Socialdemokratiet har lanceret tanken om ’nærhospitaler’. Den tanke giver modstand i debatten, og i lanceringen talte man også om mindre operationer – det forstærkede modstanden. S skal hurtigst muligt droppe ordet ’hospital’ i sin argumentation – det giver forkerte associationer i forhold til behovet. Tanken om noget bedre i nærområder er rigtig.

Regeringen taler om et initiativ i det nære samfund. Det er godt, men vi venter på det konkrete.

Vi må se at blive enige om det konkrete behov, og hvordan vi dækker det, og hvem der gør det. Det er første skridt mod en bæredygtig reform.

Når jeg tænker på fremtidens behov, tænker jeg naturligvis på forebyggelse, rehabilitering og støtte til at sikre en god indsats på gruppe- og individniveau for kronisk syge – især ældre multisyge. Jeg tænker på god, nær rådgivning, indsats og service til borgere om forhold vedrørende sundhed og sygdom.

Jeg tænker på, at man nu må tage konsekvensen af rigtig meget ny forskning, som viser betydningen og effekten af kontinuitet og tæt relation mellem patient og de professionelle (undskyld til alle kommunalt ansatte – jeg ved godt, at jeg burde skrive ’borger’ og ikke ’patient’, men for os læger falder det mere naturligt at bruge ordet patient).

Jeg tænker også på megen forskning om betydningen sammenhængskraft og netværksdannelse i et lokalsamfund og det sundhedsfremmende i at modvirke ensomhed. En reform skal tage højde for det.

Men jeg tænker også på, at vi har behov for i nationalt rimeligt ensartet, moderniseret og præcist aftalt form at få noget af det, som tidligere fandtes i et nærsamfund i samarbejdet mellem kommune og almen praksis. Vi skal lave en reform, som sikrer rammer for de ønsker jeg udtrykker i det følgende.

Jeg vil derfor tillade mig at skrue tiden tilbage til 1978 og årene derefter i Galten – en lille kommune med 10.000 indbyggere 20 km fra Aarhus, hvor vi var to læger, der byggede nyt lægehus, og hvor vi havde en meget samarbejdsvillig kommune samt et godt samarbejde med områdets øvrige fem-seks læger. Det var muligt at få et samarbejde til at fungere, for den gensidige nærhed og vort gensidige kendskab til hinanden gjorde det naturligt. Bureaukrati og stive rammer var der ikke eller blev negligeret. Jeg vil redegøre for nogle af de initiativer, vi og områdets læger tog, og som desværre mere eller mindre er forsvundet i bureaukrati, opløste relationer, silodannelse og misforstået teamarbejde hvor alle er med og ingen tager ansvar. Mange af de beskrevne ting kunne i moderniseret form genoplives. Jeg vil til slut fortælle lidt om, hvorfor de forsvandt.

Jeg ved udmærket, at noget vil kalde det, jeg skriver, utopisk romantik. Andre vil måske have lyst til at skælde ud og kalde skriverierne selvhævdende snik snak. Jeg er i pensionsalderen, og min lykke ændres ikke over nogens eventuelle hån og vrede, men til dem, der måtte have lyst i den retning, vil jeg blot sige: stop læsningen snarest af hensyn til sundheden. Til de konstruktive vil jeg sige: brug tankerne til kreativ nytænkning.

Her lidt om sammenhold, sammenhæng, helhed og samarbejde i en lille kommune fra ca 1978 og frem mod seneste kommunalreform.

• Vi tog i praksis alle de blodprøver på patienter, vi fandt nødvendige, og sendte dem til sygehuset, og ofte tog vi efter råd fra sygehus prøver før og efter sygehusophold. Jeg mindes ikke diskussioner om, hvem der skulle give svar på prøven. Jeg mindes en del gange, hvor vi i lægehuset eller i vor tolv-mandsforening greb ind, hvis patienten skulle rejse til sygehus for prøver og prøvesvar, som vi let kunne give. Vi vogtede over LEON-princippet – patienten skal behandles på laveste effektive omsorgsniveau.
• Vi tog os både i dag- og vagttid af akutte småskader – og skrev i øvrigt i Ugeskriftet derom og dokumenterede over flere år, at det indebar væsentlig aflastning af sygehuse. I engelske undersøgelser vistes, at kvaliteten ved dette var OK.
• Vi lavede aftale med amtet, om at have jordemoder i huset én gang per uge. Hun var udstationeret fra det lokale center. Vi lærte meget af, at der altid var én kendt person, der kom, og jeg tror hun lærte noget af os, og patienter følte sammenhæng.
• Vi etablerede sammen med det lokale plejehjem aflastningspladser – også dette skrev vi om i ugeskriftet, og vi mødte nogen modstand fra geriatere, som mente, det var forkert. De ville have flere geriatriske sygehusafdelinger. Jeg er den dag i dag overbevist om, at det var godt for patienter – og besparende for systemet.
• Vi havde en fast ugentlig dag, hvor en af lægerne på skift kom på plejehjemmet. Det forsvandt senere i bureaukrati, men kom tilbage nogle år senere.
• Sammen med områdets sundhedsplejersker etablerede vi møder i lægehuset hver tredje måned, og de og vi fik patienters tilladelse til fælleskonferering om børn og familier med problemer, som vi mødte.
• Den samme aftale fik vi med de lokale hjemmesygeplejersker inklusive et meget tæt samarbejde om palliation og hjemmedød. Også det er beskrevet i artikler, og min kompagnon fik legatmidler til studietur til USA for at studere ’hospice at home’. Døende patienter fik altid vort og hjemmesygeplejerskens telefonnummer. Det var berigende.
• Ikke sjældent ringede hjemmehjælperne efter råd fra hjemmesygeplejersken direkte til os. Der var ingen visiterende sygeplejerske. Vi talte med dem, der så patienten. Vi talte med sygeplejerskerne, hvis en hjemmehjælper fejlbrugte vor tid.
• Vi havde dygtige lokale ’generalistsocialrådgivere’, som vi kendte, og som vi havde hyppig og uformel kontakt til, når vi stødte på problemer, og når patienter havde behov for hjælp. Disse rådgivere kendte både os og omvendt. De kendte lokalområdet rigtig godt.
• Vi havde i området en rigtig dygtig jobkonsulent, som vi løste mange problemer sammen med i et uformelt ofte telefonbåret samarbejde. Alle virksomheder i lokalområdet kendte ham.
• En af os tog skolelægeprøven, og vi dækkede i en periode skolelægefunktionen og udviklede i øvrigt samarbejdet med skolen.
• Vi havde et lille lokalt sygehus (Skanderborg), som vi brugte som ’diagnostisk center’, når vi havde vanskelige patienter med mystiske symptomer og sygdomme.
• Og i øvrigt lærte vi områdets afdelinger at kende på en måde, så vi ofte kunne få akutte undersøgelser og akut råd og vejledning, når, der var behov for det.
• Sidst – men ikke mindst – havde vi et dejligt samarbejde med vor lokale sherif – landbetjenten. Han løste en del af de problemer, der var i vort område, og det samarbejde gled udmærket uden at bryde tavshedsregler.
• Fra tid til anden havde vi kontakt med vore børneinstitutioner og holdt f. eks. møder om øjenbetændelse, lus og andet godt. Det var rart at kende institutionernes ledere.
• Lægehuset havde i øvrigt et fast princip om at, at professionelle samarbejdspartnere i form socialmedarbejdere, hjemmesygeplejersker og læger altid skulle stilles igennem i konsultationen, når de ringede, hvis ikke der var afgørende forhold, der forhindrede det. Og det gjaldt også den anden vej, hvor vi f.eks. talte med den sygeplejerske, som så patienten.

Mange ting faldt fra hinanden

Lad mig i øvrigt understrege, at vi tog ydelseshonorar for alle individrettede kontakter, og indtjeningen i vort lægehus var i øverste kvartil på landsstatistikken.

Jeg kender mange større jyske lægehuse, der arbejdede på samme måde – og jeg kender også i dag en del, der forsøger at gøre det på samme måde.

Men jeg begræder, at rigtig mange af indsatsområderne gennem årene faldt fra hinanden på grund af stedse større bureaukrati, rigide regler, visitationssluser, mangel på dyrkelse af personlige relationer, og det man mente var besparelser. Jeg begræder også, at regioner for ofte forsømte dialogen med almen praksis om at udvikle rammebetingelserne for, at initiativer som vores kunne udvikles og moderniseres på smidig måde. De større kommuner blev samtidigt mere og mere introverte, selvtilstrækkelige og siloopdelte.

Lige lidt kort om den konkrete udvikling over årene: at tage blodprøver for sygehuse blev besværliggjort – ja, i Region Midt direkte forbudt. Vi har lavet bureaukrati om, hvem der skal give svar på hvad. Læger i praksis gør i frustration over rammebetingelser indsigelser mod at følge op med svar og prøver efter indlæggelse. (’Det er sygehusets ansvar…’ hedder det). Skadestuer er vokset vildt – hvorfor så lave småskader nær patienten.

Den lokale sygehusudstationerede jordemoder blev fjernet i en sparerunde – til hendes store skuffelse. Vore aflastningspladser blev underlagt et usmidigt, visiteringsbureaukrati, som gjorde dem uanvendelige, og til slut blev de sparet væk for at genopstå 25 år senere. Tiden til regelmæssige møder med sundheds- og sygepleje blev fjernet, da vi fik en bureaukratisk visiterende sygeplejerske på et fint kommunekontor, og vi mistede den direkte kontakt med dem på gulvet og ved sengekanten.

Senere fik vi udadgående palliative team, som invaderede de døendes hjem, så hjemmesygeplejen i høj grad trak sig fra denne banegårdsstemning, og deres og vores engagement i palliation faldt. Socialforvaltningen blev siloopdelt, og de nære daglige relationer svandt bag telefontider og visitatorer – og selv en del velvillige fremmøder til wienerbrødsstormøder i teams kunne ikke erstatte gammel tillid, handlekraft og personligt ansvar.

Personaleudskiftningen i socialforvaltningen steg voldsomt. Vi mistede bag blanketter og formularer kontakten med jobformidlingen, som nu hed job-center. Skolelægeordningen blev nedlagt. Vort lokale diagnostiske center i Skanderborg blev nedlagt, og vor personlige kontakt til de store afdelinger blev mindre. Det diagnostiske center fik vi efter 25 år tilbage – nu med navn af diagnostisk center. Landbetjenten forsvandt og huskes nu kun i form af gode historier om hans fremragende arbejde. Kontakten til børneinstitutioner er der kun sporadisk, og nu er der kampe om, hvorvidt der skal betales, når lægen måtte komme og give et foredrag. Dog igen meget bedre i de senere år.

Telefontilgængeligheden mellem samarbejdsparterne blev hæmmet af visitatorer, tidsbestilling, telefontider osv. og i årene, der gik, forsømte man i stedse højere grad dialogen med praksis, deres rammebetingelser blev ikke udviklet. Mange læger blev mere og mere frustrerede og udbrændte, og det fremmer ikke samarbejdet.

Glæde midt i mørket

Midt i al den pessimistiske og måske for mørkt malede udvikling glæder jeg mig over, at PLO som system er under voldsom og rosværdig holdningsmæssig modernisering, og kommuner og regioner har forstået, at vi skal skabe en ny konstruktiv udvikling. Så der er et åbent vindue med nye muligheder.

En stor del af ønskerne, om at styrke det nære sundhedsvæsen, drejer sig om at genetablere noget af det tabte i en moderniseret, serviceorienteret form. Det drejer sig også om at erkende, at den største forandringskraft opnås, hvis der er kendskab til hinanden blandt dem, der skal arbejde sammen og gerne personlige professionelle relationer. De professionelle må igen vedkende sig værdien af, at en patient har ’sin egen læge’ – eller sin behandlingsansvarlige læge – eller sin egen socialrådgiver etc. etc.

Der er fantastiske muligheder for at udbygge det nære sundhedsvæsen, hvis man vil det. Det kan højne kvalitet, og det kan sikre at vi bruger vor specialister til det mest specielle og vore supersygehuse til det meget komplicerede. Jeg er stolt over indsatsen på mange højt specialiserede afdelinger.

Det fordrer kort sagt, at vi genopfinder ’den moderne generalist’ og ’det moderne lokalsamfund’. Jeg tror, at begge sider af Folketinget har erkendt behovet. Det her er for vigtigt til partipolitik. Held og lykke til hele Folketinget. Jeg ser frem til en konstruktiv reform.