Foto: Joachim Rode

Sundhedsstyrelsen offentliggør ny samlet specialeplan Den reviderede specialeplan 2017, som træder i kraft 1. juni, er sendt ud til regioner og sygehuse. Placeringen af en række funktioner er dog endnu ikke på plads.

Sundhedsstyrelsen udsendte onsdag den reviderede Specialeplan 2017, som træder i kraft 1. juni.

Specialeplanen sætter rammerne for, hvilke offentlige og private sygehuse, som må varetage specialiserede sygehusfunktioner i Danmark, og er en justeret version af den oprindelige specialeplan fra 2010.

Fokus for den nye specialeplan har været at sikre, at den tidligere plan følger både den faglige og den organisatoriske udvikling inden for sundhedsvæsenet. I den forbindelse fik Sundhedsstyrelsen i starten af 2016 knapt 5.000 enkeltansøgninger fra de fem regioner og fra private sygehuse til de ca. 1.000 forskellige specialfunktioner, og det er hovedparten af disse ansøgninger, Sundhedsstyrelsen nu har taget stilling til.

Tilbage står placeringen af en række funktioner, som Sundhedsstyrelsen og styrelsens rådgivende udvalg for specialeplanlægning skal tage stilling til i de kommende måneder, fremgår det af en skrivelse, som styrelsen i går sendte til alle ansøgere. Det gælder bl.a. placeringen af elektrofysiologiske behandlinger inden for kardiologien, radiofrekvensablation af atrieflimren og ventrikulær tachycardi.

Inden for urologien er den fremtidige placering af kirurgi og strålebehandling af patienter med prostatakræft ikke på plads: Behandling af prostatakræft er aktuelt godkendt på seks matrikler, og er aktuelt søgt på syv matrikler.

Som en udløber af specialeplansrevisionen blev børnehjertekirurgien i efteråret samlet på Rigshospitalet, men placeringen af en række andre funktioner indenfor børnekardiologi er endnu ikke endeligt på plads. Det gælder bl.a. pacemakerbehandling af børn og undersøgelser for medfødte misdannelser i hjertet.

Desuden skal det rådgivende udvalg for specialeplanlægning seneste 15. marts tage stilling til den fremtidige placering af yderligere en række funktioner, bl.a.:

  • Gynækologi og obstetrik: Kønsskifteoperationer
  • Karkirurgi: Endovaskulær behandling af aortasygdomme
  • Onkologi: Medicinsk behandling af nyrekræft
  • Øre-næse-halskirurgi: Operation for kræft i skjoldbruskkirtlen, samt operation for øvrig hoved-halskræft

Skriv kommentar