Forskningens venlige pitbullterrier

Forskningens venlige pitbullterrier Mindeord: Nobelprismodtager Jens Christian Skou var et ordentligt og insisterende menneske, som livet ud var en stærk fortaler for den frie grundforskning. Han døde 99 år gammel mandag 28. maj.

Da jeg for et par år siden spurgte Jens Christian Skou, om han ville lægge navn til et stort ambitiøst bygningskompleks for det biomedicinske institut på Aarhus Universitet, var han først lidt forbeholden. Han sad hjemme i sofaen i Risskov med sin hustru Ellen-Margrethe ved sin side og bad mig argumentere for, hvorfor dette bygningsværk – som på det tidspunkt stadig kun var nøgne betonvægge – dog skulle bære hans navn.

Med sit nysgerrige blik og lettere foroverbøjet, som han havde gjort sig til vane efter at hørelsen var begyndt at svigte, lyttede han tålmodigt til mine ord om fascination, respekt for livslang forskningskarriere, verdensklasseforskning og banebrydende resultater. Han afæskede mig detaljer om byggeriet, formålet, økonomien, placeringen og tidsplanen, og gav sig nødtvunget, om end han ikke kunne skjule, at han også var beæret. Trods alt.

Sådan var Jens Christian Skou; omhyggelig, insisterende og uhyre beskeden. Dette gennemsyrede hele hans forskningskarriere, som formelt for længst var forbi, da jeg tiltrådte som dekan ved Aarhus Universitet i 2010. Alligevel blev Jens Christian Skou en nærværende personlighed, som indtil sin død havde stor betydning for ikke bare forskningen ved Aarhus Universitet, men hele den danske grundforskning.

Da Jens Christian Skou begyndte sin forskning i begyndelsen af 1950’erne, som årtier senere skulle kaste den ærefulde Nobelpris af sig, vidste han ikke konkret, hvad han gik efter. Men han vidste, at det var vigtigt. Adskillige år og fejlskud senere gjorde han sin opdagelse af det livsvigtige enzym, som pumper natrium ud ad cellen og kalium ind i den.

Jens Christian Skou fortalte ofte, at det gælder om at have et åbent sind for at spore og forstå vigtigheden af uforudsete hændelser med henblik på at bruge dem konstruktivt. Og han forsømte aldrig lejligheden, slet ikke over for de utallige forskningsministre, han nåede at møde i sit lange liv, at gentage, at det var ødelæggende for grundforskningen, at forskere måtte bruge megen tid på at søge om eksterne midler til deres arbejde, og at de på forkant skulle definere, hvad de ønskede at finde – i stedet for med åbent sind at forsøge at løse verdens mysterier.

I de sidste år, da hørelsen og synet svigtede, trak han sig fra de forskningspolitiske debatter og deltog kun sjældent i arrangementer. Den sidste officielle optræden var ved uddeling af Jens Christian Skou-prisen, som blev indstiftet til hans 98 års fødselsdag i 2016. Han havde forinden været ivrig deltager i formuleringen af fundatsen for prisen, og det lå ham meget på sinde, at den skulle uddeles til et ungt forskningstalent. Da det afsløredes, at prismodtageren var en yngre, kvindelig forsker, blev han åbenlyst glad.

Da jeg stoppede som dekan i 2016, insisterede han på at forære mig en gave. Efter lidt betænkningstid dristede jeg mig til at ønske et originalt eksemplar af hans doktordisputats, som han overrakte mig få dage efter med en personlig dedikation. En meget rørende gestus, for på det tidspunkt var han ikke let til bens, og jeg forsikrede ham om, at jeg satte overordentlig stor pris på eksemplaret. Det viste sig, at det samme gjorde Steno Museet i Aarhus, for direktøren ringede til mig dagen efter og forsigtigt efterspurgte eksemplaret. Jens Christian Skou havde hentet det på sit gamle kontor, som på det tidspunkt reelt var overdraget til Steno Museets kommende udstilling i efteråret 2018 om forskning med Jens Christian Skou i fokus. Atter et meget sigende vidnesbyrd om Jens Christian Skous ihærdighed, dedikation og målrettethed, selv til det sidste.

Jens Christian Skous død kan ikke overraske nogen. Alligevel kommer den bag på mig.

Æret være hans minde.

Allan Flyvbjerg, direktør ved Steno Diabetes Center Copenhagen. Dekan ved Health, Aarhus Universitet fra 2010-2016.

 

Skriv kommentar