Debatindlægget er skrevet af en række ledere af den kommunale patientrettede forebyggelse. Se hvem nederst. 

I regeringens udspil til en sundhedsreform med navnet Sundhed tæt på dig, er der gode initiativer, der generelt vil løfte den samlede indsats til borgere med kroniske sygdomme. Man har lagt op til kronikerpakker til udredning og behandling, som man kender fra kræftpakkerne. Den praktiserende læge bliver i højere grad, end i dag, tovholder for borgerens samlede forløb på tværs af sektorer. 

Vi savner dog en reel dialog om overdragelsen af den patientrettede forebyggelse fra kommunerne til regionerne, som synes at være forsvundet i det store fokus på udspillets øvrige forslag.

Vi spørger: Hvad er formålet med at overdrage ansvaret for den patientrettede del af forebyggelsen, når man ønsker et nært sundhedsvæsen?

I kommunerne har vi kompetencerne til at arbejde med forebyggelse og mestring af kronisk sygdom – helt tæt på borgeren. De fleste kommuner løfter opgaven, og vi udvikler hele tiden tilbuddene ved at arbejde struktureret med data og kvalitet.

Vi ved, at borgerne i højere grad deltager i de patientrettede forebyggelsesindsatser, hvis tilbuddene er lokale. 

Vi arbejder på at differentiere tilbuddene så de, der kan selv, skal selv, og de, der har brug for mere intensiv indsats, får det. Det er mere lighed i sundhed!

Hvorfor flytte ansvaret for opgaven nu? Hvorfor ikke bevare det nære tilbud lokalt.  

Vil en flytning af området ikke blot betyde nye snitflader, tab af kompetencer og mindre sammenhæng i borgerens hele forløb og hverdagsliv?

Tre bekymringer

Det bekymrer os, når borgeren patientgøres. 

Vi hører dagligt borgere udtrykke lettelse over, at de kan deltage i de patientrettede forebyggelsesindsatser uden for sygehuset, tæt på deres hjem, i en ikke-klinisk kontekst. De giver udtryk for, at de har brug for normalisering og støtte til at leve et hverdagsliv med kronisk sygdom. 

Husk de overgange, som faktisk fungerer, og som borgerne sætter meget stor pris på, når de skal tilbage til hverdagslivet

De finder tryghed i at vide, at vi er i dialog med egen læge og sygehuse. Hvad får man ud af at fjerne dette fra kommunerne og centralisere omkring regionen?

Det bekymrer os, at borgerne mister den sammenhængende indsats på tværs af de kommunale områder.

Når man har fået en kronisk sygdom, har mange brug for hjælp fra de patientrettede forebyggelsesindsatser i kommunerne. Nogle har tillige brug for periodisk eller længerevarende støtte på tværs af de kommunale områder: Sundhed, beskæftigelse, socialområdet og ældreområdet. 

Flytter man opgaven til regionen, bliver det vanskeligere at skabe de broer og samarbejder, der allerede i dag fungerer mellem de kommunale områder.

Det bekymrer os, når afstanden mellem den patientrettede forebyggelse og civilsamfundet bliver større.

Vi ved, at borgere i patientrettede forebyggelsesindsatser får en bedre effekt på den lange bane, hvis de kan integrere indsatsen i deres hverdag – helt tæt på.

Vi kender tilbuddene i vores lokalområde. Og som en del af kommunen samarbejder vi med fritids- og kulturområdet samt det frivillige sociale område om at skabe gode lokale tilbud, der matcher borgerens behov og ønsker. Vi følger borgeren helt ud i aktiviteterne. Det er bæredygtigt for borgeren og for samfundet.

Husk på de gode overgange

At lade den patientrettede forebyggelse forblive en kommunal opgave er klogt! 

Generelt har kommunerne formået at skabe helhedsorienterede, differentierede indsatser af høj kvalitet med fokus på langtidsholdbare effekter for borgere med kronisk sygdom. Med de nye kvalitetsstandarder fra Sundhedsstyrelsen tager vi endnu et skridt i den rigtige retning – en retning som kan forstærkes yderligere med de kommende kronikerpakker.

Vi anerkender præmissen om, at der er udfordringer på tværs af sektorer, og at overgangene kan blive bedre. Men vi mener ikke, at det løses ved at overdrage ansvaret til regionen. Det skaber bare nye overgange, der skal overkommes – overgange som har meget stor betydning for borgerne – overgange til det levede liv. 

Der har været et ret ensidigt fokus på de overgange, der ikke fungerer. Husk de overgange, som faktisk fungerer, og som borgerne sætter meget stor pris på, når de skal tilbage til hverdagslivet.