Foto: Lars Andersen

Et sygt parallelsamfund Meningen med, at der skal indberettes overskridelser, er for at kunne sikre, at man kan gøre noget, hvis ventetiderne ikke overholdes. I stedet har diverse afdelings-, sygehus- og regionsledelser bag om ryggen på myndigheder, politikere og borgere tilsyneladende skabt deres eget parallelsamfund, hvor de ud fra en alternativ fortolkning, der i hvert fald i denne sag hverken kommer nuværende eller kommende mave-tarmkræftpatienter til gode, har lavet deres helt egne regler.

Denne leder er skrevet, inden det 30. marts kom frem, at Region Midtjylland flere gange via regionens egen whistleblower-ordning blev informeret om problemer med ventetiderne på AUH.

Mindst 293 alvorligt syge kræftpatienter har ventet for længe på behandling på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital siden januar sidste år.

For en del af patienterne har overskridelsen været et spørgsmål om liv eller død, om helbredelse eller ikke-helbredelse.

For andre har det betydet en væsentligt dårligere prognose, at de har måtte vente i mere end de 14 kalenderdage, som loven om maksimale ventetider for livstruende sygdomme foreskriver, at der højst må gå, efter at en patient har sagt ja til at blive indstillet til operation.

Ifølge en redegørelse fra Region Midtjylland har de 293 kræftpatienter i gennemsnit ventet i 12,7 dage udover den maksimale ventetid, og i perioder har ventetiden været helt op til 22 dage udover den fastsatte grænse.

Hvad er det for et alternativ til den situation, som de 293 patienter står i nu, som ville have været værre? Eftersom udgangspunktet vel er, at det er patienten først, og også før økonomi, hvad er det så for hensyn, de to ledelser har taget til patienterne i denne sag?

I takt med at der er kommet nye oplysninger frem i kølvandet på DR’s afsløringer af forholdene for dødssyge patienter på AUH’s mave- og tarmkirurgiske afdeling gennem mere end et år, er der mange ting, man må undre sig over.

Først og fremmest er det ubegribeligt, at der ikke er nogen i hverken afdelings-, sygehus- eller regionsledelsen, der har følt sig forpligtet til at fortælle relevante myndigheder og politikere, at man på AUH ikke har kunnet overholde ventetiderne for nogle kræftformer, som alle er enige om, er ekstremt tidskritiske, fordi de på bare få uger kan udvikle sig fra helbredelig til uhelbredelig sygdom.

I stedet valgte ledelsen at tie udadtil og undlade at indberette en eneste af de 293 overskridelser til Sundhedsstyrelsen, mens man indadtil, med det der ligner en bevidst systematik, har praktiseret en ledelsesstil, hvor man blandt andet har instrueret afdelingens læger i at fejlinformere patienterne om deres ret til behandling i udlandet.

I samme åndedrag har man fortalt patienterne, stik imod fakta, at hvis afdelingen skulle undersøge muligheden for behandling i et andet land, så ville patienten samtidig miste sin plads på AUH’s venteliste.

Det bizarre ræsonnement har været, at hvis patienterne accepterede, at deres ventetid blev overskredet, så behøvede ledelsen ikke at indberette det, fordi der dermed ikke var tale om en reel overskridelse, eftersom patienten jo havde accepteret at vente.

Det er ligeledes svært at forstå, at de manglende indberetninger og den systematiske fejlinformation af patienterne tilsyneladende skyldes hensynet til afdelingens økonomi.

Netop ønsket om at undgå at belaste økonomien har ifølge DR’s dækning været den primære årsag til, at ledelsen har holdt igen med at sende patienter til udlandet.

Når en patient henvises til behandling i udlandet, skal behandlingen betales af den afdeling, der henviser patienten.

Jamen hallo, kan I ikke selv se, at en sådan måde at fortolke reglerne på både er uholdbar og langt fra hensigten?

Så her er det spørgsmål, som afdelings- og sygehusledelsen skal besvare, jo det simple, nemlig hvad er det for et alternativ til den situation, som de 293 patienter står i nu, som ville have været værre? Eftersom udgangspunktet vel er, at det er patienten først, og også før økonomi, hvad er det så for hensyn, de to ledelser har taget til patienterne i denne sag?

Og dertil er der hele det menneskelige aspekt. Udover at indholdet i den instruks, som er blevet givet til patienterne, er et klokkeklart brud på loven, så er det også at rette en pistol for panden på folk.

At bede dødssyge mennesker om at forholde sig til, at hvis de siger ja – ikke til et konkret tilbud, men til at afdelingen tager skridt til at undersøge eventuelle muligheder i udlandet – så mister de deres plads i køen, er ganske enkelt umenneskeligt og uværdigt.

Her har der virkelig været tale om et tilbud, som man i bedste Don Corleone-stil ikke kunne sige nej til.

Endelig er det også kritisabelt, at ikke blot Region Midtjylland, men også landets øvrige regioner de seneste dage har bekræftet, at de også undlader at indberette til Sundhedsstyrelsen, hvis patienter på udvalgte sygdomsområder har sagt ja til, at deres ventetid bliver overskredet. Jamen hallo, kan I ikke selv se, at en sådan måde at fortolke reglerne på både er uholdbar og langt fra hensigten.

Meningen med, at der skal indberettes overskridelser, er jo netop for at kunne sikre, at man gøre noget, hvis ventetiderne ikke overholdes.

I stedet har diverse afdelings-, sygehus- og regionsledelser bag om ryggen på myndigheder, politikere og borgere tilsyneladende skabt deres eget parallelsamfund, hvor de ud fra en alternativ fortolkning, der i hvert fald i denne sag hverken kommer nuværende eller kommende mave-tarmkræftpatienter til gode, har lavet deres helt egne regler.

Tilbage står nu, at der venter et gigantisk genopbygningsarbejde forude for landets sygehus- og regionsledelser. Det er sager som disse, der får befolkningens tillid til sundhedsvæsenet til at erodere.

Skriv kommentar