Prioritering i almen praksis er vigtigere end nogensinde. Sygehusene sender flere opgaver ud til primærsektoren, mens praktiserende læger kæmper for at holde fast i deres kerneopgaver. 

Samtidig sniger der nye faglige vejledninger ind via Lægehåndbogen og forløbsbeskrivelserne, ofte udarbejdet af andre specialer, der ønsker, at almen praksis opsporer nye patientgrupper.

En ny diagnose er på dagsordenen: MASH, tidligere kendt som non-alkoholisk fedtleversygdom, hvilket 25 pct. danskere ifølge Lægehåndbogen lider af. Så nu anbefales praktiserende læger at bestille en Fib-4-blodprøve ved tilfældigt påvist fedtlever eller let forhøjet ALAT, fordi nogle af disse patienter potentielt på sigt kan udvikle cirrose. 

For en sikkerheds skyld foreslås det også at screene overvægtige og type 2-diabetikere for denne præ-præ-lidelse. 

»I almen praksis vil det være relevant at foretage screening for MASLD med fibrose hos patienter med overvægt, type-2 diabetes eller tilfældig påvisning af enten steatose (ultralydsskanning) eller forhøjede levertal. Screeningen i primærsektoren kan eksempelvis bestå i bestemmelse af FIB-4,« lyder det i Lægehåndbogen.

Det sker til trods for, at den nationale kliniske retningslinje fra Sundhedsstyrelsen i 2019 skriver:

Det er IKKE er god praksis RUTINEMÆSSIGT at opspore non-alkoholisk fedtleversygdom blandt voksne patienter med type 2 diabetes og/eller metabolisk syndrom. Der er ikke gennemført studier, som kan vise, at tidlig opsporing forbedrer patientrelevante effektmål.

Afhængigt af prøvesvarene skal nogle patienter følges med årlige blodprøver, mens andre skal henvises til hospitalet. Men giver denne massive screening overhovedet mening? 

Et fåtal bliver ramt

I Lægehåndbogen kan man også læse, at der i Danmark skønnes at være en million mennesker med non-alkoholisk fedtleversygdom, hvoraf ca. 60.000 har MASH, som er en underkategori med betændelse og leverskade. Af dem vil 20-40 pct. udvikle svær fibrose, og kun ca. 10 pct. af denne gruppe udvikler cirrose.

Vi skal altså kontrollere en meget stor befolkningsgruppe for at forebygge en tilstand, der reelt kun vil ramme et fåtal.

Dét arbejde, vi udfører i almen praksis, skal have faglig relevans, da det tager tid fra andre vigtige opgaver

Har man beregnet på ressourcetrækket ved denne anbefaling, herunder hvor mange tusindvis af konsultationer, lægekontakter og blodprøveanalyser, der skal foretages? Og er hospitalerne inddraget i dette opsporingsarbejde og indstillet på at håndtere den forventede strøm af henvisninger? Og hvorfor skal man nu opspore alle disse mennesker og gøre dem til patienter, når behandlingen af MASH er livsstilsændringer, som vi ved sjældent virker? 

Er der mon et medicinsk præparat på vej til denne tilstand, og er almen praksis i virkeligheden sat til at line patienterne op, så de er klar til at få stukket en recept i hånden?

MASH forventes at blive den næste indikation, som godkendes til semaglutidbehandling, skriver Medwatch.dk, og ifølge mediet Sydinvest er de kommercielle perspektiver inden for fedtlever store. 

I alt er der 22 millioner patienter at gå efter. Udfordringen er dog, at de er svære at diagnosticere, skriver Sydinvest.

Camilla Sylvest, koncerndirektør med ansvar for Novos strategi, udtaler i samme artikel:

»Så det vi har tænkt os i forhold til at kommercialisere markedet, handler om at skabe opmærksomhed,« hvorefter hun peger på, at der skal arbejdes på at forbedre diagnostiske tests, der skal afsløre sygdommen, hvorfor Novo arbejder sammen med en række selskaber for at sikre, at der sker en udvikling inden for testområdet, der er mindre invasiv end leverbiopsi. 

Hvem betaler gildet?

Men er regionerne, som betaler for gildet, med på denne prioritering i sundhedsvæsenet? Og hvem står egentlig bag de nye vejledninger rettet mod praktiserende læger? Er det uafhængige forskere, eller er det industrien, der betaler professorernes løn? Og hvorfor bliver DSAM ikke hørt, når nye faglige retningslinjer involverer almen praksis? 

Dét arbejde, vi udfører i almen praksis, skal have faglig relevans, da det tager tid fra andre vigtige opgaver. Vores tid bør gå til vores syge patienter og dem med størst behov. Hvis screeningsprogrammer skal implementeres, bør det være en national beslutning foretaget af Sundhedsstyrelsen med tilhørende finansiering.

Vi har brug for en bedre synergi i sundhedsvæsenet – og et kritisk blik på, hvilke vejledninger specialeselskaber pådutter hinanden.

Før jul skrev jeg om en omdiskuteret nefrologisk vejledning, som blev underkendt af DSAM. Cost-benefit-analyser bør være en forudsætning, når ny opsporing og behandling introduceres i sundhedsvæsenet – både i forhold til medicintilskud og brug af lægeressourcer. 

Vi skal prioritere vores ressourcer i sundhedsvæsenet klogt, også selvom vi har en vigtig og stærk industri.