Lægeforeningens troværdighed er på spil ØNH-lægerne har et etisk problem – de bruger deres lægelige autoritet som afsæt for at anbefale en butik, de selv ejer. Det er mærkværdigt, at Lægeforeningen accepterer, at en gruppe af medlemmer systematisk modarbejder foreningens etiske fundament.

Både offentligheden og læger diskuterer stadig oftere etik i relation til lægegerningen. De fleste læger har efter min opfattelse ingen problemer med deres moralske kompas. Og for dem, der måtte være i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert, findes Lægeforeningens etiske regler, som kan konsulteres.

Når det kommer til privatøkonomiske interesser, sker det imidlertid, at selv de bedste mennesker mister orienteringen. Et konkret eksempel er øre-næse-halslæger (ØNH-læger), der parallelt med, at de driver en speciallægepraksis har privatøkonomiske interesser i en høreapparatbutik. Aktuelt har mere end halvdelen af alle privatpraktiserende ØNH-læger en sådan dobbeltrolle. Forretningsmodellen er enkel. Lægen henviser – med brug af sin faglige autoritet – til en butik, som han eller hun har privatøkonomiske interesser i.

Det er ikke ulovligt at eje en butik, kan man allerede høre medlemmer af FAPS sige. Så hvad er problemet?

Problemet er ikke juridisk, men etisk. ØNH-lægerne bruger deres lægelige autoritet som afsæt for at anbefale en butik, de selv ejer. Patienterne SKAL omkring en ØNH-læge med henblik på udredning, hvis de vil have offentligt tilskud til deres høreapparat. De fleste patienter tror godt om lægen, og har ikke forudsætningerne for at gennemskue ham eller hende. De færreste er således klar over, at ØNH-læger på ingen måde er eksperter i høreapparater. Den opgave overlades til audiologiassistenter, lægerne har ansat. Borgerne er heller ikke klar over omfanget af lægernes privatøkonomiske interesser. F.eks. er det formodentlig de færreste nordjyder, der ved, at det i Region Nordjylland er umuligt at finde en privatpraktiserende ØNH-læge, der ikke har interesser i en høreapparatbutik.

Man kan undre sig over, at regionerne, der betaler lægerne for at udrede patienterne, accepterer denne interessesammenblanding. Ikke mindst med tanke på hvordan regionerne i andre sammenhænge fortolker habilitetsbegrebet. Mest mærkværdigt er dog, at Lægeforeningen accepterer, at en gruppe af medlemmer systematisk modarbejder foreningens etiske fundament.

For som tidligere nævnt er foreningens egne etiske regler ganske klare og umisforståelige. Således står der i § 8: »…en læge skal i sit virke sikre sig uafhængighed af uvedkommende interesser, der vil kunne påvirke lægens bedømmelser og handlinger. Lægen skal for offentligheden være uafhængig af bindinger til industrien eller andre for læge-patientforholdet uvedkommende interesser«. Min fremhævning. Hvordan kan én eneste ØNH-læge misforstå dette?

I § 9 står ydermere, at lægen, såfremt han eller hun udtaler sig som repræsentant for en forening, en offentlig eller en privat virksomhed m.v., skal sikre, at det fremgår i hvilken egenskab han eller hun udtaler sig. Er det som ØNH-læge eller høreapparatbutiksejer? Tvivlen vil altid være til stede, når lægen har et betydeligt incitament til at pleje sine privatøkonomiske interesser.

Sammenfattende kan man altså fastslå, at Lægeforeningen har tænkt over de fristelser, som kan undergrave medlemmernes habilitet og dermed troværdighed. Der hvor Lægeforeningens moralske kæde falder af er i håndhævelsen af egne regler.

Foreningen må enten ændre sine etiske retningslinjer, så de matcher virkeligheden, eller bestyrelsen må forklare FAPS, at den sammenblanding af lægegerning og privatøkonomiske interesser, som et flertal af ØNH-læger for nærværende gør sig skyldige i, ikke er i tråd med foreningens etik og dermed interesser. Offentligheden må kunne stole på, at Lægeforeningen håndhæver sine egne etiske regler. Ellers er reglerne ikke det papir værd, de er skrevet på. Alle lægers troværdighed er således på spil.

 

Kommentarer

  1. Det der er problemet er, at de private klinikker ikke har den faglighed der burde kunne forventes samt at de kritikløst annoncerer om “gratis” testpilot, sågar slår de en bod op på plejehjemmene!
    Der er flere kasuistiske meddelelser om borgere der er kommet til otolog efter at have købt høreapparat i en privat butik, blot for at konstatere at det var en lidelse i mellemøret der kunne klares med et snit i trommehinden.

    Sålænge der ikke er lægefaglig ekspertise der ser ALLE patienterne INDEN det tilbydes et høreapparat må jeg bede den private høreapparatsælger om selv at tage sin etik og moral op til fornyet overvejelse.

    1. Kommentar til Carl Johan Erichsen

      Carl Johan Erichsen har helt ret. Borgere med et høretab skal naturligvis udredes af en læge, hvis de ønsker det, og i øvrigt vil have tilskud til deres høreapparater. PAKS ønsker ikke en høreforsorg uden ØNH- læger. Til gengæld mener vi, at både borgere og offentlighed kan forlange, at disse læger er habile. Dvs. at lægerne er uafhængig af ”andre for læge-patientforholdet uvedkommende interesser” – herunder deres privatøkonomiske interesser i høreapparatbutikker. Mere end halvdelen af alle ØNH-læger er, ifølge Lægeforeningens egne etiske retningslinjer, inhabile. Dårlig moral er der ikke noget fagligt svar på.

  2. Har Westermann privatøkonomiske interesser?
    Michael Westermann lobbyer på producenternes og egne vegne. Han angriber ørelægernes etik og dermed borgernes frie valg og sundhedsfaglige hjælp til relevant undersøgelse og behandling. Derved fravrister høreapparatproducenterne brugerne retten til at modtage høreapparatbehandling under lægefaglig ekspertise. Dette synes at være en større etisk problemstilling end det at sælge høreapparater er en guldrandet business. Det bør Michael Westermann vide som administrerende direktør og medejer af butikskæden ”Din Hørespecialist”. Her sælger han sin ”egen Widex families” produkter og er samtidig formand for PAKS. Det fremgår med al tydelighed i dagspressen den 1010-17, hvor man bl.a. i ”Finans” og ”Ekstra Bladet” kunne læse, at ”Din Hørespecialist”, er delvist ejet af familierne Tøpholm og Westermann. De ejer tilsammen Widex, hvilket har gjort familierne til nogle af landets rigeste. Dog har butikskæden ”Din Hørespecialist” givet tab på tab. I 2016/17 fik kæden et underskud på 10,4 mio. kr. – en smule mere end året før. Næsten 50 mio. kr. er fosset ud af butikskæden ”Din Hørespecialist” siden dens start i 2012. ”Vi er naturligvis ikke tilfredse med resultatet,« siger administrerede direktør og medejer Michael Westermann.” Heldet for Michael Westermann er så, at det ”samtidig fremgår af det nye regnskab, at ejerne af ”Din Hørespecialist” igen har måttet træde til med penge for at holde gang i butikskæden. Egenkapitalen er på minus 46 mio. kr. og gælden på over 50 mio. kr.” Det viser med al tydelighed, at når producent og detailled har samme ejer, skaber det manglende konkurrence og monopolisering. Omkring 80 % af al høreapparatbehandling i privat regi i Danmark foregår via høreapparatforretninger, som er producentejede eller ejet af kapitalfonde. Derfor er det bydende nødvendigt, for at imødekomme monopolisering på området, at der fortsat er uafhængige ørelægeejede høreapparatforretninger.
    Uafhængige ørelægers forretningsetik.
    Vi er som læger lovmæssigt pålagt skriftligt at informere borgerne omkring ejerskab af en høreapparatbutik, så høreapparatbrugerne er fuldt informeret herom. En tilsvarende information praktiseres ikke i de høreapparatproducentejede forretninger. Borgerne kan tro de møder en læge eller sundhedsfaglig person i de producentejede forretninger, og denne misforståelse kan vise sig at være sundhedsskadelig, hvis de i uvidenhed undlader at gå til ørelægen med en sygelig tilstand. Det ser vi desværre en del gange. Michael Westermann har ”ETISK” modstand mod ørelægernes involvering i høreapparatbehandling, men glemmer at forholde sig til høreapparatproducenternes ”ordinering” af egne medicinske produkter overfor høreapparatbrugeren. Man kan frygte at de, der vælger at købe høreapparater via ”Din Hørespecialist” får en ikke helt uvildig information omkring mulige høreapparatvalg. Det er velkendt, at ansatte i høreproducentejede forretninger ikke må sælge konkurrentens produkt. Det må også nævnes, at det må være på kant med lovgivningen, at der på denne vis ydes offentlig støtte via tilskudsandelen til høreapparatproducenterne. Konkurrenceforvridende er det vel også, at ørelæger, der driver privat høreapparatforretning kun har mulighed for at købe høreapparater fra selv samme producenter. Når Michael Westermann så appellerer til etik på høreområdet, ja, så er det jo netop det, som samtlige ørelæger i Danmark gerne vil. Den tekniske tilpasning af høreapparaterne, som audiologiassistenterne udfører, bør dagligt understøttes af en ørelæges viden omkring diverse sygdomstilstande. Visse af disse sygdomme kan med fordel behandles enten medicinsk eller kirurgisk.
    Sygdomsfremmende markedsføring?
    Når Michael Westermann nu retter fokus mod etik, da er det svært ikke at omtale den massive markedsføring, som de producentejede forretninger doserer samtlige nyhedsmedier med. Her henføres til ikke evidensbaserede artikler omkring alvorlige sygdomme, som de proklamerer, at høreapparatbehandling vil have gavnlig effekt på. Der foregår tillige en ivrig telemarketing og overdreven procentvis antagelse af, hvor mange der reelt har behov for og gavn af høreapparatbehandling. Dette er ikke set anvendt af de lægeejede høreapparatforretninger. Vi behandler borgere med medicinsk indicerede høreapparater. Det er medicinsk udstyr. At fravige dette kan ikke etisk forsvares. Det er behovsskabende misinformation, der tilskynder til fordyrende overbehandling. Det er specielt uetisk set i lyset af, at høreapparater er et medicinsk udstyr.
    Formand for HØPA (Praktiserende øre-næse-hals læger med høreapparatsalg) og Speciallæge i øre-, næse-, halssygdomme
    Bjarne J. Hansen

    1. Svar til Bjarne Hansen

      Uanset hvad Bjarne Hansen forsøger at udlede af mit familienavn, så ændrer det ikke ved, at det er ham, og mere end halvdelen af alle privatpraktiserende ØNH-læger, der har en dobbeltrolle defineret i forhold til Lægeforeningens etiske retningslinjer. Denne dobbeltrolle giver indlysende habilitetsproblemer, hvilket er en af årsagerne til, at alle Folketingets partier kort før jul bad Sundhedsministeren tage hånd om problemet. Det store mysterium er, hvordan Lægeforeningen kan undlade at reagere på dette uvæsen. Derfor venter jeg – og formodentlig også en lang række andre interessenter – fortsat spændt på at høre Lægeforeningens holdning til ØNH-lægernes dobbeltrolle. Reglerne gælder alle læger – jeg kan ikke læse ud af reglerne at FAPS´ medlemmer er undtaget – og derfor må foreningen håndhæve reglerne – eller erkende sin dobbeltmoral.

      Til Bjarne Hansens patetiske forsøg på projicering af dobbeltrollen er der kun at sige ”dårligt eksempel”. At producenter også kan eje private audiologiske klinikker kan aldrig blive en dobbeltrolle. Virksomhedernes mission er at tjene aktionærerne. Lægernes rolle er at tjene patienterne og – vil regionerne måske mene – dem. Man må formode, at det netop er derfor, at det i Lægeforeningens etiske retningslinjer hedder, at læger skal være uafhængig af ”andre for læge-patientforholdet uvedkommende interesser”. Private virksomheder er i sagens natur ikke uafhængige og har ubestridelige kommercielle interesser. Virksomhedernes virke er reguleret af forbrugerbeskyttelseslovgivningen og de enkelte virksomheders forretnings- og markedsføringsetik. Forbrugerne fælder dom over virksomhederne ved frit at vælge, hvor de lægger deres egne penge og det tilskud, de har med fra det offentlige. Og vil den enkelte borger hellere behandles på et offentligt hospital, så står det også vedkommende frit for. Det eneste, der ikke står borgeren frit for er, om vedkommende vil forbi en ØNH-læge. Som borger SKAL man forbi ØNH-lægen, hvis man vil have en henvisning til offentligt sygehus eller tilskud til sine høreapparater. Det er derfor, det er så afgørende, at Lægeforeningen håndhæver sine egne etiske retningslinjer og sikrer, at borgerne kan gå til en speciallæge, der agerer fuldstændig uafhængigt af ”andre for læge-patientforholdet uvedkommende interesser” – herunder sin egen pengepung.

Skriv kommentar