Videnskabelig guldfeber
Foto: Lars Andersen

Videnskabelig guldfeber Det er altafgørende, at man som borger og patient altid kan have tillid til, at der bliver passet godt på en, og at man er fuldt oplyst om formålet, når man siger ja til at deltage i et forskningsforsøg – uanset hvor lille og ikke-indgribende dette forsøg er.

Foråret 2020 vil af de fleste blive husket mange år frem. 11. marts lukkede statsministeren mere eller mindre Danmark ned, og hele sundhedsvæsenet var i alarmberedskab, indtil det i løbet af april og maj stod klart, at der var relativt godt styr på coronaepidemien i Danmark, og at vi ikke ville opleve de frygtede italienske tilstande med store dødstal og et sundhedspersonale, der var fuldstændig overvældet af situationen.

Det er altafgørende, at man som borger og patient altid kan have tillid til, at man er fuldt oplyst, når man siger ja til at deltage i et forsøg – uanset hvor lille og ikke-indgribende dette forsøg er

Der bredte sig ligefrem en vis eufori. Pludselig kunne alt lade sig gøre. Videokonsultationer blev lynhurtigt taget i brug i almen praksis, og det væltede frem med forskningsprojekter, der skulle gøre os klogere på alt om COVID-19, fra forløbet af sygdommen, til muligheden for behandling og vaccine. Fra fonde til virksomheder og offentlige institutioner forstod man vigtigheden af hurtig finansiering, og i alle administrative led gik det ligeledes over stok og sten. Videnskabelige protokoller blev skrevet og godkendt på rekordtid. Flere har talt om en ‘gold rush-stemning’, hvor alt kunne lade sig gøre.

Men måske gik det nogle gange også lidt for hurtigt. Som det beskrives i denne udgave af Dagens Medicin, blev et stort studie på Rigshospitalet stoppet i forsommeren, og den ledende forsker er nu anmeldt til politiet, fordi vedkommende indrullerede materiale fra 400 deltagere, selvom der kun var en foreløbig godkendelse fra den videnskabsetiske komité.

Formålet med studiet var at udvikle en antistoftest baseret på blodprøver fra personer med veloverstået COVID-19-infektion. Endnu er årsagen til den manglende godkendelse ukendt, men forskeren har erkendt sin brøde. Ifølge den politianmeldte forsker er et tilsvarende studie gennemført parallelt med det afbrudte studie, men dette er der ingen problemer med, da det var godkendt.

De videnskabsetiske komitéer blev oprindeligt stiftet på baggrund af Helsinki-deklarationen, der blev vedtaget af Verdenslægesammenslutningen i 1964. Deklarationen var en udløber af Nürnbergprocessen, hvor det blev afsløret, at læger i Nazityskland groft havde krænket menneskerettighederne.

De videnskabsetiske komitéer skal således sikre, at hensynet til forsøgspersoners rettigheder, sikkerhed og velbefindende går forud for videnskabelige og samfundsmæssige interesser i at skabe mulighed for at opnå ny viden eller undersøge eksisterende viden, som kan berettige forskningsprojektets gennemførelse.

Nogen vil måske tænke, at det er overdrevet at trække de videnskabsetiske standarder ned over noget så banalt som en blodprøve, der blot skal anvendes til at lave en antistoftest. Herregud, det at få taget en blodprøve er jo en meget lille ting, og patienten lider ingen skade, blot fordi blodprøven bliver brugt til nogle undersøgelser.

Men intet kunne være mere forkert. Selvom der ingen sammenligning er i øvrigt med de forfærdelige ting, der blev oprullet under Nürnbergprocessen, så handler det om tillid.
Det er altafgørende, at man som borger og patient altid kan have tillid til, at der bliver passet godt på en, og at man er fuldt oplyst om formålet, når man siger ja til at deltage i et forsøg – uanset hvor lille og ikke-indgribende dette forsøg er.

Og netop i disse år, hvor den ene fantastiske nye muligheder efter den anden gør det muligt for os at blive klogere på sygdom og hjælpe fremtidens patienter, er det vigtigere end nogensinde, at danskerne har tillid til, at alle regler overholdes, og at der er transparens om, hvad man siger ja til. Det må ingen af os glemme – heller ikke i en situation som under COVID-19, hvor den videnskabelige guldfeber raser, og vi risikerer, at målet kommer til at hellige midlet.

Endnu er ingen dømt i den konkrete sag, og der er ingen grund til at pege fingre ad en forsker, der måske er snublet i den tråd, som rigtig mange under de forkerte omstændigheder kunne være kommet til at snuble i. Men vi må som minimum forvente, at sagen bliver undersøgt til bunds. I mellemtiden kan alle, der er involveret i forskning, passende gribe i egen barm og tænke over, om det kunne være sket for dem, eller et af de projekter, de var involveret i. Og ikke mindst tænke over, hvad der skal til for, at det ikke sker.

Skriv kommentar