For den erfarne kliniker kan det gælde som en selvfølgelighed: Både sundhed, sygdom og helbredelse skyldes i høj grad uspecifikke faktorer. Er man tilpas åben i dagens konsultation, lader man sig belære og berige af dem – uden at klage over deres uforudsigelige arbejde i det skjulte.

Har man derimod noble forskerambitioner, er de uspecifikke faktorer ikke en grund til glæde. De har det nemlig med at smutte uopdaget gennem videnskabens net, som helst skal fange alle data, der kan objektiveres, analyseres og reproduceres til alles eje og gavn.

Arbejdet for klarhed

Der har ikke manglet forsøg på at få mere indsigt i og kontrol over det uspecifikke. I 1970’erne blev den biomedicinske model udvidet med nutidens bio-psyko-sociale paradigme. Dermed er de mindre objektive sider af helbredet på vej til en anerkendelse, som ellers har været forbeholdt de mere specifikke faktorer, som f.eks. kan ses under mikroskop.  

Det er desværre en gammel sandhed, at de mest højrøstede kritikere ikke nødvendigvis har nok indsigt i det, som de afsiger dom over

Men med skam at melde gælder det også her: Jo flere brikker puslespillet har, desto sværere kan det blive at få det samlet korrekt. De komplicerede forhold og vekselvirkninger mellem det uspecifikke og det specifikke har det med at spænde ben på vejen til klarhed: Præcist hvad vejer tungest, når det handler om at opretholde sundhed, eller bane vej for sygdom eller helbredelse i det enkelte tilfælde?

Det uspecifikkes betydning er især til irritation for den, som sværger til et positivistisk syn på sagerne. En ønskelig konsekvens går ud på, at man i stedet kunne indrømme den specialiserede begrænsning og tillade tvivl om egne konklusioners gyldighed. 

Men sagerne fører stadig til, at begrænsningen ligefrem ophøjes til en videnskabelig dyd og dermed et kvalitetsmærke: Hvis det ikke kan objektiveres, er det enten mindre godt, virkningsløst, skadeligt – eller ligefrem noget, der burde forbydes!

Samtidig er det desværre en gammel sandhed, at de mest højrøstede kritikere ikke nødvendigvis har nok indsigt i det, som de afsiger dom over.

Når man som professionel ikke er tynget af fordomme, kan horisonten derimod udvides på ubestemt tid. Med indgående kendskab til patienten i historie og nutid har man bedre kort på hånden, når det handler om at få indsigt i betydningen af uspecifikke faktorer. 

Klassikerne er tanker og følelser knyttet til bestemte livsomstændigheder. De kan ikke specificeres med CT-scanninger eller blodprøver, men de har jo alligevel styrke nok til at efterlade somatiske spor.  Som læge må man tit beklage, at der rent biomedicinsk kun kan sættes ind over for sporene i form af forskellige symptomer – i håb om at livet og naturen sørger for resten. 

Hos de nytænkende er der tradition for at træde ud af geleddet og orientere sig i andre retninger end den, man er uddannet i.  Har man aldrig tænkt over mulige fordele ved alternative tiltag, egner man sig efterhånden til at blive udstillet i et cirkus. I Vesten arbejdes der fortsat for fuld anerkendelse af den bio-psyko-sociale tilgang, og lignende gælder for Østens bud på lægekunst. Et forsvar for gang på mere eller mindre alternativ grund har under alle omstændigheder solid opbakning.

Kunsten

Grundlæggende går Lægeløftet ud på, at man efter bedste skønnende skal anvende sine kundskaber og i øvrigt søge dem udvidet. Hertil hører f.eks., at man ikke kun fæster lid til randomiserede kontrollerede undersøgelser og metareviews, men også kan se værdien af anekdotisk evidens, som har den enkelte patient i fokus. 

Almindelig visdom i lægekunstens historie taler for, at udsigten til at få hjælp er det første vigtige skridt på vejen til bedring. Og har man behov for hjælp, kan mindre virke meget.

Her viser fortiden sin værdi i det moderne: Med lægens bedste skøn har dagens konsultation rødder i en antik lægekunst, som avanceret forskning og teknologi ikke har kunnet udkonkurrere en gang for alle. Spørger man patienten, er det ikke noget, man skal være ked af. Når hun eller han får ordet i afgørelsen om, hvad der har stor betydning, peges der nemlig også på det uspecifikke.

Når mindre virker meget

I en kultur, hvor det går ned ad bakke for den mentale sundhed, er den alment praktiserende læge ofte patientens første og måske vigtigste støtte. Med tanke på studietidens pensum i sundhedspsykologi og tidens trends er baggrunden for elendigheden ikke et mysterium: I kraft af højdepunkter for social-darwinisme i politik og arbejde, store netværk med mange bekendte, men ingen at bekende sig til, er meningsfuld medmenneskelighed gerne en mangelvare. Kvalitet i forholdene til andre er specielt kendetegnet ved uspecifikke faktorer. Også de kan være svære at sætte fingeren på, men mangler de, er det ret mærkbart.

For den alment praktiserende under strukturpres er der ikke kun grund til at sukke over mangel på tid til at påtage sig den vigtige opgave; erfaringsmæssigt skal der ikke nødvendigvis lang samtale og terapi til, før patienten med ondt i sjæl og på krop kan føle sig hjulpet.

Almindelig visdom i lægekunstens historie taler for, at udsigten til at få hjælp er det første vigtige skridt på vejen til bedring. Og har man behov for hjælp, kan mindre virke meget. 

Med patienters taler om ‘den gode læge’ handler det ikke kun om evnen til at stille den korrekte diagnose, ordinere en tilsvarende behandling eller henvise til specialist.  Det næste og til tider mest afgørende skridt til bedring består af noget grundlæggende med tidløs værdi: Et nærvær, hvor evnen til at lytte, spørge, respektfuldt foreslå, men også fraråde en behandling, er kendetegn for professionel og samtidig medmenneskelig omsorg af høj karat.

‘Det kræver mere end et tolvtal at blive en god læge’, sagde en af mine studerende efter sin afsluttende eksamen. Vurderet i forhold til fagets bestemmelser forløb det ganske godt. Det er et par år siden, men jeg tænker af og til stadig over bemærkningen som en særlig bekræftelse på, at det uspecifikke godt kan gælde som det vægtløse guld i behandling.