Julie siger fra overfor sexisme: »Verdens bedste fornemmelse«
»Vi skal til at tage den i kaffestuen og sige ‘Ved du hvad, jeg vil gerne hjælpe dig. Du er ikke den første, den slags sker for, og hvis du vil sørge for, at dem, der kommer efter dig, ikke skal opleve de samme ydmygelser, så skal vi have gjort noget ved det. Vi skal hjælpe hinanden,« siger reservelæge Julie Mackenhauer om sexisme i sundhedsvæsenet.

Julie siger fra overfor sexisme: »Verdens bedste fornemmelse« Der skulle et langt tilløb til, før reservelæge Julie Mackenhauer fik sagt fra, når hun blev udsat for sexisme. Det gør hun i dag med en god fornemmelse. Men det er ikke et let skridt at tage, og skal problemet løses i sundhedsvæsenet, kræver det opmærksomhed fra flere kanter, mener hun.

Ph.d.-studerende og reservelæge Julie Mackenhauer var til fest efter et ph.d.-forsvar, da hun pludselig mærkede et fast greb om sin ene balle. Hånden tilhørte ikke hendes kæreste, men en professor indenfor samme fag fra et andet universitet. En professor, Julie Mackenhauer ikke engang havde hilst på, og som kan risikere at blive opponent på hendes eget forsvar.

»Jeg havde været udsat for grænseoverskridende opførsel flere gange før og troede, at jeg nu endelig var forberedt og ville sige noget, næste gang det skete. Men jeg sagde ikke noget i situationen, for hvad var det nu, jeg skulle sige? Det endte med, at han tog hjem, inden jeg fandt ud af det. Jeg fortalte i stedet andre til festen, hvad der var sket, og så reagerede de med ‘nå, sådan er han altid’. Det blev jeg sur over og tænkte, at det skulle være løgn,« fortæller Julie Mackenhauer.

Næste dag sendte hun professoren en mail, men først havde hun en række overvejelser i forhold til, om hun eksempelvis kunne tillade sig at skrive til hans arbejdsmail, for hvad nu hvis hans sekretær læste den?

»Jeg skrev, hvordan han havde opført sig til festen, og at jeg kunne forstå, at det ikke var første gang. Han skulle vide, at jeg syntes, det var fuldstændigt uacceptabelt, og jeg håbede ved gud, at han ville stoppe med det samme. Han var jo godt klar over, hvilken position han havde,« siger Julie Mackenhauer.

Verdens bedste fornemmelse

Julie Mackenhauer fik med det samme en undskyldning fra professoren, der med hendes ord »lagde sig fladt ned«.

»Han erkendte det. Han skrev, at han var virkelig flov over det. Han skrev undskyld, og at det gjorde meget stort indtryk på ham, at folk talte om ham på den måde, men han kunne også godt se, at det var hans egen adfærd, den var galt med,« siger Julie Mackenhauer og fortsætter: 

»Nu har jeg langt om længe taget mig sammen til at sige fra i sådanne situationer. Det er vildt nervepirrende med høj puls og frygten for, at det bare er mig, der har misforstået. Men bagefter er det jo verdens bedste fornemmelse.«

Julie Mackenhauer understreger, at hendes historier ikke er unikke, og det bliver tydeligere og tydeligere for hver person, der står frem med nye ubehagelige oplevelser.

Opgør med kulturen

Sexisme bliver dog ikke løst ved at placere ansvaret for at sige fra hos den enkelte. Det er tit dem, der er nederst i hierarkiet, som er allermest udsat og har mest at miste, hvis de råber op. Derfor handler det også om at sige fra som profession, siger Julie Mackenhauer.

»Jeg har oplevet kvindelige medicinstuderende, der sidder helt paf i kaffestuen og fortæller om en læges grænseoverskridende adfærd, men de tør ikke fortælle det midt i et klinikophold. Og der er ingen, som hjælper dem, for ‘sådan er han jo bare’, og så får personen lov til at fortsætte ydmygelsen af de studerende,« fortæller Julie Mackenhauer, der har arbejdet på geriatriske, anæstesiologiske, kirurgiske og akutmedicinske afdelinger.

Da hun selv stod frem med en række eksempler i Ugeskrift for Læger for knapt tre år siden, havde hun mange bekymringer. Ville hun blive den, man ikke turde joke med? Den, man ikke turde ansætte? Eller den, folk ikke ville tale med på konferencer, fordi de var bange for at blive misforstået? Bekymringerne blev heldigvis gjort til skamme, men Julie Mackenhauer forstår behovet for at være sikker på at kunne få opbakning.

»Vi skal til at tage den i kaffestuen og sige ‘Ved du hvad, jeg vil gerne hjælpe dig. Du er ikke den første, den slags sker for, og hvis du vil sørge for, at dem, der kommer efter dig, ikke skal opleve de samme ydmygelser, så skal vi have gjort noget ved det. Vi skal hjælpe hinanden,« siger hun.

Samtidig understreger Julie Mackenhauer, at det største ansvar selvfølgelig er hos dem, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Sager skal følges op af ledelsen, der har et kæmpe ansvar, hvis det foregår i det magthierarkiske sundhedsvæsen.

Derfor er der også brug for, at man ikke bare siger fra, men siger det videre. 

Skriv kommentar