Reservelægerne Cecilie Thonesen Franck (tv.), Ida Ringsing Nielsen og Mette Hartmann Nonboe står i et dilemma: De ønsker alle tre at blive på Lolland-Falster, men pga. den måde speciallægeuddannelsen er skruet sammen på i dag, så forudser de, at det bliver umuligt at opretholde et ordentligt familieliv, hvis de bliver boende i Nykøbing Falster.Foto: Joachim Rode

De må droppe udkanten Inden for de næste få år står Lolland-Falster til at miste en række læger, som egentlig havde bekendt sig til en fremtid i området. De har konkluderet, at de ikke kan blive speciallæger, hvis de bliver boende, for så risikerer familielivet at bryde sammen. Her er deres historier.

Med HU-læge Philip Månsson som pennefører har fire yngre læger, som p.t. bor og arbejder i Nykøbing Falster, valgt at stå frem med deres overvejelser om fremtiden, først i en mail til regionsrådsformand i Region Sjælland Heino Knudsen (S) og dernæst her i Dagens Medicin.

Det sker efter lange og nøje overvejelser. For som Dagens Medicin for nylig har beskrevet i en serie om ytringsfrihed, kan det have negative konsekvenser at tale højt om de problemer, man måtte få øje på i sundhedsvæsenet.

De er meget opsatte på ikke at fremstå som krævende eller forkælede, men ønsker at sende det budskab, at det først og fremmest er for de lokale patienters skyld, at de påpeger de logistiske problemer forbundet med at blive speciallæge i randområderne. Det er dem, patienterne, lægemanglen i sidste ende går ud over.

Her er deres historier. De udtaler sig alle som privatpersoner og ikke på vegne af deres respektive arbejdssteder.

Mette Hartmann Nonboe.Foto: Joachim Rode

Ingen HU i gyn-obs

Mette Hartmann Nonboe er oprindeligt fra Lolland-Falster og har studeret medicin i København, hvor hun også mødte sin mand, som hun i dag har to børn med. Familien bor i Nykøbing Falster.

Hvis det på ingen måde bliver muligt at tage noget af HU på Nykøbing F. Sygehus, så må jeg vælge et andet speciale, eller også flytter vi

Mette Hartmann Nonboe, reservelæge, Nykøbing F. Sygehus

Hendes forældre bor også i byen, og bl.a. derfor valgte hun at tage KBU der, og familien er blevet glade for området. Hun vil gerne være speciallæge i gynækologi og obstetrik, men i stedet for at komme i gang med videreuddannelsen, arbejder hun nu på en ph.d.

Den handler om de tests, der bruges i screening af livmoderhalskræft, og er derfor relevant for hendes ønskespeciale. Men imens fortoner videreuddannelsen sig. Først for nylig har Nykøbing Falster fået intro i hendes speciale, og den er oven i købet delt med Slagelse. Det indebærer pendling.

HU er der slet ikke mulighed for i Nykøbing Falster.

En HU i specialet skal derfor tages på hospitaler, der ligger mindst 1,5 times kørsel væk. At skulle pendle så lang tid i fire og et halvt år – fem år med en delt intro – harmonerer dårligt med et familieliv, hvor det ældste barn netop er startet i skole.

»Jeg er indstillet på at pendle. Det er slet ikke, fordi jeg ikke vil det. Men så mange år kombineret med et speciale, som er vagttungt, har jeg svært ved at se hænge sammen med, at vi har relativt små børn. Der er ingen tvivl om, at hvis det på ingen måde bliver muligt at tage noget af HU på Nykøbing F. Sygehus, så må jeg vælge et andet speciale, eller også flytter vi,« siger hun.

Som alternativt speciale ligger almen medicin lige for. I det fag kan man tage hele sin videreuddannelse på Lolland-Falster og det sydlige Sjælland.

»Jeg udelukker ikke, at det er et liv, jeg vil kunne trives i, men det er ikke mit førstevalg,« siger Mette Hartmann Nonboe.

»Og det løser jo ikke problemet med manglen på speciallæger på sygehuset. Vi har en ældre befolkningsgruppe, som ofte også er multisyge, og de har også brug for hjælp til gynækologiske problematikker. Så specialet er megarelevant,« siger hun.

Sammenhængende dage og overnatning ville hjælpe

Hun håber på, at de organisatoriske ændringer, der p.t. finder sted i Region Sjælland, kan udvirke nogle HU-forløb, der i højere grad inddrager udkantshospitalet. Hun nævner som eksempel en kombination af Sjællands Universitetshospital, Køge og Nykøbing F. Sygehus plus højtspecialiserede funktioner på Herlev eller Hvidovre.

Og der er andre ideer, som handler om organisering på arbejdspladserne.

»Måske kunne man have nogle sammenhængende dage, hvor man arbejdede en del og måske havde overnatningsmuligheder. Så man havde længere vagter og så mere fri i den anden ende, så man ikke behøvede køre så meget frem og tilbage,« siger hun.

»Det ville give større sandsynlighed for, at vi blev i området. Det er jo fordi, vi gerne vil området. Vi vil gerne den patientgruppe, der befinder sig på Lolland og Falster.«

Ida Ringsing Nielsen.Foto: Joachim Rode

Ønsker sig mere koordinering med Køge

Ida Ringsing Nielsen bor også i Nykøbing Falster med mand og to små børn, begge under skolealderen. Hun vil gerne være endokrinolog, et yderst relevant speciale for Lolland-Falster, hvor der bor mange mennesker med diabetes.

Vi appellerer til, at flere forløb hænger sammen på en måde, som kunne øge sandsynligheden for, at flere speciallæger bliver i udkantsområderne

Ida Ringsing Nielsen, reservelæge, Nykøbing F. Sygehus

Ligesom Mette Hartmann Nonboe har hun studeret medicin i København og har haft KBU på sygehuset samt i en almen praksis i Nykøbing Falster. Både hun selv og hendes mand kommer fra Sydhavsøerne.

I øjeblikket er hun i en introstilling på 30 timer om ugen på Medicinsk Afdeling på Nykøbing F. Sygehus. Resten af arbejdstiden bruger hun på forskning inden for endokrinologi.

Inden for de næste par år skal hun efter planen søge HU. Den fagligt set mest optimale plan for hende er det forløb, der starter i Nykøbing Falster, hvor man er i et år, derefter et halvt år i Slagelse, to år i Herlev og til sidst halvandet år i Slagelse igen.

Men hun ville ønske, at mere af forløbet kunne placeres i Nykøbing Falster.

»Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke kommer uden om at skulle pendle. På et eller andet tidspunkt skal jeg ind til Region Hovedstaden, hvor de har de avancerede funktioner,« siger hun.

»Men jeg er uforstående over for, hvorfor der kun er et år i Nykøbing Falster. Jeg ved ikke alt om alle afdelinger, men umiddelbart tror jeg ikke, at de laver noget andet i Slagelse end i Nykøbing Falster. Der er også en endokrinologisk afdeling i Køge, og hvis man kunne koordinere med den og lave et tæt samarbejde, så tror jeg måske, at det var mere givende læringsmæssigt.«

Hun tror også, at det ville hjælpe, hvis slutningen af forløbet kunne lægges på det perifere hospital. Så ville springet til en efterfølgende, mulig ansættelse måske være lettere.

»Hele formålet er jo, at vi gerne vil have, at folk skal blive, når de er færdige. Det er også et problem andre steder i landet. Vi appellerer til, at flere forløb hænger sammen på en måde, som kunne øge sandsynligheden for, at flere speciallæger bliver i udkantsområderne,« siger hun.

Prøver at trække tiden, men uret tikker

Også hun har overvejet almen medicin som alternativ til endokrinologien, men det er ikke det speciale, hun brænder for.

»Det er jeg slet ikke interesseret i. Jeg ville kunne tage videreuddannelsen her i området, og man kan håbe på at blive ansat på Medicinsk Afdeling, men det bliver man ikke en dygtig internmediciner af. Så jeg synes, at det er en forringelse,« siger hun.

»Det er ærgerligt for yderkantsområderne, for der er et stort behov. Folk er rigtigt syge i forhold til andre regioner og områder.«

Indtil videre vil hun trække tiden ud. Det kan f.eks. være med forskning eller i form af uklassificerede stillinger. Men uret tikker.

»Jeg har brug for noget tid til at finde ud af, hvad jeg vil. Men man kan kun være to år (i uklassificerede stillinger, red.) på den afdeling, som man gerne vil have videreuddannelsesforløb i, så det kan jeg ikke blive ved med. Det synes jeg også er lidt et problem. Det ville være godt at kunne trække tiden, til børnene er lidt større,« siger hun.

Cecilie Thonesen Franck.Foto: Joachim Rode

Flere introer for at få HU

Cecilie Thonesen Franck kommer ligesom Mette Hartmann Nonboe og Ida Ringsing Nielsen fra Lolland-Falster. Hun studerede medicin i Odense, har haft KBU på Sydhavsøerne og er nu på sin anden intro på hhv. medicinsk og pædiatrisk afdeling i Nykøbing Falster – lige nu er hun dog på barsel.

Hvis jeg har 2,5 år på et storkøbenhavnsk hospital og så halvandet år i f.eks. Slagelse – det er mange år, jeg skal pendle. Så vi skal formentlig flytte

Cecilie Thonesen Franck, reservelæge, Nykøbing F. Sygehus

Hun og hendes mand, som også har rødder i området, har tre børn og bor i Nykøbing Falster. Netop deres familiære tilknytning til området har betydning for, at de begge har et ønske om at blive der.

Men det kan blive svært, idet hun har udset sig pædiatrien som det speciale, hun ønsker at lægge sit lægeliv i.

Det er først inden for de seneste år, at det overhovedet er blevet muligt at tage sin intro i pædiatri på Nykøbing F. Sygehus, men det er ikke muligt at tage en del af HU i specialet på sygehuset.

»Det er det eneste sted i regionen, der ikke er inkluderet i et HU-forløb i pædiatri. Både Holbæk, Slagelse og Roskilde har forløb, hvor man er halvandet år på deres sygehus. Og ud af de i alt 13 HU-forløb er der kun 4 med 1,5 år på enten Slagelse eller Roskilde, som ville være interessante for mig rent pendlingsmæssigt. De resterende forløb er hovedstadsforløb,« siger hun.

Dertil kommer, at Cecilie Thonesen Franck regner med at skulle gennem endnu en intro for at kunne kvalificere sig til et af disse forløb. Også denne gang i pædiatri, som er et populært speciale og dermed meget kompetitivt.

»Andre, jeg har været på kursus med, siger, at de har erfaret, at det er svært at komme i betragtning til HU-forløbene i Videreuddannelsesregion Øst, hvis man ikke har haft intro på et hovedstadssygehus. Det forstår jeg ikke helt, for jeg har opnået de samme kompetencer som dem fra større sygehuse,« siger hun.

Ikke desto mindre tager hun udsigten til en tredje intro med i overvejelserne om fremtiden.

»Jeg skal starte igen til januar og mangler så et par måneder af introen hernede. Den vil jeg færdiggøre først, og så skal vi finde ud af, hvad vi gør. Vi har tre børn, og det ene går i skole,« fortæller hun.

Konklusionen ligger lige for:

»Hvis jeg har 2,5 år på et storkøbenhavnsk hospital og så halvandet år i f.eks. Slagelse – det er mange år, jeg skal pendle. Så vi skal formentlig flytte.«

Usandsynligt at komme tilbage

Ingen forhindrer de yngre læger i at flytte tilbage til udkanten efter endt videreuddannelse, hvis de får muligheden for at få job der. Det har de da også overvejet, men hensynet til især børnene gør, at de mener, det er højst usandsynligt, at det vil ske.

»Det er da en tanke. Men når jeg er færdig, så står jeg med to måske tre skolebørn, som jeg så skal flytte igen. Og hvis vi har boet et sted i fem år, så er det ikke optimalt igen at rive alting op med rode. Så synes jeg, at det begynder at blive mange skoleflyt,« siger Cecilie Thonesen Franck.

Fik hun frit valg til selv at sammensætte sit forløb, ville hendes yndlingsscenarie se sådan her ud:

»Hvis man fik, lad os sige det sidste halvandet år på Nykøbing F. Sygehus, som de andre har i Roskilde eller Slagelse, og der f.eks. kunne lægges et halvt år på Roskilde eller Slagelse, så ville det se mere overkommeligt ud. De resterende to år kunne lægges på et hovedstadssygehus,« siger hun.

»Så ville det være overkommeligt at pendle. Men ikke fire-fem år.«

Også i hendes tilfælde risikerer området syd for Storstrømmen således at vinke farvel til en læge, der sigter mod et speciale, som området har behov for.

Sebastian Bach Fiege, der fortæller sin historie nedenfor, havde i modsætning til sine kolleger ikke mulighed for at være med, da Dagens Medicins fotograf var i Nykøbing F. Her er det fra venstre reservelægerne Ida Ringsing Nielsen, Cecilie Thonesen Franck og Mette Hartmann Nonboe og HU-læge Philip Månsson.Foto: Joachim Rode

Huset er solgt

Det er allerede tilfældet for den sidste af de fire yngre læger, der er portrætteret her.

Det er bare så ærgerligt. Hvis mere af min HU kunne ligge i Region Sjælland, så kunne jeg blive her i lang tid

Sebastian Bach Fiege, reservelæge, Nykøbing F. Sygehus

Sebastian Bach Fiege er overbevist om, at hans lægefremtid ligger inden for anæstesien, og han er færdig med intro i specialet, som fandt sted på Nykøbing F. Sygehus, hvor han også har taget intro i akutmedicin. Her arbejder han nu i en uklassificeret stilling i anæstesien.

Han har ligesom Cecilie Thonesen Franck studeret i Odense, og det var hans KBU, som bragte ham og familien til Lolland-Falster, hvor hans hustru, som er sygeplejerske, også fik job på sygehuset. Parret har to børn, hvoraf det ene er begyndt at gå i skole.

Begge blev så glade for at være på Nykøbing F. Sygehus, og børnene faldt så godt til, at de gerne ville blive i området. Alligevel flytter de nu væk. Huset er allerede solgt, og de flytter til Smørum vest for København, hvorfra Sebastian Bach Fiege vil pendle til jobbet i Nykøbing Falster, som løber til sommer næste år. Det er lidt over en time hver vej. Det generer ham ikke synderligt.

»Der er masser af os, der pendler, og fra Smørum er der også en times pendling til Rigshospitalet. Men hvis man skal fra Nykøbing Falster til Rigshospitalet eller Hillerød, så er der op mod to timers pendling, og så begynder det at blive hårdt,« siger han.

Smørum er valgt, fordi begge ægtefæller kommer fra området, har familie der, og fordi Sebastian Bach Fiege derfra kan have en overkommelig pendling, stort set uanset hvordan hans HU-forløb kommer til at se ud.

»Grunden til, at vi flytter nu, uden at jeg har HU på plads, er jo, at jeg godt ved, at en stor del af min videreuddannelse kommer til at ligge nordpå. Så vi flytter nu, mens børnene ikke har nået at få så lang tid i Nykøbing Falster. Det bliver sværere, jo ældre de bliver,« siger han.

Men han ærgrer sig over, at det er endt sådan.

»Det er bare så ærgerligt. Hvis mere af min HU kunne ligge i Region Sjælland, så kunne jeg blive her i lang tid,« siger han.

»Men vi må erkende, at en HU indenfor det speciale, jeg ønsker, ikke kan hænge sammen med en bopæl så langt væk fra København, og så misser sygehuset i Nykøbing Falster en stor mulighed for at fastholde en kommende speciallæge og i vores tilfælde også en sygeplejerske.«

For usikkert at vente

Ligesom de andre læger har han noteret sig de fusionsplaner og andre omorganiseringer, som Region Sjælland har i støbeskeen, og som muligvis kan medføre ændrede HU-forløb. Han har også overvejet at trække tiden ud med f.eks. forskning eller flere uklassificerede stillinger. Men det er for usikkert.

Så for nuværende er Sebastian Bach Fiege og sygeplejersken, som han er gift med, tabt for Nykøbing F. Sygehus.

»Hvis vi havde en familiær relation, ville der være større chance for, at vi vender tilbage, men den chance er jo nu nærmest nul,« siger han.

»Det er rigtig ærgerligt for et sygehus, hvor man kan mærke, at nogle afdelinger til tider er afhængige af rigtigt få special- eller HU-læger, og som er en rigtig god arbejdsplads.«

Læs mere om emnet her:

8. september 2023 Hvorfor skal det være så svært at blive læge i provinsen?

8. september 2023 Knap 60.000 timers speciallægetid flyttes til Region Sjælland

Skriv kommentar