Halvdelen af alle ambulante KOL-patienter i Danmark får inhaleret binyrebarkhormon som vedligeholdelsesbehandling, selvom det formentlig kun er nødvendigt en brøkdel af tiden. For nogle patienter er det slet ikke nødvendigt.
Begynder man i stedet at justere medicinen ud fra biomarkører, vil man formentlig kunne spare ca. 50-70 pct. af det inhalerede binyrebarkhormon, der ordineres. Det er perspektiverne i den forskning, som overlæge på Herlev og Gentofte Hospital Jens-Ulrik Stæhr Jensen og en række andre forskere fra det lungemedicinske netværk COP:TRIN igangsætter i løbet af de næste par måneder. I ryggen har forskerne en bevilling på 10 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden, som Jens-Ulrik Stæhr Jensen modtog på vegne af forskerholdet i foråret.
De kommende studier vil bygge på eksisterende forskning, som Dagens Medicin tidligere har omtalt, og som Jens-Ulrik Stæhr Jensen også har været involveret i. Forskningen viste, at antallet af hvide blodlegemer af typen eosinofile granulocytter kan forudsige, om en patient får effekt af behandling med binyrebarkhormon. Derfor kan eosinofile granulocytter benyttes som biomarkør for, hvornår behandling er mest effektiv.
Blandt andet viste et studie, der blev publiceret i tidsskriftet The Lancet Respiratory Medicine sidste år, at man kan halvere brugen af systemisk prednisolon (binyrebarkhormon) hos indlagte patienter med akutte exacerbationer – forværringer – når man anvender en biomarkør-guidet behandling.
Med dette projekt adresserer vi de to lejre, der – lidt hårdt tegnet op – findes inden for faget: tilhængere af binyrebarkhormon og modstandere. Vi vil gerne have enderne til at mødes og se mere dynamisk på behandlingen
»Det er den viden, vi tager afsæt i, men nu inddrager vi også inhaleret behandling på ambulante patienter. Selvom inhaleret behandling er mildere end den systemiske, er der også her en række alvorlige bivirkninger som lungebetændelse og kroniske infektioner, og derfor giver det god mening, at vi bliver bedre til at udvælge de patienter, som reelt har gavn af behandlingen,« fortæller Jens-Ulrik Stæhr Jensen om det nye projekt.
Fra statisk til dynamisk
I den forestående undersøgelse vil patienterne få målt biomarkører i blodet hver tredje måned i tolv måneder og på baggrund af målingerne få skruet op eller ned for medicinen.
»Vi arbejder på en switch-on-switch-off-strategi med et interval på tre måneder frem for en mere statisk tilgang, hvor behandlingen baseres på en startmåling, når patienten henvises til ambulatoriet. Det er vores indtryk, at for mange patienter får inhaleret binyrebarkhormon uden nødvendigvis at have brug for det hele tiden,« siger Jens-Ulrik Stæhr Jensen og fortsætter:
»På den måde adresserer vi også de to lejre, der – lidt hårdt tegnet op – findes inden for faget: binyrebarkhormontilhængere og -modstandere. Vi vil gerne have enderne til at mødes og se mere dynamisk på det. I nogle perioder kan patienterne have brug for binyrebarkhormon, mens de kan undvære det i andre perioder.«
Jagt på markører for forværringer
Måling af de eosinofile granulocytter vil være omdrejningspunktet for selve interventionen i de kommende studier, men forskerne vil også være på udkig efter andre biomarkører, som kan bidrage til at karakterisere patienterne mere præcist.
Det gælder blandt andet identifikation af biomarkører, der kan forudsige, om patienten har risiko for hospitalskrævende exacerbation af sin sygdom. Et vigtigt element i mulig tidlig behandling.
»I øjeblikket er KOL-exacerbation en diagnose, som udelukkende hviler på en lægelig vurdering. Der findes ingen objektive parametre, som vi for eksempel kender det fra mistanke om blodprop i hjertet. Hvis en patient kommer med ondt i brystkassen, vil lægen kunne foranledige, at der bliver lavet et EKG og eventuelt en blodprøve, der viser, om der er udslip af enzymer fra hjertemusklen. Den mulighed har vi ikke med KOL-exacerbation,« Jens-Ulrik Stæhr Jensen.
»Vi står med en tilstand, der er lige så farlig som en blodprop i hjertet, men hvor vi kun har patientens oplevelse af sine symptomer at ordinere en behandling ud fra. Derfor er vi på jagt efter nogle markører, der forudsiger forværring af KOL på samme måde, som enzymer fra hjertet kan vise tegn på en blodprop,« lyder det fra overlægen.
Håbet er, at man vil kunne nedbringe den usikkerhed, der er forbundet med diagnosen og dermed også minimere risikoen for fejlbehandling:
»En KOL-patient med øget åndenød vil ofte få diagnosen KOL-exacerbation, men åndenøden kan også være tegn på hjertesvigt, og det hjælper behandling for exacerbation jo ikke på. Vi har en forpligtelse til at komme et spadestik dybere og med højere sikkerhed kunne afgøre, om symptomerne kommer fra KOL, eller de forårsages af andre sygdomme,« siger Jens-Ulrik Stæhr Jensen.
Påvirker lungemikrobiomet
Ud over biomarkører vil forskerholdet også undersøge det, som overlægen kalder ’det nye store dyr i åbenbaringen’ – nemlig undersøgelser af mikrobiomer. Her udfører man en meget differentieret undersøgelse af bakteriefloraen i lungerne ved hjælp af bronkoskopi. Formålet er dels at få større viden om mikroorganismers betydning for sygdomsudviklingen ved KOL, dels at blive klogere på, om bestemte ændringer i mikrobiomet øger risikoen for en dårlig prognose, så man kan modvirke sådanne ændringer ved forskellige behandlinger.
Ifølge Stæhr Jensen er hypotesen, at bakteriefloraen i lungerne ændrer sig i takt med, at der skrues op og ned for binyrebarkhormon.
»Vi ved, at et højt forbrug af inhaleret binyrebarkhormon giver risiko for lungebetændelser, formentlig fordi det høje forbrug skaber en selektion af de lidt mere lungebetændelsesfremkaldende bakterier. Omvendt vil et lavt forbrug sandsynligvis skabe grobund for en høj diversitet i den mikrobiologiske flora i lungerne. Det er i virkeligheden det samme princip, vi ser i tarmfloraen, når man giver høje doser penicillin – lungemikrobiomet er bare et område, vi endnu ikke ved så meget om.«
Forskningsprojektet bliver sat i gang inden for de næste par måneder og involverer indtil videre afdelinger på syv af landets hospitaler. Rekrutteringen af patienter vil forløbe over 18 måneder og vil minimum involvere 444 patienter.
