I 2022 udgjorde sundhedsfremme og forebyggelse ifølge Danmarks Statistik fem pct. af de samlede udgifter i sundhedsvæsenet. Men den demografiske udvikling og det stigende antal danskere med kroniske sygdomme presser sundhedsvæsenet og betyder, at vi er nødt til at overveje, hvordan vi forebygger.

De seneste ti år er antallet af kronikere steget med 21 pct. To ud af tre danskere over 16 år har én eller flere kroniske sygdomme. Og i 2030 forventes det, at 420.000 danskere vil leve med type 2-diabetes. Den – dog beskedne – opmuntrende pointe er, at mange kroniske sygdomme kan forebygges. Men det kræver, at vi tænker sundhed i et bredere perspektiv, når vi laver politik.

Massivt potentiale i investeringer i forebyggelse

At der er potentiale ved investeringer i forebyggelse, ses tydeligt i Sundhedsstyrelsen rapporter under ’Sygdomsbyrden i Danmark’, der beskriver ekstra omkostninger for samfundet forbundet med forskellige sygdomme og risikofaktorer.

Problemet med forebyggelse er, at alle ønsker mere af det, men at der alt for sjældent dykkes ned i de forebyggelsesgevinster, der ligger i vores eksisterende indsatse

Den ene rapport viser bl.a., at f.eks. depression alene har ’ekstra omkostninger’ i sundhedsvæsenet for 9,7 mia. kr. årligt, og herudover medfører et produktionstab for samfundet på 25,7 mia. kr. årligt. Den anden rapport viser, at rygning er den klart største risikofaktor forbundet med ekstra antal dødsfald, sygefravær og førtidspension.

Derfor ønsker vi fra Dansk Erhverv og Sundhed Danmarks side at gøre op med opfattelsen af danskernes sundhed udelukkende som omkostninger og udgifter. I stedet bør vi betragte sundhed som en investering og huske at medregne de gevinster, som indsatser medfører på længere sigt. En investering til gavn for danskerne, sundhedsvæsenet og samfundet.

Behov for forebyggelse og tidlig indsats med offentligt og privat afsæt

Problemet med forebyggelse er, at alle ønsker mere af det, men at der alt for sjældent dykkes ned i de forebyggelsesgevinster, der ligger i vores eksisterende indsatser, og som rummer erfaringer fra både den offentlige og private del af sundhedsvæsenet.

Et godt eksempel er udrednings- og behandlingsgarantierne som sikrer, at danskerne har ret til udredning inden for 30 dage og behandling inden for aktuelt 60 dage. Hele pointen med disse patientrettigheder har været at sikre flere behandlinger, men det undervurderes ofte, at der netop også ligger en forebyggelsesgevinst i de tidlige behandlinger, som netop gør det muligt at fange sygdomme og skader i opløbet.

For at styrke forebyggelsespotentialet endnu mere, bør man koble udrednings- og behandlingsgarantien, så man sikrer endnu mere sammenhængende patientforløb. Aktuelt kan du som patient risikere at blive henvist til udredning på et hospital og til behandling på et helt andet hospital. Dette skaber unødvendigt usammenhængende patientforløb, hvor der kan opstå ventetid, der ellers kunne være brugt på tidligere behandling og dermed behandling af skader i opløbet, inden de udvikler sig.

Behov for klare incitamenter og forpligtende mål

Derudover skal vi øge incitamentet til at investere i forebyggelse på arbejdspladsen. Det eksisterer i nogen grad i dag, men incitamenterne er dog noget diffuse. Det kommer til udtryk ved, at en virksomhed kan få fradrag for at investere i et fitnesscenter, men ikke for at samarbejde med en lokal fysioterapeut. Dette er til trods for, at fysioterapi og oplæring i relevante træningsøvelser kan være afgørende for bl.a. forebyggelse af leddegigt. Med andre ord er der tale om en lille investering for en virksomhed, som dog kan have en relativt stor effekt for både den enkeltes trivsel og på sigt for samfundsøkonomien som helhed.

Der er altså et unægteligt behov for at se sundhed i et bredere perspektiv. Derfor mener vi i Dansk Erhverv og Sundhed Danmark, at forebyggelse skal være forpligtende. Det gælder ikke kun i forhold til at skabe incitamenter, men også ved at sætte klare, forpligtende mål indenfor de områder, hvor sygdomsbyrden er størst.

Forebyggelsespotentialerne skal kortlægges og derefter prioriteres økonomisk i anerkendelsen af det som en langsigtet investering, der gavner de enkelte patienter og letter presset på sundhedsvæsenet. Vi kommer ikke udenom det, hvis vi skal skabe et samfund, der er gearet til fremtiden.