For 12 år siden mistede Jesper Aagaard Nielsen begge ben, da han som udsendt for Forsvaret til den afghanske Helmandprovins var så uheldig at træde på en landmine.
I dag er han et medicinsk fænomen på dansk jord, nemlig den eneste her i landet, der indtil videre har fået de såkaldte OI-proteser på begge ben.
OI står for ‘osseointegreret’, og udtrykket dækker over, at protesen i modsætning til de sædvanlige proteser ikke sidder som et hylster uden på benstumpen, men er integreret i selve knoglen.
For Jesper Aagaard Nielsen har denne type protese betydet alverden.
»Jeg er et helt andet menneske. Mere livsglad og udadvendt,« siger han.
»Jeg er måske ikke så eventyrlysten, som før jeg mistede benene, men jeg er kommet tilbage og har igen lyst til at møde folk.«
Tidligere havde han almindelige hylsterproteser, men han blev aldrig ‘gode venner med dem’, som han siger. Han endte med ikke at bruge dem ret meget og foretrak i stedet sin kørestol. Han endte også i en sindstilstand præget af depression og misbrug, ligesom han tog en del på.
Når man betænker det traume, den erfarne soldat var ude for, er det ikke svært at forstå. For ulykken i Afghanistan var gjort af det stof, som mareridt er lavet af.
Jespers historie
Her er Jesper Aagaard Nielsens fortælling:
»Det var 1. juni i 2010, og vi var en lille patrulje, der var taget ud fra basen, Patrol Base Line, for at sikre en vej, og der kørte vi på en bombe tidligt, som kun forårsagede materielle skader, og på vejen hjem kørte vi på en mere. Den har der siddet en talebaner og detoneret – den slog én ihjel og sårede to andre. Det var en af de store.
Lægerne skærer igennem hele kroppen fra top til tå, men jeg bliver ikke lynet op på maven, så de kan kigge efter indre blødninger
Da vi går og rydder op, for vi efterlader os ikke trofæer, som Taleban kan bryste sig af, skal jeg nå at fjerne en rygsæk, inden en lastbil henter de havarerede køretøjer, og der får jeg trådt på en nedgravet bombe, der ligger i området.
Jeg har en sjette sans – en fornemmelse – under de sidste fem-seks skridt, jeg tager, men jeg er af den overbevisning, at det er lastbilen, der bliver detoneret, og at jeg bliver taget med i faldet. De første mange uger tror jeg også, at det er det, der er sket. Men det er en ‘pressure plate’ – dvs. en hjemmelavet bombe, som er lavet af primitive materialer, og som er enormt svær at finde – som jeg har trådt på. Den har haft en sprængkraft på omkring 10 kilo C4 (en type sprængstof, red.), og det er rimeligt kraftigt.
Jeg lander i et krat, og begge mine ben er revet i stykker, ligesom min højre albue er ødelagt, og der er en masse følgeskader. Vi har en Falckredder med derude, som redder mit liv.
Jeg er ved bevidsthed i et kvarters tid, indtil der kommer en helikopter, og jeg bliver lagt til at sove. Det er en gylden regel i Afghanistan, at hvis der har været en patrulje ude, som har haft et dødsfald, så kommer der en helikopter, som bliver i luften bagefter, så der var jeg svineheldig, at den helikopter var i nærheden.
Fløjet til Danmark i koma
Dette her sker en tirsdag kl. tre eller fire om eftermiddagen, og jeg bliver fløjet til Danmark om torsdagen. Jeg bliver fløjet til Roskilde Lufthavn og derfra kørt til Rigshospitalet, hvor jeg bliver vækket fredag morgen, så jeg har været i koma i næsten tre dage.
Lægerne skærer igennem hele kroppen fra top til tå, men jeg bliver ikke lynet op på maven, så de kan kigge efter indre blødninger. I Afghanistan har de taget overskydende knogler og lavet forholdsvis pæne amputationer, men de skal rettes til, så jeg bliver opereret.
Min højre albue er stort set væk, og i Afghanistan var de ved at tage armen, men en dansk sygeplejerske, vi havde derude, kendte til en kirurg på Rigshospitalet, Finn Warburg (nu pensioneret ortopædkirurg med speciale i krigsskader, red.), som hun mente kunne redde den. Så han og hans team bruger 19 timer på operationen, og albuen bliver rekonstrueret.
Mit venstre ben er ret meget mere i stykker end det højre, men på Rigshospitalet sørger de for, at amputationerne er ca. lige lange, og efter syv uger er jeg oppe at stå.
Kæmpede sig rundt i otte år
Det første år går egentlig fint med genoptræning, delmål og at kunne se fremad. Og heldigvis har jeg en mor, som dengang var ved at læse til sygeplejerske, og som mente, at man skulle snakke om sådan noget som det, jeg havde oplevet, lige meget hvor traumatiseret man var.
Heldigvis fik jeg bearbejdet det, og til sidst blev det hverdag.
Jeg bliver aldrig gode venner med de hylsterproteser, jeg får, men jeg kæmper mig rundt på dem i otte år.
Min brors kone er fysioterapeut og et par år efter, at jeg kom til skade, nævner hun på et tidspunkt OI-proteserne, men jeg var ikke klar til at høre om det. Så jeg glemmer det igen, indtil jeg ser det poppe op hist og pist.
Blandt andet får jeg set noget på YouTube fra Australien og fra USA, som er gode til den slags, men det er lidt svært at finde ud af noget på dansk grund.
Men jeg får fat i navnet (på OI-proteserne, red.), og vi har en skytteforening for sårede soldater, som Finn Warburg også er en del af.
Og her viser det sig, at han lige har været på en konference, hvor han har hørt Klaus fra Aarhus (overlæge Klaus Kjær Petersen, Ortopædkirurgisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, red.) fortælle om dette her, så Finn Warburg får skrevet en henvisning til mig til Aarhus, og så er vi faktisk i gang.
Personlig udvikling inden operation
Jeg bor i Nordsjælland, så der er lidt langt, men jeg kommer til det første møde. Det viser sig, at selv om jeg er en god kandidat med pæne ben, der egner sig til den slags operation, så er der nogle omstændigheder, jeg skal have styr på.
Jeg kom fra et selvdestruktivt sted og havde det ikke skidegodt. Jeg var lige blevet clean efter et misbrug af både alkohol og stoffer og skulle have styr på mit liv igen. Jeg var også svært overvægtig og storryger.
Så i Aarhus blev vi enige om, at de skulle se noget personlig udvikling. Jeg blev helt vildt motiveret, så jeg kvittede cigaretterne – det var faktisk det sværeste. Jeg var allerede stoffri, og jeg tabte mig 10-15 kilo.
Vi havde løbende samtaler, og jeg var i Aarhus nogle gange for at sige hej og snakke om status, og efter halvandet års tid begyndte de at tro på, at det kunne lykkes, og så begyndte det med indkaldelse til operation.
Det var i 2021, og så var der lige en sygeplejerskestrejke, som gjorde, at det blev foråret 2022 – det var 10. maj – i stedet for i efteråret 2021, at jeg blev opereret. En måned før operationen fik jeg også corona, men jeg testede negativ inden operationen.
Svære smerter efter operationen
Den tog otte timer, og bagefter gjorde det rigtig ondt. Jeg var svær at smertedække og havde enormt ondt, da jeg vågnede, men heldigvis var der en ung læge på vagt, som sørgede for, at jeg fik noget smertestillende.
Jeg var på hospitalet i en uge. De ville vist gerne have sparket mig ud tidligere, men med så store smerter gik det ikke rigtig, så det passede mig godt, at jeg kunne blive en uge.
Min kæreste kom og hentede mig og passede mig i de første 14 dage, og efter tre uger var jeg tilbage i Aarhus igen til tre dages introduktion til genoptræning.
For mig er det alle de praktiske gøremål, der er vigtige, og det spiller nu. Jeg kan gøre rent, lave mad og gå tur med hunden
Først får man nogle korte spyd sat på, og det er en langsommelig proces med at få vægttrænet dem, så det heler op i knoglen. Jeg skulle sidde på en briks og så øge vægten.
Det tog vel en måneds tid, før jeg fik fødder på. Det var så stadig på de meget korte ben, som faktisk er rør med en lille fod på.
Så måtte jeg begynde at gå lidt rundt, for at knoglerne kunne hærde. De lodrette stød er fine. De tvinger knoglen til at hærde og blive stærk. De skrå positioner er mere tricky, og jeg er ovenikøbet dobbeltamputeret.
På et tidspunkt fik jeg så de endelige proteser, som har knæ på. Det var en speciel oplevelse at købe sko igen. Jeg er gået lidt ned i størrelse og er nu en 43.
Jeg har stadig begge sæt proteser, også de korte rør, der fungerer som sutsko, når jeg er hjemme. Jeg skal ikke tænke så meget over dem. Man skal koncentrere sig mere, når der er knæ under en, som kan bøje.
Samarbejdet med Dordi, fysioterapeuten fra Aarhus, (Dordi Øyen Ougaard, red.), betyder meget. Hun tog mig under sine vinger og fik mig til at lave mange små balanceøvelser og muskeloptræning.
Hvis du for eksempel er ved at falde, så griber du balancen først med anklen, så med knæet og så hoften. Men jeg skal op at have fat i hoften med det samme. Jeg har opdaget mange muskler, jeg ikke anede, jeg havde.
Købte hund som det første
I princippet vil jeg kunne alle mulige ting, men for eksempel dans er ikke mit primære fokus. Cykling burde være en mulighed. Løb er lidt sværere. Der skal man på kulfiberfjedre, men som jeg har forstået det, giver det et for voldsomt vrid. Det er ret mange kilo, proteserne skal holde til.
Fremover vil der løbende være træningsophold, hvor jeg er ovre ved Dordi. Så overnatter jeg på patienthotellet, og vi laver en tre-fire træningspas og får mit træningsfokus på plads.
Lige nu er det balance og at udnytte proteserne ordentligt. Til foråret bliver det næste at øve skråninger nedad. Det er enormt svært.
For mig er det alle de praktiske gøremål, der er vigtige, og det spiller nu. Jeg kan gøre rent, lave mad og gå tur med hunden.
Vi har et lille, fint kryds af noget mops, noget cavalier og noget petit griffon brabançon på seks kilo. Det var det første, vi gjorde, da Dordi sagde, at ‘nu må du gå’.
Det var omkring 6. juli, og dagen efter, at jeg fik fri leg, købte vi hunden, og jeg går med den hver dag.«
