Direktører og chefer på Rigshospitalet risikerer nu at blive indblandet i sagen om overlægers misbrug af forskningsmidler til private formål.
Det skriver Jyllands-Posten, efter flere politikere i regionsrådet nu kræver en undersøgelse af chefernes ansvar for, at en række overlæger igennem en længere periode har kunnet slippe afsted med at bruge forskningsmidler til private formål som rejser og indkøb af kunst.
»Det skal og må have en personalemæssig konsekvens i form af, at de mennesker, som har ansvaret for svigtet i kontrollen, bliver fyret eller flyttet til et andet job. Vi kan ikke bare undersøge, undersøge og undersøge. Vi bliver også nødt til at reagere på et tidspunkt, og det er der grundlag for at gøre allerede nu,« siger Henrik Thorup, 1. næstformand i Regionsrådet og statsrevisor udpeget af Dansk Folkeparti.
Dansk Folkepartis ønske møder opbakning fra både Socialdemokraterne og de Radikale i Regionsrådet.
»Jeg er virkelig paf over omfanget af dette, og en ting er, at lægerne har misbrugt midlerne, men der har også været et ledelsessvigt, så den diskussion, Henrik Thorup rejser, er vi nødt til at have. Vi må også høre, hvad regionens administration gør sig af tanker om det. Det er en super alvorlig sag,« siger Charlotte Fischer (R) til Jyllands-Posten.
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) siger til avisen, at regionen ikke er i besiddelse af materiale, der gør det muligt at placere et ansvar for det svigt, der været i kontrollen med brug af forskningsmidler.