Det må efterhånden være verdens bedst bevarede hemmelighed, at vores sundhedsvæsen styrer mod afgrunden i en vældig fart. Udfordringerne er mangeartede, og desværre står løsningerne ikke i kø.
En af de åbenlyse problemstillinger er befolkningens demografi. De kommende mange år vil vi opleve en fortsat eksplosion af ældre medborgere, der vil medføre betydelige sundhedsudgifter. Nuvel, de fleste ældre klarer sig ganske godt i en fortsat stigende alder, men uanset dette vil størstedelen ende med at have en betydelig sygdomsbyrde og et betydeligt plejebehov, når livet lakker mod enden.
Der er ikke tegn i sol og måne på, at kurven for de mange fedme-, tobaks- og alkoholrelaterede sygdomme vil knække!
I den nyligt præsenterede sundhedsprofil, der tager temperaturen på danskernes sundhed, er der ikke det store håb at spore. På enkelte parametre går det måske den rette vej, men der er ikke tegn i sol og måne på, at kurven for de mange fedme-, tobaks- og alkoholrelaterede sygdomme vil knække. Det er således ikke der, vi skal finde den optimisme, der kan give os troen på, at danskernes helbredsproblemer i fremtiden begrænses.
En anden problemstilling er, at der opstår flere og flere muligheder. Vi kan efterhånden behandle mange sygdomme, der tidligere ville have medført en hurtig død. Det er naturligvis positivt for den syge, men betyder mange langvarige og dyre behandlingsforløb.
Overfor dette står et, i min optik, stigende krav til, at ’der skal ske noget’. Befolkningen har en til tider urimelig høj forventning om, hvad sundhedsvæsenet skal løse af problemer. Det drejer sig både om en forventning om en hurtig vurdering og behandling af banale småting, som forventes løst uden for almindelig dagtid, og hvor gode, gamle husråd og en snak med en bedsteforælder nok havde været en bedre løsning. Men også en stigende forventning om, at alting skal løses med scanninger, specialistvurderinger og dyre blodprøver.
På den anden side af alt dette står et klage- og erstatningssystem, der ikke altid virker til at være helt i takt med en virkelighed, hvor ressourcerne – både økonomiske og menneskelige – tidvis er knappe. Man kan foranlediges til at tro, at et sådant system er med til at fordele ressourcerne forkert, således at flest kræfter går til de patienter, der har de bedste ressourcer, da de alt andet lige bedre har kompetencerne til at klage eller søge erstatning. Defensiv medicin bliver nok en større og større udgift i sundhedsvæsenet med tiden, medmindre barren for disse systemer justeres.
Ud over alt ovennævnte skal vi heller ikke glemme, at vi i højere og højere grad kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft, at vores mange it-systemer sjældent gør vores arbejdsdag mere effektiv, og at den megen dokumentation til tider tager en del tid og energi væk fra kerneopgaven.
Lad os da håbe, at regeringens (måske) kommende sundhedsreform har taget hensyn til ovennævnte, for hvis ikke vi snart ændrer kurs, så søger vi mod afgrunden.
