Den lærende kultur er sat voldsomt under pres af kontrol Det er stik i mod alt, hvad vi ved om sikker læring, og medvirker desværre til at skabe afstand og reducere den psykologiske tryghed. Det er den forkerte vej.

I Dansk Selskab for Patientsikkerhed arbejder vi ud fra, at de grundlæggende systemer, strukturer og arbejdsgange er afgørende for sikkerheden. Danske sundhedsprofessionelle skal have de skarpeste kompetencer, og det har de, men patienternes sikkerhed må ikke afhænge af, om lægen eller sygeplejersken har en god eller dårlig dag.

Samtidig tror vi på, at enkeltpersoner kan gøre en enorm forskel. Beth Lilja er sådan en enkeltperson, der i kraft af imponerende engagement og dedikation har medvirket til, at alle i dag taler om patientsikkerhed. Det er en dagsorden, der er kommet for at blive. En søgning på Infomedia vil vise, at hvor ordet ‘patientsikkerhed’ for 20 år siden forekom yderst sjældent i den offentlige debat, så optræder det nu mange gange hver eneste dag. Det er godt, men det er selvfølgelig langt fra godt nok.

Selvom der bliver talt en hel del om patientsikkerhed, så er patientsikkerhedskulturen ikke optimal i det danske sundhedsvæsen. Jeg er enig med Beth i, at et område som økonomi er betydeligt mere rodfæstet og integreret i alle led end kvalitet og patientsikkerhedsarbejde. Mange reklamerer med, at de sætter patienten i centrum. Det ville også lyde mærkeligt, hvis man reklamerede med at sætte økonomien over alt andet, men der kan være et stykke fra marketing til virkelighed.

I 2003 fik Danmark – som det første land i verden – en lov om patientsikkerhed. Et vigtigt element i lovgivningen var, at der blev etableret et rapporteringssystem for utilsigtede hændelser. Dansk Selskab for Patientsikkerhed var – i fælles forening med organisationerne bag selskabet – den primære initiativtager til det oprindelige rapporteringssystem, og derfor har vi en særlig interesse i, at systemet fungerer på en effektiv og tidssvarende måde. Allerede i marts 2016 kom Dansk Selskab for Patientsikkerhed derfor med otte anbefalinger til en revision af rapporteringssystemet:

  • Vi skal kun rapportere det, der er vigtigt
  • Det skal være lettere at rapportere
  • Rapporteringssystemet må ikke bruges sanktionerende
  • Rapporterne skal så vidt muligt anvendes lokalt
  • Der skal ske erfaringsudveksling på tværs
  • Rapporteringssystemet skal være en integreret del af kvalitetsprogrammet
  • Rapporteringssystemet skal medvirke til et transparent offentligt system
  • Der skal gives feedback til rapportøren

Det sanktionsfri system, der støtter op om en lærende kultur og skal understøtte et transparent system, skal ikke skrottes – det skal i stedet optimeres og der skal være et langt større fokus på feedback og lokal læring. Vi har en række andre kilder til information om både hvad der går godt og hvad der går galt. Vi skal være meget bedre til at bruge de informationer sammen – fra de kliniske databaser, fra UTH’er, fra klager osv. Men også have et langt større fokus på de ting, der går godt. Det skal det centrale niveau i de statslige styrelser også understøtte.

Hele den lærende kultur er blevet sat voldsomt under pres med et for stort fokus på kontrol. Det er stik i mod alt hvad vi ved om sikker læring og medvirker desværre til at skabe afstand og reducere den psykologiske tryghed. Det er den forkerte vej. Der er sket en velkommen opstramning af de procedurer, der gjorde, at der ikke blev fulgt op på meldinger om enkeltpersoner i sundhedsvæsenet. Men det var jo ikke rapporteringen og opsynet ude i systemet, den oprindeligt var galt med. Så ret kikkerten mod kompleksiteten i funktionerne og systemer i staten.

Anbefalinger til fremtiden

Selskabets anbefalinger til en revision af rapporteringssystemet udgør fortsat et reelt bud på en revitalisering af systemet. Et system, som uden tvivl har bidraget til både patientsikkerheden og en kultur, der i højere grad fokuserer på patienternes ønsker og behov. Her tænker jeg på nøgleord, som har generel betydning: Enkelhed, ikke-sanktionerede, lokal anvendelse af data, erfaringsudveksling, integration og transparens.

Anbefalingerne rummer samtidig de grundlæggende principper, som Dansk Selskab for Patientsikekrhed fortsat arbejder ud fra i bredere forstand. Bærende principper som jeg mener, adresserer de udfordringer Beth Lilja peger på.

Der er en risiko for, at sundhedsprofessionelle kommer til at forbinde indsatsen for patientsikkerhed med bureaukrati og kontrol, sådan som Beth Lilja peger på. Det er en udvikling, jeg også vil advare i mod.

Advarslen tager udgangspunkt i både danske og internationale erfaringer. Der er evidens for, at stærk ledelse og læring skaber en stærk patientsikkerhedskultur, mens intimiderende trusler om straf skaber frygt og får patientsikkerhedskulturen til at degenerere.

Næste skridt for patientsikkerheden er stærk og synlig ledelse, der tager os til et nyt niveau, hvor de sundhedsprofessionelle trygt kan anvende deres kompetencer og gøre det, de er bedst til. Hvor de uden frygt løbende kan forbedre sig og lære af både det der går galt, og det der går godt. I et tæt samarbejde med dem, det hele handler om – patienterne.

Tak til Beth for at skabe grundlaget!

Læs også: UTH er til for læring – ikke for rapportering

Læs også: »Vi har skabt et monster. Et bureaukratisk papirtigermonster«

Skriv kommentar