Regeringens udspil til en sundhedsreform indeholder ingen konkrete svar på sundhedsvæsenets udfordringer. Der er simpelthen så lidt konkret indhold i det, at det ikke er muligt at være uenig, fordi der ikke står noget. Eneste nyt er et tiltag til at begrænse rygning. Reformudspillet forholder sig derimod ikke til, at antallet af +80-årige fordobles i løbet af få år. Dvs. massivt stigende efterspørgsel efter personlig pleje i kommunerne og mange flere multisyge og behandlingskrævende patienter i almen praksis, og i lidt mindre omfang på sygehusene.

Almen praksis magter ikke positionen som sundhedsvæsenets gatekeeper

Vi har således vitterligt ingen plan for, hvordan sundhedsvæsenet skal håndtere en fordobling af de +80-årige. Allerede inden skibet er grundstødt, kan vi konstatere, at de plejekrævende ældre har smagt på nødberedskabet i mange kommuner. Læs: Pas din syge ægtefælle selv og håb på, at dine børn vil passe dig. Et stort antal danskere må nøjes med vikarlægeklinikker, hvor kendskab og kontinuitet er en karantæneramt by i Rusland. Almen praksis magter ikke positionen som sundhedsvæsenets gatekeeper og patientens centrale hjælper i sundhedsvæsenet. Populationsansvaret bor i dag reelt i den flække i Belarus, hvor også den patientansvarlige læge henslæber sin illusoriske tilværelse. Sygehusene har en eksplosiv vækst i antal personale, særligt læger, samtidig med at antallet af senge er faldet markant. Alligevel er der utilfredshed blandt sygehuspersonalet, der drømmer om mindre arbejde og mere i løn.

Uden en plan vil de mangler, vi allerede ser i dag, blive meget værre. Antallet af +80-årige multisyge svingdørspatienter på sygehusene vil stige voldsomt. Overbebyrdede praktiserende læger vil henvise og indlægge i ét væk for at få luft. Og tilsvarende overbebyrdede og udkørte akutmodtagelser vil udskrive dem lige så hurtigt, som de kommer ind. Uden at patientens behov for bred almen medicinsk og geriatrisk udredning og behandling er imødekommet. Værst bliver det i hjemmeplejen, hvor mængden af ubesatte SOSU-stillinger vil stige eksplosivt. Kvaliteten af en hjemmepleje, der har omkring en tredjedel af sine stillinger ubesatte, bliver erratisk og lav. De velstillede vil ikke acceptere det og køber privat hjælp, hvilket vil skabe endnu flere ubesatte stillinger.

Vi har brug for en plan med følgende fire elementer: En plan for håndtering af manglen på SOSU’er, så kvaliteten af ældrepleje ikke kollapser helt. En plan for udbygning af almen praksis og udvidelse af almen praksis’ opgaver og ansvar. En plan for, hvilke opgaver der skal udflyttes fra sygehusene til almen praksis og kommunerne. Og en plan for omlægning af sygehuslægernes arbejde, så fokus skifter fra de (få) senge og (færre) ambulatorier til understøttelse af almen praksis og ældreplejen, så behovet for at henvise og indlægge bliver reduceret.

En plan er ikke luftige politiske hensigtserklæringer, men har tidsplaner, budgetter og konkrete, bindende kvalitetskrav og tydelige ansvarsplaceringer. En plan indeholder beskrivelser af forudsætninger, og hvordan de imødekommes. Gratis bliver det ikke. Finansministeriet vil pibe. Fagforeninger vil jamre, fordi der ikke kommer mere i løn og mindre arbejde til alle. Sygehusprofessorerne vil klage over, at deres ambulatorier vil blive flyttet ud i almen praksis. Yngre læger vil pibe over at skulle gå stuegang på plejehjem. De praktiserende læger vil brokke sig over at få bindende ansvar og over at skulle overtage ambulatorieopgaver.