Vi står foran en epidemiologisk tsunami, hvor antallet af ældre med kræftsygdomme vil fordobles i de kommende årtier, og hvor mange af dem er sårbare eller skrøbelige.
ESMO 2022:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESMO her.
Som tingene ser ud lige nu, kan hverken læger eller andet sygehuspersonale løbe hurtigere, og derfor er der et klart behov for bedre metoder til at pege på, hvilke patienter der kan få gavn af et behandlingsforløb, og i hvilke tilfælde læger ikke skal udsætte skrøbelige patienter for en belastende behandling med bivirkninger.
Nu viser et nyt studie, at forskellige metoder til at screene patienter for deres kapacitet for at gå gennem et livsforlængende behandlingsforløb virker godt i forhold til at udpege de patienter, der vil have gavn af behandling, og hvem der ikke vil.
Forskningen er netop præsenteret på den årlige kongres for European Society for Medical Oncology (ESMO).
»Alderen er et tal, som siger meget lidt om ens fysiske funktion, og at bruge alderen alene kan føre til både over- og underbehandling. Sårbare ældre har risiko for begge dele, og derfor er det vigtigt at finde dem, der formentlig ikke får meget gavn af kemoterapien. Vi har behov for metoder til rutinemæssigt at stratificere patienter, så vi kun giver behandlingen til dem, hvor det giver mening,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og forsker Gabor Liposits fra Onkologisk Forskningsenhed ved Odense Universitetshospital.
160 kræftpatienter med i studie
I studiet har forskergruppen undersøgt den prognostiske værdi af fire forskellige værktøjer til at vurdere patienters fysiske tilstand på diagnosetidspunktet for tyk- og endetarmskræft.
Så er det et spørgsmål om, hvorvidt de vil have en behandling, som de alligevel ikke får gavn af, men kun bivirkninger, eller om vi skal gøre noget andet, så deres sidste tid bliver så god som mulig
Gabor Liposits, læge og forsker, Odense Universitetshospital
De fire værktøjer er henholdsvis ECOG performance status, frailty phenotype (et mål for at være skrøbelig), G8 og VES-13.
Forsøgsdeltagerne deltog alle i NORDIC9-studiet, hvor 160 ældre patienter med metastaserende tyk- og endetarmskræft har deltaget. Forsøgspersonerne var gennemsnitligt 78 år gamle og ikke egnet til standard fulddosis kombinationskemoterapi.
Gabor Liposits har i studiet undersøgt, hvor godt resultatet af de fire forskellige værktøjer kan bruges til at stille en prognose for progressionsfri overlevelse og total overlevelse.
»Alle undersøgelserne tager under ti minutter og vurderer meget hurtigt patientens fysiske formåen. Ligger patienten mest på sofaen, eller kan patienten også gå ud for at handle, gøre rent, og håndtere økonomien? Så får de en score, og vi har vurderet, om denne score ud fra de forskellige værktøjer kan bruges til at sige noget om, hvordan det kommer til at gå patienten senere hen i kemoterapiforløbet,« forklarer han.
Fysisk tilstand siger meget om overlevelsesmuligheder
Resultatet af undersøgelsen viser, at de forskellige metoder har god prognostisk værdi.
Blandt andet viser studiet, at ECOG-scoren og VES-13 siger noget om den mediane overlevelse for patienterne. En patient med en ECOG-score på nul lever eksempelvis omkring 21 mdr. efter diagnosetidspunktet, mens ved en patient med en score på to kun lever ti mdr.
»Når jeg ser en patient, der har en ECOG-score på to og/eller en VES-13 over tre, kan jeg sige til den patient, at de har væsentlig forhøjet risiko for at have en betydelig kortere overlevelse til trods for kemoterapi. Så er det et spørgsmål om, hvorvidt de vil have en behandling, som de alligevel ikke får gavn af, men kun bivirkninger, eller om vi skal gøre noget andet, så deres sidste tid bliver så god som muligt,« siger Gabor Liposits.
Behandlingen gavner ikke alle
Gabor Liposits fortæller, at konklusionen på studiet er, at der findes gode værktøjer til at vurdere, hvordan kræftpatienters fysiske tilstand har indflydelse på deres udbytte af en kræftbehandling.
De værktøjer bør vi ifølge forskeren benytte i større grad, især fordi de er så hurtige og lette at bruge.
»Selvom man har mulighed for at give behandling, får patienten ikke meget ud af det, hvis patienten i forvejen har en skrøbelig fysik. Mange patienter får tilbudt behandling, fordi man lige vil give et skud og se, hvordan det går, men i hverdagene skal vi være bedre til at forholde os til evidensen, og den peger på, at mange patienter aldrig vil få gavn af forskellige former for behandlinger, og at vi kan identificere, hvem det drejer sig om. Det skal vi bruge mere konsekvent i klinikken. Det er bedst for patienterne,« siger Gabor Liposits.
