisk træthedssyndrom, et dårligt kontrolleret lavt stofskifte eller kroniske smerter. Vi forstår godt, at disse patienter efterspørger en mere effektiv behandling. Vi forstår også, at samme patienter nogle gange bliver vrede på os – måske endda mistroiske – når vi fortæller dem, at denne behandling bare endnu ikke findes og derfor måske selv i et desperat håb går på jagt efter diverse alternative løsninger på nettet og andre steder, hvor man lover dem diverse mirakelbehandlinger. Dette forstår vi alt sammen.
Men vi er nødt til at sige fra, når opportunistiske politikere misbruger disse patienters vrede og frustration og støtter dem i en opfattelse af et samvittighedsløst og arrogant ‘hvidt broderskab’, som man i den virkelige verden kun finder i dårlige TV-serier. For så uden faglig indsigt og mod al evidens, drevet af presseegnede enkelthistorier og egen mavefornemmelse, ved lov at tvinge os til at give samme patienter en efterspurgt men måske nytteløs eller endda skadelig behandling.
Det er også helt i orden, at vi som læger, lige som alle andre faggrupper, må indordne os under en offentlig administration og dennes overordnede planlægning af det fælles bedste. Men vi skal ikke acceptere åbenlyst uhensigtsmæssige tiltag, uden økonomisk eller faglig baggrund, bare fordi det ser pænt ud på et excelark i en organisationsplan og måske ville kunne lette centraladministrationen i deres administrative opgaver. Uduelige og samvittighedsløse læger skal stoppes. Hellere i går end i dag. Men ikke ved at STPS ved klare systemfejl går efter manden i stedet for bolden.
I rædsel for, at vi ved et uheld kan havne i deres gabestok, bestiller læger i dag stadigt flere overflødige undersøgelse for at holde ryggen fri. Stadig mere af vores tid bruges på diverse kontrolskemaer og behandlingsstandarder, mens journalerne fyldes med uoverskuelige spørgeark og juridisk lirumlarum, så vi ikke kan blive hængt op på noget som helst. Hver gang en ulykkelig fejl så alligevel finder sted, er den politiske automatreaktion flere kontrolsystemer og flere standarder.
I deres iver efter at vise handlekraft, glemmer vore politikere fuldstændig, at al den kontrol ikke er gratis. Med det resultat, at flere og flere arbejdstimer bliver brugt til dokumentation og kontrol, fremfor på at behandle patienter. Ingen af disse kontrolsystemer har beviseligt reddet ret mange – om overhovedet nogen. Men den manglende behandling, denne tåbelige omfordeling af begrænsede sundhedsressourcer har resulteret i, har givetvis skadet mange.
Noget må ske. Hvis vi bare tager ansvaret for vore patienter nogenlunde alvorligt, kan vi ikke længere sidde med hænderne i skødet. Vi vil derfor foreslå, at alle læger i landet torsdag den 6. juni 2019 tager fri fra vore praksis og hospitalsklinikker og mødes, for at vi alle sammen kan diskutere, hvad pokker vi skal gøre for igen at kunne komme til at passe vores arbejde.
Nok er nok. Lad lægerne være læger.
formentligt kan alle kliniske læger nikke genkendende til ovenstående indslag og være helt enig i det hele , men meget få tør stå frem og sige deres mening mod systemet.Det harn allerede kostet læger deres liv og livsgrundlag at sige sin mening.hvis vi er nok kan de dog ikke smide os alle i “gabestokken” eller chikanere os på anden vis fordi vi i vores uddannelse har lært at være patientens advokat mod systemet.Har erfaret at selv kommuner gør alt for at lukke munden på læger som siger deres mening.Meget betænkelig udvikling i vores demokrati som åbentbart er på vej til at blive totalt teknokrat og djøfstyret. Et sidste opråb ? eller skal vi bare lade sundhedsvæsenet sejle i sænk ???
Nøj hvilket rammende indlæg.
Er meget enig
Hvordan var det lige at et overordentligt velbegrundet princip om speciallæge med i front til modtagelse af akut syge patienter hele døgnet kom ind i den her sammenhæng med cannabis, thyroid og kronisk træthedssyndrom ?
Enig. Det fremstilles som om det var betryggende med yngste mand alene i front og at det gik godt “i de gode gamle dage”. Jeg kan sket ikke genkende det billede. Mærkelig sammenblanding med de andre emner hvor politikkere blander sig i faglige spørgsmål og STPS. Sjovt nok vil lægekolleger der indlægges selv eller som pårørende oftest gerne tale med bagvagten og ikke yngste mand m/k.
Problemet er de to nævnte ting:
1) En grundlæggende uddannelsesmæssig mangel for vore yngre kolleger, der først selv kommer til stå med de akutte pt. helt alene og uden back-up, når de bliver speciallæger. I stedet for at møde disse som unge læger – med mulighed for at konferere bagud og evt. indkalde en erfaren kollega efter behov.
2) Dernæst at der pga “Speciallægen med i Front” i dag i den grad er mangel på speciallæger i ambulatorierne, der i dag flere steder derfor bemandes af yngste m/k’er, som til stor frustration for vore ptt. ikke er i stand til at svare på de spørgsmål som de – med rette – forventer at man, nu hvor egen læge/den praktiserende speciallæge ikke kunne, hjælpe nok med.
Mht. brokket over, at vi nævner flere ting, synes jeg det er noget underligt bagstræberisk noget at sige. Vores faglighed er under angreb, og det har foregået på flere fronter gennem længere tid, det ville da være mærkeligt ikke at nævne eksempler på dette også
Jeg forstår bare ikke argumentet om at det er godt med den yngste læge alene i front. Hverken for patient eller læge, og jeg synes faktisk ikke det var bedre i “gamle dage”. Jeg er ret overbevist om, at hverken yngre læger, politikere eller patienterne er enige i jeres syn på dette.
Det indtryk man har i jeres opslag er, at det som foregår mellem 8-15 i ambulatoriet er kompliceret men det som foregår på sygehuset efter kl 15 er enkelt og kan klares med et telefonopkald og et godt råd. Det er der hvor kæden efter min mening hopper af.
At “speciallægen i front” skulle være et angreb på nogens faglighed forstår jeg ikke.
Ja, der mangler erfarne læger i dagtid, men de mangler også på sygehuset når det er blevet mørkt og der modtages og behandles komplekse problemstillinger som ikke kan vente til næste dag.
Jeg i øvrigt helt enig i jeres bekymring over politikerindblanding i det lægefaglige samt en urimelig aggressiv STPS. Men jeg synes bestemt ikke det ville være i nogens interesse hvis yngste læger igen blev ladt alene kun med telefonisk back up og jeg synes det er ærgeligt at I blander de ting sammen i et indlæg.
Det er speciallægen, overnattende på de medicinske vagtværelser, tagende imod revl og krak fra skadestuen, jeg synes er noget møg. Mine “gode” gamle dage som ene medicinske forvagt på Viborg Sgh, med ansvar for akut modtagelsen, sengeafdelingen med 147 pladser, akutte tilsyn på sygehuset, sygeplejesker uden IV kursus og en bagvagt der kl 1600 tog på fisketur og (måske) kunne træffes for enden af en NMT telefon med tvivlsom dækning, gav mig måske en næsten lodret læringskurve – men var i enhver anden henseende uforsvarlig, for ikke at sige umenneskelig. Der skal ALTID være en bagvagt, man ALTID kan få fat i.
Som medunderskriver på det åbne brev i Dagens Medicin 9/4 har jeg villet bakke op om et initiativ, der gerne skulle sætte fokus på, at vi som læger bliver nødt til at tænke os om. Tænke os om og finde idéer til at bedre samarbejdet med politikere og administratorer for at finde fælles retning oftere. I sidste ende vil vi alle det samme, nemlig det bedste for vores patienter.
Når man skriver et sådan fællesbrev er man ikke nødvendigvis enig om alle detaljerne, men tendenserne, der beskrives er alle nogen også andre tidligere har bragt op.
Jeg synes også der skal være speciallæger i front, og budskabet er bare at, når man flytter ressourcer, så mangler de et andet sted. Det er velkendt i Sundhedsvæsenet, at når noget prioriteres, så forringes noget andet.
At engagerede personer eller grupper, der har evne til at drive mange i en retning og dermed gennemtrumfe meninger og dagsordener kan være en farlig glidebane. Måske historien om HPV-vaccinen er eksempel på dette. Og når politikere tænker de kan styre en gruppe i en retning med tvang, så er 6-års-fristen vel et eksempel på, at der skal noget andet til.
STPS og Svendborg-sagen har sat en skræk i livet på mange læger og ændret den praktiske tilgang til arbejdet på flere områder. Når man snakker med STPS kan de fremlægge tal for, at det i mange tilfælde faktisk ikke er STPS, der politianmelder, men derimod kollegaer, hvilket vel også hænger sammen med vores grundtanker, om at vi vil det rette for patienterne. Men når sagerne får det fokus og forløb, de får, så står vi, hvor vi står i dag.
Kære Jacob
ad 1. Er det efter samme princip, som at man også helst skal lære at operere ved at stå med det alene- selvfølgelig med mulighed for at konferere bagud og evt. indkalde en erfaren kollega efter behov?
ad 2. Hvorfor synes du, det er et problem at bemande et ambulatorium med yngste m/k’, som ikke kan svare på div spørgsmål , men helt OK at overlade akut syge, diagnostisk uafklarede patienter til samme M/K, som heller ikke har forudsætninger for den opgave? Kan ovennævnte pædagogiske princip ikke bruges til oplæring i ambulatoriefunktioner? Yngste m/k må lære det ved at sidde der alene?
1) praktisk kirurgi er en mesterlære og selve det operative skal man da naturligvis ikke overlade til en ene og alene turnuslæge (men dette tænker jeg godt du ved, med mindre du da er helt uvidende om alm. arbejdsgange på OP). Praktisk kirurgi skal læres, som det altid er gjort. Første gange som anden eller tredie operatør og så med gradvist svingende opgaver til man kan selv. Men den præoperative vurdering er meget tit en helt anden enkel sag. Skal denne pt. opereres og skal det være her og nu i nat – kan udmærket foretages af forvagten med en bagvagt på telefon, og som – om nødvendigt kan kaldes ind, hvis forvgten er usikker. Den situation stod jeg selv i som forvagt på organkirurgisk afdeling for et kvart århundrede siden og dette fungerede helt reelt fint.
2)Det er et kæmpeproblem med de manglende speciallæger, der fordi de har rendt rundt hele natten til enkle problemstillinge, ligger og sover om dagen og derfor ikke kan hverken oplære unge kirurger eller stå til rådighed ved supervision af de unge medicinere endsige tage sig af dagskirurgiske opgaver eller medicinsk ambulante pt.
Prisen for at nogle få akutte pt. ikke primært tilses af en speciallæge om natten er at et større antal pt. ikke ses af samme læge i dagtiden. Sådan er det. Ressourcerne er begrænsede og kan kun bruges en gang. Derfor skal de bruges rationelt, hvilket vil sige altid på det laveste (men kompetente) kompetenceniveau. Som det er nu fyrer vagtberedskabet med mahoniebrændsel og det er ikke godt for noget som helst
Også enig
Ja der er for mange eksempler på absurditeter
Ikke så mærkeligt flere og flere læger giver op i DK i alle sektorer ! ( Det virker desværre håbløst )
Kunne PLO ikke komme mere på banen og informere relevante instanser og træde mere i karakter ???
Jonna: Informere relevante instanser om hvad?
Hvor skal vi mødes ?
Ja, hvor og hvornår skal dette møde finde sted?
Jeg vil ikke opfordre til overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, men at læger samles som de kan.
Måske et speciallægerådsmøde kunne være dér, hvor man diskuterede udfordringer og muligheder. YL kan vel også arrangere et fællesmøde. Selvstændigt erhvervsdrivende kan jo selv bestemme om de vil holde lukket og mødes, men det kunne være man bare mødtes over frokosten i sin praksis. Eller et andet sted efter arbejdstid.
Kan det ikke blive 6/6, kan det måske blive en anden dag.
De sidste 5-10 år, er jeg blevet mere og mere bekymret og mindre og mindre stolt over, hvordan vi møder, undersøger, udreder og behandler vores patienter. Også pga. langt flere, mere dyre og mere komplicerede opgaver. Vi vil gerne, men ydre omstændigheder, gør det løbende sværere og sværere. Det er efterhånden noget siden det blev kritisk. Det gælder store dele af landet. For ofte når der skal dækkes for overforbrug, er det personalet i det patientnære rum, der spares på. Patientsikkerheden er helt sikkert kompromitteret flere steder.
Lægeforeningen har lige vedtaget et politikpapir med 9 punkter om mere fokus på at læger tager ledelse. Og at læger bl.a. gennem mere engagement i ledelse søger dialog og indflydelse på alle niveauer. Det papir kunne være et oplæg til debat 6/6. Papiret kan ses på lægeforeningens hjemmeside.