Patienter, der modtager blod fra en person med en uopdaget kræftsygdom, har ikke en øget risiko for selv at udvikle kræft. Det viser en stor dansk-svensk undersøgelse offentliggjort i The Lancet. En eventuel risiko for overførsel af kræftsygdom ved blodtransfusion har længe været et af de få udestående og centrale spørgsmål omkring patientsikkerhed ved blodtransfusion. Derfor indsamlede forskere fra Statens Serum Institut og Karolinska Instituttet i Stockholm i samarbejde med blodbankerne i de to lande oplysninger om 1,13 mio. bloddonorer...
