Robotkirurgi er en naturlig videreudvikling af konceptet ‘minimal invasiv kirurgi’ og har gennem de sidste 10 år fået en eksplosiv global udbredelse trods overordentlig sparsom videnskabelig evidens for et bedre behandlingsforløb.

Problemstillingen er bl.a. økonomisk, idet udgifterne forbundet med anskaffelse og årlige omkostninger inklusive serviceaftale er henholdsvis ca. 15 mio. kr. og flere mio. kr. per robot. I et værdibaseret sundhedssystem er der derfor et stort behov for at afklare indikation for tilvejebringelse af robotter, hvilket hidtil er sket i Danmark uden klar videnskabelig dokumentation, arbejdshypoteser eller prioritering.

Senest har en debatartikel i det føren­de amerikanske tidsskrift JAMA sat spørgsmålstegn ved relevansen af udbredelsen af robotkirurgi mere generelt. Artiklen understregede specielt behovet for tilvejebringelse af videnskabelig dokumentation for fordele og potentielle bivirkninger for det samlede sundhedsvæsen (patient, kirurg, organisation, etc.) ud over de økonomiske aspekter.

Dog er der næppe tvivl om – trods den sparsomme dokumentation – at robotkirurgi kan være en fordel ved specielle typer kirurgi. Et eksempel er svælgcancerkirurgi, hvor robotten muliggør et lokalt indgreb, der ellers ikke ville kunne udføres med konventionel kirurgi, og hvor de åbenlyse fordele bl.a. er undgåelse af sekundær kemo- og stråleterapi. Andre muligheder er anatomisk vanskeligt tilgængelige indgreb i det lille bækken (gynækologisk og endetarms­cancerkirurgi) eller andre vanskeligt tilgængelige områder i bughule og brysthule.

Hvor er ansvarligheden?

Visse komplicerede bugvægsrekonstruktioner, der tidligere har krævet større åben kirurgi, har endvidere vist lovende resultater inklusive mulighed for tidlig udskrivelse efter robotassisteret kikkert-kirurgisk adgang. Andre fordele er af ergonomisk karakter, idet langvarige almindelige kikkertoperationer er en belastning for kirurgen medførende risiko for muskellidelser – et forhold, der bør indgå i den samlede diskussion.

Den overordnede problemstilling er imidlertid, at visse regioner i Danmark allerede med løs hånd har bevilget robotter til en række hospitaler uden en klar plan. Denne problematik er senest dokumenteret fra tilgængelige data i den Danske Herniedatabase, hvor det viser sig, at simpel lyskebrokkirurgi udføres med robotteknik på foreløbig tre hospitaler i landet – og yderst tankevækkende, at alle disse tre er lokaliseret i Region Syddanmark. Operation for lyskebrok kan både foretages med kikkert i fuld bedøvelse eller almindelig åben teknik i lokalbedøvelse (omkostningseffektivt).

For undertegnede, der har forsket meget i brokkirurgi gennem årene, er det vanskeligt at se dokumentationen for brug af robotkirurgi ved så simpel en operation. Der er således hidtil ikke dokumenteret hverken videnskabelige opgørelser eller arbejdshypoteser, som argumenterer for dette åbenlyse ressourcespild. Samme betragtninger – dog uden talargumentation – kan anvendes over for robotkirurgi ved almindelig galdeoperation, mindre bugvægsbrok, etc.

Der tales meget om et ‘værdibaseret sundhedsvæsen’. Ovenstående stiller ikke store spørgsmålstegn ved konceptet, men derimod ved processen ved introduktion af ny kostbar teknologi inden for kirurgien. Ydermere synes prioriteringsprocessen på regionsbasis mangelfuld med den påviste ikke videnskabeligt dokumenterede skæve fordeling og implementering mellem de fem regioner.

Sammenfattende er robotkirurgi et interessant eksempel på en utvivlsomt lovende teknik, men som ukritisk og uden forudgående videnskabelige protokoller eller overvejelser introduceres tilfældigt og uden den nødvendige overordnede prioritering og diskussion inden for regionerne. Hvor er ansvarligheden?