Den nye SVM-regerings udspil om en akutplan med to mia. kr. til at ‘robustgøre’ akutmodtagelserne og afvikle ventelister er en vigtig markering af akutområdets betydning for hele det danske sundhedsvæsen og et første skridt henimod genoprettelse af forholdene i sundhedsvæsenet fra før coronakrisen.
Sandheden er dog, at akutmodtagelserne forud for krisen hverken var robuste eller i stand til at håndtere den demografiske udfordring, som hele sundhedsvæsenet aktuelt står over for. En regelret robustgørelse af akutmodtagelserne vil kræve et meget større fokus på personalets arbejdsforhold samt en løbende investering i de organisatoriske rammer omkring landets største patientgruppe – de akutte patienter – hvis behov alt for længe er blevet negligeret.
En nylig metaanalyse fra BMJ, British Medical Journal, fandt, at risikoen for fejl og patientskade mere end fordobles, når sundhedspersonalet er udbrændt
Måske fordi patientgruppen anses som broget og udefinerbar, selvom den i virkeligheden kan beskrives med ganske få ord: Dig og mig.
Vi får alle på et tidspunkt i vores liv behov for akut hjælp, hvad enten det er til os selv eller vores pårørende, og det er et sundhedsvæsens pligt at skabe de nødvendige rammer, der sikrer, at vi vil kunne få rettidig, effektiv og korrekt behandling den dag, vi rammes af akut sygdom.
Speciallæger betaler prisen
Med indførelsen af et speciale i akutmedicin i 2017 gjorde Sundhedsstyrelsen det muligt endelig at etablere en sundhedspersonalegruppe dedikeret til at forbedre og garantere forholdene i akutmodtagelserne.
Fremfor yngste og mest uerfarne læge i front står der nu mange steder speciallæger i akutmedicin klar til at modtage og behandle patienter med akutte tilstande af enhver art, døgnet rundt. Det har allerede har givet resultater i form af en øget overlevelse i de selvstændige akutmodtagelser, sammenlignet med fortidens silo-inddelte ‘virtuelle’ modtagelser (1). Men det har ikke været gratis for dem, der har valgt at gå forrest og bane vejen.
I en nylig rundspørge, som Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM) og Yngre Danske Akutmedicinere (YDAM) gennemførte blandt læger på akutmodtagelserne rundt om i landet, fandt vi, at 55 pct. af respondenterne følte sig helt eller delvist udbrændte (2).
Blandt hoveduddannelseslægerne i akutmedicin var andelen endnu større og lå på 60 pct., mens kun to ud af tre af disse svarede, at de sandsynligt, eller meget sandsynligt, ville forblive i specialet på den lange bane.
Disse bekymrende tal skal ses i lyset af, at 65 pct. af respondenterne var enten glade eller meget glade, når de var på arbejde, mens hele 85 pct. fandt arbejdet i akutmodtagelserne meningsfuldt.
Dårlig trivsel har konsekvenser
Den høje selvrapporterede udbrændthed er ikke kun bekymrende for lægerne eller specialet. Det akutmedicinske personales trivsel er nemlig direkte forbundet med patientsikkerheden.
En nylig metaanalyse fra BMJ, British Medical Journal, fandt, at risikoen for fejl og patientskade mere end fordobles, når sundhedspersonalet er udbrændt (3).
Sammenholdt med et engelsk studie, der fandt, at der for hver 82 patienter, der venter mere end 6-8 timer i akutmodtagelsen, finder ét ekstra dødsfald sted (4), og det faktum, at ventetiden på akutmodtagelsen stiger proportionelt med graden af udbrændthed blandt lægerne på afdelingen (5), bliver det åbenlyst, at arbejdsmiljøet i akutmodtagelserne må forbedres – for patienternes og de ansattes skyld.
I det nyligt gennemførte arbejdsmiljøsurvey fra DASEM og YDAM var det bemanding, bureaukrati og arbejdsbelastningen, der prægede arbejdsmiljøet i akutmodtagelsen mest negativt. Også antallet og længden af vagterne bidrog negativt, mens tilgængeligheden af supervision, undervisning og kollegerne var positive indflydelser.
Travlhed vil dog altid være en præmis i akutmodtagelsen. Alligevel skal patienterne døgnet rundt kunne forvente samme høje kvalitet i behandlingen.
Et sundhedsvæsen med en øget dødelighed i akutmodtagelserne om natten og i weekenden, som det var tilfældet inden den akutmedicinske speciallæge kom i front (6), forbliver uacceptabelt. Da brystsmerter lige så vel kan være et perforeret mavesår eller en punkteret lunge som en blodprop i hjertet, er svaret heller ikke at flytte de akutte patienter væk fra akutmodtagelsen, eller erstatte akutmedicinere med andre speciallæger på tilkald.
Fokus må derfor være på at optimere de forhold, sundhedspersonalet i akutmodtagelsen arbejder under.
Arbejdsmiljø skal løftes
Det skal først og fremmest ske ved at sikre et tilstrækkeligt antal speciallæger i akutmedicin. Der vil være behov for 600-700 speciallæger for at kunne levere den nødvendige bemanding på alle landets 21 akutmodtagelser. Med den nuværende dimensionering vil det tage 20-30 år at nå i mål med dette (7).
DASEM og YDAM foreslår derudover et opgør med ideen om, at vi som læger fortsat kan forvente at kunne være på arbejde i 17-24 timer i streg og levere samme behandlingskvalitet. En fremtidig overenskomst må sikre muligheden for vagter af maks. 10 timers varighed i akutmodtagelsen, som det er tilfældet i mange andre lande.
Akutafdelingens høje arbejdsintensitet uanset tidspunkt på døgnet nødvendiggør desuden en længere restitueringsperiode. DASEM og YDAM foreslår derfor at indføre den samme mulighed for at lade de ‘ubekvemme’ timer fra kl. 21-07 samt i weekender og på helligdage tælle 1,5-2 gange i timetallet, som man har indført i Sverige (ii).
Slutteligt vil det som konsekvens af den høje beslutningsdensitet, som arbejdet i akutmodtagelsen indebærer, for at modvirke udbrændthed være nødvendigt at indføre såkaldt ‘ikke-klinisk’ arbejdstidii.
Denne arbejdstid skal rettes mod kvalitetssikring og personlig, faglig udvikling foruden undervisning og forskning og kan bidrage til at sikre den samme høje og evidensbaserede behandling for de akutte patienter som for enhver anden patientgruppe.
Det står klart, at ovenstående ikke kan lade sig gøre alene med en ellers lovende akutpakke, som regeringen aktuelt har lagt op til.
Løsningen på sundhedsvæsenets potentielt største krise på akutområdet vil kræve langsigtede og målrettede investeringer i akutmodtagelsernes arbejdsforhold.
Under de nuværende økonomiske rammer kan det måske synes urealistisk, men alternativet tegner til at være langt værre og vil vise sig i form af direkte og uacceptable konsekvenser for den eneste patientgruppe, som vi alle på et eller andet tidspunkt vil være en del af.
Referencer:
1. Moellekaer, A. , Kirkegaard, H. , Vest-Hansen, B. , Duvald, I. , Eskildsen, J. , Obel, B. & Madsen, B. (2020): ’Risk of death within 7 days of discharge from emergency departments with different organizational models’, European Journal of Emergency Medicine, 27 (1), 27-32. doi: 10.1097/MEJ.0000000000000596.
2. Dansk Selskab for Akutmedicin og Yngre Danske Akutmedicinere: ‘Referat fra første arbejdsmiljøsymposium for læger i akutmedicin’. www.akutmedicineren.dk
3. Hodkinson et al.: ‘Associations of physician burnout with career engagement and quality of patient care: systematic review and meta-analysis’, BMJ sep. 2022
4. Jones et al.: ‘Association between delays to patient admission from the emergency department and all-cause 30-day mortality’, Emergency Medicine Journal 2022;39:168-173.
5. Stefano et al.: ‘Effect of emergency physician burnout on patient waiting times’. Intern Emerg Med. 2018 Apr;13(3):421-428.
6. Duvald I, Moellekaer A, Boysen MA, Vest-Hansen B. ‘Linking the severity of illness and the weekend effect: a cohort study examining emergency department visits’. Scand J Trauma Resusc Emerg Med. 2018 Sep 5;26(1):72. doi: 10.1186/s13049-018-0542-x. PMID: 30185223; PMCID: PMC6125948.
7. Dansk Selskab for Akutmedicin og Yngre Danske Akutmedicinere. ‘Hvem taler de akutte patienters sag?’ 24. nov. 2021. https://dasem.dk/holdningspapir/
Jeg hilser forslagene velkommen og tænker det vil være snævertsynet hvis forslagene kun skulle gælde for læger i akutmodtagelserne. Burnout er et fænomen der ses blandt alle læger i varierende grad, og akutmedicinerne er desværre ikke de eneste der er så hårdt ramte. Mange kirurgiske specialer, som også er meget beslutningstunge (også efter mørkets frembrud) og med store konsekvenser for patienterne hvis ikke behandlingen falder rettidigt, er også hårdt ramte.
Cecilie Markvard Møller, mange tak for din kommentar. Jeg er helt enig, burnout præger hele sundhedsvæsenet, og nok i særlig grad de “vagttunge” specialer, herunder akutmedicin, kirurgi, anæstesi og gyn/obs. Trods at vi ikke har særligt gode data for den egentlige forekomst i hvert speciale i DK er det i hvert fald billedet der tegner sig i flere andre lande, herunder England og USA, hvor anæstesi og kirurgi følger lige efter akutmedicin som de specialer hvor flest læger oplever burnout.
I DK har PLO lavet en undersøgelse i 2016 der fandt at 38% af praktiserende læger oplevede udbrændthed i moderat grad, mens 11% oplevede det i alvorlig grad (1). I 2004 var tallene hhv. 24% og 3%. Det kunne være spændende at få tal på tilstandene i flere af de danske specialer.
Vores undersøgelse blev jo gennemført ifb. med det første arbejdsmiljøsymposium for akutmedicinere i oktober, hvor vi havde Yngre Læger med, bl.a. repræsenteret ved formand Helga Schultz, som netop spurgte til om der kunne være fællesinteresser med de andre vagttunge specialer. Siden er vi blevet kontaktet af Foreningen af Yngre Anæstesiologer, som var interesserede i at høre mere om arbejdsmiljøsymposiet og det vil kun være positivt hvis det viser sig at der også i de skærende specialer er sammenfaldende ønsker.
Måske man ligefrem skulle lave en arbejdsgruppe til at afdække evt. fællesinteresser imellem de forskellige faglige selskaber?
(1) Pedersen AF, Nørøxe KB, Bro F, Vedsted P. Alment praktiserende lægers psykiske arbejdsmiljø og jobtilfredshed 2016. Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet 2016.
Kære Emil
Jeg kan godt følge dine observationer om livet i Akutafdelingerne. Jeg er heller ikke tryg ved situationen i akutafdelinger trods deres store arbejdsindsats. Jeg tror desværre ikke dine forslag er en god vej frem. Jeg mener du ignorerer problemets egentlige rod, nemlig selve det at der overalt blev oprettet Akutafdelinger uden de nødvendige forudsætninger. Samtidig reducerede man kraftigt i de sengeafdelinger, der skal modtage de mest syge patienter der ikke kan sendes hjem hurtigt. Diskussionen om dårligt fungerende akutafdelinger er at sammenligne med diskussionen om årsagerne til den økonomiske krise i England – uden at tale om Brexit (=tabu).
Akutafdelinger er en ny institution og endnu en sektorovergang i et patientforløb. Ansvaret for et samlet patientforløb forsvinder. En akutafdeling får uundgåeligt det hovedformål at få patienterne væk – enten retur til hjemmet eller til en underdimensioneret sengeafdeling.
Vejen frem er at erkende etablering af akutafdelinger var en gigantisk fejltagelse. Forudsætningerne var ikke tilstede og bliver det heller ikke indenfor en årrække. Genindfør de “gamle” sygehusstrukturer med en indgang til de 5 områder: intern medicin, mavekirurgi, ortopædkirurgi, børn og gravide.
Modtagelsen af akutte patienter skal forbedres, men indenfor rammerne af ovennævnte 5 spor.
Med den “gamle” sygehusstruktur kommer der igen fokus på sammenhængende patientforløb. Lægerne vil få et langt bedre uddannelses- og arbejdsmiljø ved at kunne følge patienter i hele forløbet og endda senere i et ambulant forløb.
Bedste hilsner, Claus Rasmussen, (senior) reumatolog, Nordjylland
Kære Claus
Mange tak for din kommentar. Jeg er dog (forventeligt) uenig.
Det at tilskrive akutmodtagelsernes fortsatte udfordringer at specialet akutmedicin er mislykkedes er bagvendt tankegang og afslører desværre en ærgerlig fortsat manglende forståelse for hvad specialet tilbyder de akutte patienter.
Det er sandt at en neurolog kan håndtere en patient med Guillain Barré, men når lammelsen viser sig at være på baggrund af svær hypokaliæmi eller dissektion fra aorta til spinalarterierne så er patienten ilde stedt med en neurologisk forvagt med en speciallæge på tilkald.
Det akutmedicinske speciale blev oprettet som modsvar til de problemer som de silo-opdelte akutafdelinger gav de akutte patienter der havnede i de forkerte specialer (og som konsekvens af at ‘speciallægen i front’ havde vist sig ikke at kunne lykkes med de etablerede specialer).
At etablere en helt ny faglighed og uddanne tilstrækkeligt med speciallæger tager tid, ikke mindst når specialet ikke bliver givet de nødvendige omstændigheder og ekstra ressourcer det helt forståeligt kræver.
Akutafdelingerne var allerede dysfungerende med store udfordringer for yngre læger inden indførelsen af specialet. Det stærkt øgede patientindtag vi har set, bare siden specialets indførsel – for ikke at nævne det ekstra pres som 1813 løsninger har lagt på akutafdelingerne i visse regioner – ville have ført til helt uholdbare forhold på akutafdelingerne hvis ikke det havde været for de læger der nu har besluttet sig for at gøre en indsats og rent faktisk forsøge at rette op på akutafdelingernes udfordringer.
At vi som akutmedicinere gør opmærksomme på problemerne og behovet for ressourcer og omstændigheder der muliggør en korrekt og rettidig modtagelse, stabilisering og diagnosticering af de akutte patienter, er et positivt tegn. Havde vi fortsat overladt akutafdelingerne til yngste mand på vagt er det ikke sikkert at der var blevet råbt op.