Et nyt år er startet, og traditionen tro stiller mange sig selv spørgsmålet: Hvordan kan jeg blive en bedre udgave af mig selv? Behovet for selvoptimering i hverdagen er markant steget – især blandt dem, der ikke er syge. Men er dette en opgave for almen praksis?
Med sundhedsreformen følger en ny opgavebeskrivelse for almen praksis, hvor kerneopgaverne skal defineres samt en overvejelse af hvilke opgaver, der bør flyttes ud til andre aktører. Vores knappe ressourcer skal bruges klogt, herunder finde de syge blandt de raske. Men behovet for selvoptimering ser ikke ud til at falde – tværtimod – så vi bliver nødt til at tage hul på denne følsomme debat.
Vi ser en øget medikalisering i samfundet. I stedet for at justere samfundets krav og idealer, sygeliggør vi normale menneskelige tilstande. Forventningen om, at individet skal få hjælp fra sundhedsvæsenet for at kunne leve op til samfundets normer, er tiltagende.
Det kan være lidelsesfuldt at studere, at arbejde, at have konflikter, at blive ældre, at føle sig træt eller humørsyg. Men hvornår er lidelsen så stor, at den skal klassificeres som sygdom? Har vi forrykket vores normalitetsbegreb, når det gælder præstation, kropsvægt, stress, søvn og træthed? Og hvis vi har, er det så en opgave for den praktiserende læge?
Inspiration fra kendte personligheder
En tilstand som ADHD er nu blevet så udbredt, at myndighederne har overvejelser om at lægge opgaven ud til almen praksis, fordi der mangler psykiatere. Man tænker altså, at når noget bliver almindeligt udbredt, bliver det en almen medicinsk opgave – men hvornår er det ikke længere en medicinsk opgave og hvornår er det normalitet?
Vi stræber efter at optimere vores kroppe, samtidig med at vi stigmatiserer mennesker med høj kropsvægt. Vi inspireres af kendte personligheder, der har tabt sig på vægttabsmedicin, og vi ønsker den samme behandling, selvom vi ikke er syge af overvægt.
Det er på høje tid, at vi trækker en tydelig grænse mellem normalitet, sygdom og selvoptimering
Vi fokuserer på præstation, og forventer at kunne arbejde koncentreret og struktureret. Berømte personer som Caroline Fleming og Thomas Blachman fortæller offentligt, at de får medicin for ADHD, og det inspirerer os til at ønske henvisninger til psykiatere med henblik på diagnosticering og behandling med centralstimulerende medicin – ikke fordi vi lider af en funktionsbegrænsende sygdom, men fordi vi ønsker at optimere vores præstationer.
Grænsen mellem normalitet, sygdom og selvoptimering
Mænd nægter at acceptere, at de med alderen kan blive trætte eller miste libido. Iværksættere som Martin Thorborg inspirerer til behandling med testosteron trods normale hormonværdier med henblik på at bekæmpe træthed og initiativløshed, og flere mænd opsøger nu egen læge for at få målt deres testosteronniveauer.
Livsstilsændringer med fokus på kost, motion, restitution og realistiske ambitioner tilpasset éns reelle formåen kunne være en løsning på disse udfordringer. Men medicinske løsninger er blevet lettilgængelige.
Jeg forstår til fulde menneskets trang til selvoptimering, men spørgsmålet er, om det skal være en opgave for almen praksis. Det er på høje tid, at vi trækker en tydelig grænse mellem normalitet, sygdom og selvoptimering, for vi skal fortsat have ressourcer til at håndtere vores kerneopgaver og prioritere de sygeste og dem med størst behov.
Skal livsoptimering i højere grad være brugerbetalt og ikke belaste det offentlige sundhedsvæsen, må vi overveje, om de raske i stedet må opsøge private klinikker – ligesom vi ser med skønhedsbehandlinger og kosmetisk kirurgi. Vi henviser heller ikke patienter med store næser eller små bryster til offentlig behandling, selvom det påvirker deres livskvalitet.
Jeg kunne ønske mig, at Sundhedsstyrelsen vil fastsætte klare retningslinjer for, hvilken type livsoptimering det offentlige sundhedsvæsen kan tilbyde, og hvornår patienten må søge private alternativer. Kampagner fra patientforeninger og reklamer fra medicinalindustrien bør modsvares af offentlige oplysningskampagner, der gør det klart, at sundhedssystemet er forbeholdt behandling af sygdomme og ikke optimering af livsstil.
