Ministeren og muskelhunden

Ministeren og muskelhunden Sundhedsvæsenets nye muskelhund, Styrelsen for Patientsikkerhed, har vokset sig stor og stærk. Den er anskaffet som et uregerligt bæst, der skal udføre et oprydningsarbejde.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby er formentlig først for nylig for alvor blevet klar over, at hun har arvet en politisk stinker af format fra det ellers så idylliske Sydfyn. Om ikke før, så fik hun i hvert fald fredag formiddag vished for, at den såkaldte Svendborgsag er den varmeste kartoffel i sundhedsvæsenet lige nu.

Kl. 10.34 skrev ministeren på Facebook en lille harmløs opdatering fra sin stol i folketingssalen om de lidt inferiøre sager, som netop da var til behandling – og udløste en stormflod af reaktioner. Over 800 mennesker, heraf i hundredvis af læger, forlangte i kraftige vendinger, at ministeren kom ud af sit flyverskjul og tog afstand fra den ulyksalige dom til en ung forvagt på Svendborg Sygehus for at have overtrådt paragraffen om grovere eller gentagen forsømmelse.

Nu siger ministeren så til Dagens Medicin, at Svendborgsagen ikke må være begyndelsen på amerikanske tilstande i Danmark. Underforstået, at der ikke skal hænge latente trusler om politianmeldelse, erstatning og udskamning over den danske lægestand. Og at lægegerningen ikke skal drukne i defensivt bureaukrati.

Men hvordan vil hun sikre det?

I hænderne har hun ganske vist snoren til sundhedsvæsenets nye muskelhund, Styrelsen for Patientsikkerhed, som har vokset sig stor og stærk med bevillinger så imponerende, at Sundhedsstyrelsen er blevet til en logrende lillebror.

Men muskelhunden er anskaffet som et uregerligt bæst, der skal udføre et oprydningsarbejde orkestreret af Liselott Blixt og Özlem Cekic. Dette umage par fiskede i rørte vande oven på sagen om den uduelige nordjyske psykiater, som alt for længe sneg sig under Sundhedsstyrelsens radar – indtil presseomtalen var for voldsom og hammeren faldt. Blixt og Cekic fik oven i det Sundhedsstyrelsens direktørs hoved på et fad – en alt for stor skalp – og Sundhedstyrelsen blev til hele fire nye styrelser. Den nye patientsikkerhedsstyrelse fik i dåbsgave et mandskab så meget større end den tilsvarende enhed under den gamle Sundhedsstyrelse – og en iboende kras forventning om at stramme op. Jo, vist trængte der til at blive strammet op, men sikke nogle omkostninger.

Svendborgsagen er af den slags, hvor billig politik kan ende dyrt for samfundet

Med Svendborgsagen in mente må man tro, at den nye styrelses direktør, Anne-Marie Vangsted, slet ikke er klar over, hvor stærk hun er. Eller også er hun netop så svag, at hun ikke kan sige fra over for et politisk og departementalt pres for at vise resultater af den brutale slags.

Hvis Svendborgsagen danner præcedens, kan det halve af Danmarks læger snart valfarte til politistationerne landet over, for der begås dagligt tusinder af fejl i sundhedsvæsenet, og denne sag stammer netop fra den meget store gråzone mellem personligt ansvar og systemets ansvar, ikke fra de ganske få tilfælde af groft, lægeligt svigt.

Det ville være oplagt, at Vangsted trådte i karakter og viste, at hendes styrelse bygger på de seneste 20 års arbejde med at forvandle skyld og straf til læring. Men det kommer ikke til at ske. Hun kan sine paragraffer, men er alt for firkantet, underkommunikerende og åbenlyst uden føling med vindene i sundhedssektoren.

Nogen bør sørge for, at denne sag kommer tilbage på sporet, når det gælder kontrol kontra læring i sundhedsvæsenet, for Svendborgsagen er af den slags, hvor billig politik kan ende dyrt for samfundet.

Ellen Trane Nørby, du må trække muskelhunden til dig.

Kommentarer

  1. Man kunne starte med en regel om at ansættelse i STPS er åremålsansættelser på 4 år, kræver forudgående OG efterfølgende praktisk arbejde i marken af samme varighed og højst kan forlænges med yderligere 1 ansættelsesperiode på 4 år.
    Hvis samme regel indføres for folketingspolitikere, ministre og embedsmænd på Slotsholmen er der håb også for landet som helhed.

  2. Kære Nicolai, rigtig rigtig god leder, men HUSK nu, Forstyrelsens af mandagstræners (anne who, Karsten someone ) er IKKE sat i verden mhp øge patienternes sikkerstilstand (overhovedet), næ alene mhp at demonstrere politisk muskelkraft (i form af individuelle scapegoats), hvilket naturligvis alene afstedkommer uhyre defensiv, dyr, ineffektiv udredning/behandling til skade for patienter, på4ørende, skatteborgere, men naturligvis, det skal indrømmes, til fordel for chancen for genvalg ved næste folketingsvalg, jeg kunne aldrig drømme om at bebrejde anne, Karsten, beth etc og andre stik i rend drenge, thi ingen kan fordres udover deres (manglende )evner.

Skriv kommentar