Den rette læge til det rette job – et bud på fremtidens speciallægeuddannelse
Foto: Lars Andersen

Den rette læge til det rette job – et bud på fremtidens speciallægeuddannelse Den kommende revision af speciallægeuddannelsen bør lægge op til en tredeling af uddannelsen.

Den perfekte læge dækker til fulde alle syv lægeroller og er ikke alene en dygtig, dedikeret og helhjertet kliniker, som er indsigtsfuld og empatisk over for sine patienter, men også på samme tid en talentfuld, konkurrenceminded og vidende forsker med originale idéer og et strategisk overblik.

I tillæg til alt dette besidder man også et stort ledelsestalent og vilje til organisatorisk arbejde.

Selv under medicinstudiet mærkes et stigende fokus på at påbegynde forskningsaktivitet, ikke altid født af genuin nysgerrighed, men ofte som et redskab til CV-optimering

Selvom vi alle til fulde ville håbe, at det var enhver forundt at være så alvidende, er det vores påstand, at det i virkelighedens lægeverden oftere er sådan, at man nok vil dække bredt, men dybest set enten har sin sande kærlighed overvejende til patienterne og det kliniske arbejde, eller overvejende kaster sin kærlighed på det forskningsmæssige eller det organisatoriske.

Ph.d. som ‘karrierepleje’

Aktuelt er det meget kompetitivt at opnå en hoveduddannelsesstilling i en række specialer, og selvom der lægges vægt på en bred kvalifikationspalet hos de yngre læger, er det et faktum, at det for mange talentfulde og dygtige klinikere er nødvendigt at oparbejde en betydelig forskningsportefølje (som f.eks. en ph.d.-grad) for at kunne opnå en hoveduddannelsesstilling inden for disse specialer.

Det faktum, at mere end to ud af tre læger, som skriver ph.d.-afhandling, ikke kommer til at forske, kan selvklart dække over manglende tidsmæssig mulighed som følge af klinisk pressede stillinger, men dækker nok i lige så høj – hvis ikke højere – grad over, at vi aktuelt ser en søgning til ph.d.-forløb blandt nyligt færdiguddannede læger primært som et meriteringsredskab i den almindelige ‘karrierepleje’.

Ph.d. bliver et mål i sig selv

Selv under medicinstudiet mærkes et stigende fokus på at påbegynde forskningsaktivitet, ikke altid født af genuin nysgerrighed, men ofte som et redskab til CV-optimering. Stemningen piskes op mellem de studerende. Allerede på bachelor- og kandidatopgaveniveau ønskes der forsikring hos vejleder om, at en opgave kan publiceres – ofte inden opgaven påbegyndes.

Der er også en tiltagende ‘afsøgning’ af muligheder for at kunne påbegynde et ph.d.-forløb, ofte som et mål i sig selv snarere end som følge af en lyst til fordybelse i et specifikt forskningsområde. Det er slutresultatet snarere end processen, som trækker.

Rigide krav

Det nuværende speciallægeuddannelsesforløb synes meget rigidt i dets tilgang til kravet om enten at være fuldtidsforsker (f.eks. under et ph.d.-forløb) eller at være ‘fuld’ kliniker (f.eks. efter fuldendt ph.d.) Det tvinger en opdeling af tidsperioder i ens lægeforløb, som på ingen måde fremmer en integration af forskning og klinik.

Den nuværende speciallægeuddannelse sikrer en mindre og mindre translationel aktivitet mellem forskning og klinik

Det er vores påstand, at de bedst fungerende kliniske afdelinger består af en frugtbar blanding af overvejende klinisk interesserede læger og overvejende forskningsinteresserede læger, og at denne blanding er frugtbar for kvaliteten af det daglige patientarbejde, for lægernes motivation og for afdelingens samlede trivsel også blandt mange andre personalegrupper.

Krampagtigt fokus

Så selvom vi nedenfor lægger op til en differentiering i speciallægeuddannelsen til tre slags læger, så vil det samlede resultat efter vores vurdering blive bedre end det nuværende, hvor der fokuseres krampagtigt på hoveduddannelsesforløb med læger, som på papiret skal demonstrere, at de dækker bredt i de syv lægeroller – trods deres de facto store forskelligheder.

Den nuværende speciallægeuddannelse sikrer en mindre og mindre translationel aktivitet mellem forskning og klinik, trods forsikring om at det netop er det translatoriske, som man ønsker fremmet gennem det ‘syvarmede’ alsidighedskrav, som opstilles over for yngre læger for at komme ind i hoveduddannelsesforløb.

Kun tre typer speciallæger

Vi lægger op til en tredeling i uddannelse af speciallæger:

Den kliniske speciallæge (‘clinical track’ – ca. 80 pct.):

Her taler vi om en uddannet speciallæge inden for et klinisk speciale, som gennemgår en seksårig hoveduddannelse (H-udd.), hvoraf ét år obligatorisk er reserveret til klinisk forskning. Det er overvejende på baggrund af kliniske meritter, at adgang til H-udd. er sikret for denne track. Læger, der søger at blive kliniske speciallæger, bør typisk ikke afkræves at have opnået en ph.d.-grad, og selvom aktiv forskning tæller positivt, skal det ikke kunne dominere over solid klinisk baggrund (klassificerede såvel som uklassificerede stillinger). Denne retning stiler mod en slutstilling som afdelings- eller overlæge på et hospital eller som praktiserende speciallæge. Forskningsprojektet, som udføres i H-udd.-perioden, rettes mod klinisk forskning eller mod en evidensbaseret udarbejdelse af eller pennefører for kliniske vejledninger på regionalt/nationalt niveau og integreres med de afdelinger, som indgår i hoveduddannelsens kliniske ophold.

Den forskende kliniske speciallæge (‘research clinical track’ – ca. 15 pct.):

Denne læge tager typisk en ph.d. og uddanner sig til speciallæge, men med forlænget H-udd., f.eks. 50 pct. klinik og 50 pct. forskning, primært inden for de pågældende lægelige specialer, men også inden for kliniske specialer, hvor forlænget H-udd. kan lade sig fagligt gøre, og hvor deltidsuddannelse derefter ‘skræddersys’ (f.eks. 60-80 pct. klinik og 20-40 pct. forskning og tilsvarende forlænget H-udd.-forløb), så lægen kan fortsætte sin forskning efter ph.d.-forløb i H-udd. for at sikre forskningskontinuitet, uden at lægen taber momentum. Disse læger får typisk en slutstilling som overlæge ved kliniske afdelinger og søges tilknyttet som deltidslektorer ved et teoretisk institut samtidig, ligesom de senere typisk kan søge om kliniske forskningslektorater og professorstillinger inden for kliniske eller parakliniske specialer.

Den forskende universitetslæge (‘research track’ – ca. 5 pct.):

Denne læge har tidligt stilet mod en universitetsansættelse eller ansættelse i det private medicinal-/erhvervsliv. Der oprettes specielle forskningsspor til disse med fælles postdoc-forløb under universitetsfakultet og hospitaler i fællesskab, og med en efterfølgende tilknytning til et teoretisk sundhedsvidenskabeligt institut. Uddannelsesforløbet til denne ‘lægeretning’ igangsættes efter basal klinisk uddannelse (KBU), og der kan evt. indbygges yderligere ét års klinik/paraklinik i det efterfølgende forløb. Denne uddannelsesretning bør ækvivalere med H-udd., og der oprettes en separat ‘speciallægebetegnelse’ for læger i denne retning. Ved efterfølgende fastansættelse i lektor-/professorstilling sikres en samtidig tilknytning som konsulentlæge (‘overlæge’) til en hospitalsafdeling, og lægen opnår derved en forskningsmentorrolle for yngre læger på disse afdelinger.

Tredeling er en fremtidssikring

Med denne tredeling af speciallægeuddannelsen er det vores tese, at vi vil få bedre muligheder for at uddanne speciallæger, som er bedst muligt uddannede til deres fremtidige job. Selvom forskning er helt afgørende for vores kliniske arbejde, finder vi, at der foregår et ‘overkill’ på forskningsområdet med omfattende ph.d.-forløb for mange klinisk orienterede læger.

Vi tror på, at ovenstående forslag vil kunne bidrage til, at vi på langt bedre vis end i dag får den rette læge til det rette job

Dette gøres aktuelt på en måde, hvor man i virkeligheden ikke søger at integrere forskning i fremadrettede klinik, men snarere søger at presse mange læger til et ‘blokorienteret’ forløb (med f.eks. treårs ph.d.-forløb væk fra klinisk arbejde, og herefter full-time tilbage i klinik).

Heroverfor står de genuint forskningsinteresserede læger, som i dag har meget sparsomme muligheder for at kunne fortsætte et aktivt forskningsforløb under H-udd., pga. meget formalistiske regler. Mange af disse forskningsaktive læger finder en suboptimal løsning og kæmper sig igennem. Andre tager deres H-udd., bliver speciallæger og forlader så forskningen eller søger i private firmaer, hvor de ofte vil være betydeligt overkvalificerede som speciallæger.

Til gavn for hele sundhedsvæsnet

Endelig har de sundhedsvidenskabelige fakulteter en udfordring med det meget lave antal læger, som søger permanente teoretiske lektor-/professorstillinger på institutter, som er hovedansvarlige for uddannelse af fremtidens læger. Muligheden for og attraktionsværdien i permanente teoretiske forskerstillinger for læger er aktuelt langt fra optimal.

Vi tror på, at ovenstående forslag til revidering af speciallægeuddannelsen og dermed et bedre samspil mellem hospitaler og medicinske fakulteter vil kunne bidrage til, at vi på langt bedre vis end i dag får den rette læge til det rette job. Det vil ikke kun være tilfredsstillende for den enkelte læge, men på langt sigt forbedre det samlede sundhedsvæsen.

Kommentarer

  1. Det lyder, som en god ide. Men, på sigt vil det skabe et A-hold og B-hold, blandt de speciallæger, som forbliver på hospitalerne. Hvor de 15% forskningsspecialiserede, men, fortsat klinisk arbejdende vil være de fineste og meriteringsræset mod denne kategori, vil gøre det hele værre. Det er grotesk, at lægestuderende tænker mere på forskning end at blive gode klinikere. Den danske udd., model er håbløst forældet, også, det nye forslag. I UK og US er kirurgerne færdigudd., og på toppen, inden de er 30 år, mens, deres fysik, stadigt, kan holde til de hårde vagter. Den gode kliniker har den højeste prestige, fordi patientklagesystemet er privat og benhårdt. Den bedste klinikker har færrest advokatsøgsmål og er derfor, også økonomisk den bedste, at have ansat, for arbejdsgiver. Sådan, bør det også være. Her til lands, har professortyperne højest prioritet, uagtet, at de måske ikke nødvendigvis, er de bedste klinikere, det har de speciallægeslaverne til, som ofte knokler hårdt, til en middelmådig løn. De 7 lægeroller skal afskaffes og det at være en god kliniker, skal prioriteres højst, give højst prestige og højest løn. Hvem har grundlæggende lyst til at blive opereret af en med mange titler og en lang publikationsliste, med det halve antal operationer bag sig, i forhold til den, som måske, ikke har knap så mange titler og knap, så mange publikationer, men, som har stor operativ erfaring og er en god håndværker. Løsningen er ikke en ny struktur, med A-hold og B-hold speciallæger, men, et helst andet meriteringssystem med fokus på de bedste menneskelige og kliniske færdigheder aht. patientsikkerheden. Professortyperne, skal nok klare sig alligevel og de, som ser sig selv som forskere, allerede, fra de tidlige studieår, bør vælges fra ved optagelsesprøver til lægestudiet, som bør vægte gode menneskelige egenskaber i form af robusthed og empati i kombination for interesse for det håndværksmæssige. Forskertyperne kan med fordel omdirigeres til humanbiologi og folkesundhedsvidenskab, alt efter om interessen er biologi eller statistik/epidemiologi. Der er alt for lidt fokus på det praktiske kliniske arbejde og udd., i hele, den danske udd. model, også, med det nye forslag, om A-hold’s og B-hold’s speciallæger. Det afspejler en forældret tankegang. Hvad skal vi med superspecialister i genetisk- og translatorisk medicin, hvis patientsikkerheden er i fare, pga. manglende kliniske færdigheder, som følge af den nuværende høj prioritering af skrivebords- og laboratoriearbejde.

    1. Jeg er faktisk i de store træk enig med dig her. I første øjekast, syntes jeg at dette forslag ramte præcist der, jeg længe har ment, at problemet lå; PhD for PhD skyld, så man kan få indpas i et speciale.
      Det er grundlæggende problematisk, af mange grunde.

      Som et relevant eksempel: At man nærmest kræver en PhD som et fundament hvis man vil blive pædiater i de store byer, er et kæmpeproblem, da ellers klinisk ekstremt dygtige, engagerede, erfarne læger trækker sig væk, fordi de ikke kan se sig selv bruge energi på noget de ikke brænder for (hvis de ikke er interesserede i at forske selv). Hvem har sagt, at man ikke har et skarpt akademisk blik, hvis man ikke selv har en PhD eller har utallige publikationer? Det er helt absurd. Man kan godt være meget godt klædt på ift at kunne kritisk vurdere ny forskning, implementere ny viden i sin praksis o.s.v., uden at man selv absolutt skal bridrage med forskningen per se.

      Der jeg dog har lidt svært ved at følge dig, er din overbevisning om, at disse 15% vil blive “top of the tier”, fordi de netop forsker og bruger tid i klinikken. På hvilken måde vil dette udarte sig, forestiller du dig?

      I øvrigt mener jeg også, at de 7 lægeroller skal afskaffes – der har været mange andre på banen med kritik mod modellen.

      Som et overordnet “nice to have” idé om hvad en læge bør have i tankerne, er det jo flot. Men at det skal være det helt grundlæggende vejledning ift at kvalificere sig til hoveduddannelsesstillnger, er, om ikke andet, et håbløst projekt – folk vil bare fylde de 7 rolle-kasser op, uden at dette nødvendigvis ender op med at gøre dem til den rette læge til det speciale de har i tankerne.

Skriv kommentar