Klinikchef ser fordel i at behandle flere hæmatologiske patienter uden for hospitalet
Klinikchef på Rigshospitalets hæmatologiske afdeling, Lars Kjeldsen, så gerne, at flere patienter bliver behandlet i hjemmet frem for på hospitalet.Foto: Joachim Rode

Klinikchef ser fordel i at behandle flere hæmatologiske patienter uden for hospitalet Patienter med akut leukæmi og lymfekræft fik for år tilbage mulighed for at få kemoterapi hjemme. Omlægninger af den art så klinikchef på Rigshospitalets hæmatologiske afdeling, Lars Kjeldsen, gerne flere af. Det vil reservere hospitalets ressourcer til de patienter, der har mest brug for dem.

For få år siden indførte Rigshospitalets hæmatologiske afdeling ‘Hjemmekemo’. Det betød, at patienter med akut leukæmi og lymfekræft – i stedet for at være indlagt i længere perioder – fik kemoterapi i eget hjem via en transportabel pumpe, som var programmeret til at dosere behandlingerne over flere dage. Omlægninger af den art ser klinikchef på Rigshospitalets hæmatologiske afdeling, Lars Kjeldsen, gerne flere af i årene, der kommer.

»Projektet med hjemmekemo har været en succes, og er tæt på at være implementeret på alle landets hæmatologiske afdelinger. Jeg tror, at der vil være store gevinster at hente ved at omlægge andre af de behandlinger, vi i dag foretager under indlæggelse. Selvfølgelig skal alvorligt syge patienter indlægges, men de relativt velbefindende patienter kan vi med fordel behandle uden for hospitalet – hjemme eller ambulant,« siger Lars Kjeldsen.

Og der er, ifølge klinikchefen, brug for at tænke nyt. Hæmatologisk afdeling har de senere år været ramt af nedskæringer med sengelukninger og afskedigelser til følge. Situationen stiller nye krav til, hvordan afdelingen skal prioritere sine ressourcer, og her vil omlægning af flere funktioner til det ambulante være én måde at omstille sig til den nye ‘virkelighed’, mener Lars Kjeldsen.

»Det er ikke alle de patienter, der ligger i vores senge, som har brug for at ligge dér. Med de rette hjælpemidler og den rigtige organisering kunne mange undgå indlæggelse, og i stedet være hjemme i trygge rammer, skærmet fra den infektionsrisiko, der er ved at være indlagt på et hospital. Spørger vi patienterne, er det også det, de helst vil,« siger han.

Ny ansvarsfordeling

De senere år er flere patientforløb blevet flyttet fra hospitalet til ambulatorierne. Bl.a. har man haft positive erfaringer med at sende patienter med akut myeloid leukæmi (AML) hjem i stedet for at lade dem være indlagt i flere uger.

Aktuelt pågår et landsdækkende studie, hvor 120 AML-patienter får hjemmekemo. Inden hjemsendelsen behandles de med forebyggende antibiotika og oplæres i, hvordan de tager blodprøver på deres venekateter og puster i en PEP-fløjte for at forebygge lungebetændelse. Førhen har AML-patienter i kemobehandling været indlagt i op til en måned alene med henblik på kemoterapi-afgiftning, men med dette setup kan de nøjes med indlæggelse, hvis de får det dårligt under behandlingen.

Foruden kemoterapi forestiller Lars Kjeldsen sig, at det vil være relevant at flytte en del af antibiotikabehandlingen væk fra hospitalet.

»Antibiotika kan – ligesom kemoterapi – gives på pumper. Der er reelt set ingen grund til, at en patient, der har været indlagt med f.eks. lungebetændelse, men som efter to dage har det godt, skal ligge på hospitalet. Patienten kan fint komme ind på hospitalet og få sat en pumpe på dagligt eller lære at administrere behandlingen selv. Alternativt kan behandlingen flyttes ud i primærsektoren,« lyder det.

Han fortsætter: »De fleste patienter tillægger det stor værdi at blive inddraget i deres egen behandling. Det betyder selvfølgelig, at vi flytter en del af ansvaret for behandlingen væk fra de sundhedsfaglige og over til patienterne og de pårørende. Det kræver, at patienter bliver oplært i at reagere adækvat, hvis de oplever forværringer. Vi vil for alt i verden ikke risikere, at de undlader at kontakte os, hvis de får det skidt,« siger Lars Kjeldsen og tilføjer, at der altid tages stilling til, om den pågældende patient er tryg ved og i stand til at tage det ansvar, det kræver at være i behandling uden for hospitalet.

En omlægning af behandlingsforløbene kræver også, ifølge Lars Kjeldsen, at læger og  sygeplejersker oplæres i at viderebringe den rigtige information til patienterne præcist og systematisk. Personalet er vant til, at patienterne er indlagt i flere dage eller uger. Dermed er de også vant til, at de kan ‘dryppe’ informationerne til dem over længere tid – og det dur ikke, når de skal sendes hjem samme dag, siger klinikchefen.

Vigtigt med buffer-kapacitet

Jo flere patienter, der er i behandling uden for hospitalerne, des større er behovet for en bufferkapacitet på afdelingerne, vurderer Lars Kjeldsen. For de patienter, der sendes hjem, skal have mulighed for at blive indlagt med øjeblikkelig varsel, hvis de oplever, at deres sygdom forværres. I det hele taget forudsætter et mere ‘behovsdrevet’ system et andet setup end det, der er på hospitalerne i dag, siger klinikchefen.

»Vi er nødt til at have frie senge og hænder til at tage sig af de patienter, der akut har brug for indlæggelse. Hvis vi i teorien kan lukke 30 pct. af vores senge som følge af omlagte behandlinger, så skal vi nøjes med at lukke 20 pct. – de sidste 10 er vores bufferkapacitet. Jeg er klar over, at tomme senge ikke er en populær tanke i et i forvejen presset system, men de er nødvendige, hvis vi skal kunne opfylde patienternes behov,« lyder det.

Omlægningen vil desuden uundgåeligt kræve udvidede åbningstider og øget bemanding i ambulatorierne – og eventuelt et beredskabskorps af læger og sygeplejersker, der kunne kaldes ind akut, hvis afdelingen pludselig bliver overbelastet. Også de chauffører, der kører sygetransporterne, skal være indstillede på anderledes arbejdsdage.

»Det er altid billigere at håndtere en patient ambulant. Der er f.eks. ingen udgifter til kost, aften- og nat-personale. Den voksende population af ældre patienter gør det imidlertid svært at finde besparelser, men ved at tænke i nye måder at omlægge vores behandlinger, kan vi forhåbentlig opnå at give den samme gode behandling til flere patienter uden samlet set at gøre et større indhug i afdelingens budget,« siger Lars Kjeldsen og fortsætter:

»Der er ikke grænser for, hvad vi kan gøre, hvis vi afsætter tid og ressourcer til at tænke innovativt. Det er så vigtigt, at hospitalsledelserne rundt om i landet prioriterer innovation højt. Det er urealistisk at tro, at gode ideer opstår og implementeres i en travl hverdag, hvor der knap nok er tid til at løse de allermest akutte opgaver. Brug nu nogle af ressourcerne på innovation i stedet for systematisk kvalitetskontrol – der nok ikke er lige meningsfuld alle steder!«

Kontraproduktivt system

Innovation har dog, ifølge Lars Kjeldsen, trange kår i et økonomisk aktivitetssystem, hvor de behandlinger, der foregår i hospitalsregi belønnes med en langt højere DRG-takst end dem, der foregår ambulant. Det ambulante er ‘en dårlig forretning’, hvilket er med til at konservere hospitalsvæsenet, mener klinikchefen.

»Vi har et kontraproduktivt økonomisk styringssystem, der tvinger os til at holde fast i en konservativ og ressourcetung struktur. Vi er nødt til at indføre et system, der i langt større grad baserer sig på det, der har betydning for patienter. Og på tilliden til, at de enkelte afdelingsledelser gør sig umage med at holde effektiviteten oppe og tænke i smarte løsninger,« siger han.

Skriv kommentar