Der er noget helt særligt ved mødet mellem læge og patient. Her forenes faglig viden med menneskelige hensyn, alt sammen i bestræbelsen på at opnå den bedste løsning for netop den patient, der sidder over for os.
Gennem min korte karriere har jeg dog indset, at det at have nok tid med patienten er en stor udfordring. Det er sjældent lægens motivation for at lytte eller patienternes åbenhed, der mangler – det er det ubønhørlige ur, der tikker i baggrunden.
I en klinisk hverdag, hvor et væld af opgaver skal nås inden vagtskifte, er tid blevet en mangelvare. Jo mere fokus der er på effektivisering og dokumentation, desto mere forsvinder tiden til det dyrebare og grundige anamneseoptag uden afbrydelser. Paradoksalt nok viser flere studier, at en væsentlig del af diagnoserne kan stilles alene på baggrund af en grundig anamnese. Dog bliver man let fanget i, at travlheden skubber patientens fortælling i baggrunden til fordel for hurtige scanninger og blodprøveresultater. Laboratorietal kan dog ikke fortælle os, hvad patienten frygter mest, og en MR-skanning kan ikke afdække patientens livskvalitet. Den knappe tid går især ud over kommunikationen.
Forhastede beslutninger
Adskillige undersøgelser peger på, at klagesager, misforståelser og utilfredshed ofte udspringer af dårlig kommunikation. Komplekse sygdomsbilleder kræver nuancerede forklaringer, og patienten skal have mulighed for at forstå og acceptere den foreslåede behandling. Foregår det i et fortravlet tempo, stiger risikoen for fejl, ligesom patienten let føler sig overset.
Uden den nødvendige tid til ro og nærvær mister patienten uvurderlig vejledning, og relationen mellem læge og patient lider skade
Netop tidspres kan føre til forhastede beslutninger. Et større amerikansk studie viste, at når læger var bagud i tidsplanen, udskrev de oftere antibiotika, morfika eller benzodiazepiner i stedet for at drøfte alternativer og forklare bivirkninger.
Konsekvenserne af hastværk er særligt bekymrende, når alvorlige samtaler om død, behandlingsloft eller livskvalitet bliver offer for tidspres hos læger. Uden den nødvendige tid til ro og nærvær mister patienten uvurderlig vejledning, og relationen mellem læge og patient lider skade.
Tidsnød rammer også yngre læger som mig selv, der har brug for supervision, faglig sparring og refleksion til at lære. Når man drukner i en fyldt tavle med usete patienter og et stort arbejdspres med et tikkende ur i baghovedet, påvirkes de yngre lægers udviklingsmuligheder og på sigt sundhedsvæsenets kvalitetsniveau.
Kvalitet opgøres ikke i stykpris
Vi lever i en tid, hvor reformer, effektiviseringer og strukturændringer er blevet fast inventar på den politiske dagsorden. Visionen om flere behandlinger på kortere tid kan være nobel, men vi risikerer at overse den kvalitative dimension: Giver vi patienterne det, de reelt behøver, eller blot det, der opfylder instrukserne? En hurtig læge er ikke nødvendigvis en god læge – ligesom fastfood kan mætte, men sjældent imponerer.
Hvis vi ønsker et sundhedsvæsen i fortsat verdensklasse, må vi værne om tiden med patienten. Flere ressourcer hjælper ikke alene; ofte handler det om klogere organisering og bedre prioritering. Unødvendige afbrydelser, dobbeltdokumentation og papirbøvl bør fjernes, så lægerne kan fokusere på roden i lægegerningen: nemlig det grundige og værdige møde med patienten.
Som Hippokrates formulerede det for over 2.000 år siden: ‘Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste’. Og det kræver altså tid.
Så mens uret tikker, og den næste patient kalder, bør vi minde os selv – og måske også en enkelt politiker eller to – om, at kvalitet ikke kan opgøres i stykpris. God lægegerning findes i tiden med patienten. Selvom denne stikpille ikke får uret til at stå stille, håber jeg, at dens pointe vil ringe i ørerne, næste gang vi drøfter sundhedsreformer.
Kære Milan
Tak for et klogt og velskrevet indlæg – du har så meget ret.
Tusind tak Anette!