Når flere tusinde ansatte i 2023 skal flytte ind på det helt nye Odense Universitetshospital, er der en risiko for, at det er med økonomiske problemer som følgesvend.
Det siger sygehusdirektør på Odense Universitetshospital Niels Nørgaard Pedersen.
»Det er en enorm kompleks opgave at flytte et hospital, og svarer nogenlunde til at flytte 1500 parcelhuse. Vi arbejder på at være på forkant med det hele, og vi gør os meget umage i vores flerårige budgetlægning, men der er så mange ubekendte i en kæmpe sygehusflytning, så jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at vi ikke får økonomiske udfordringer, som skal håndteres,« siger Niels Nørgaard Pedersen.
Et nyt notat fra Region Midtjylland viser en ekstraregning til supersygehuset i Aarhus på en milliard kroner på grund af uforudsete udgifter i forbindelse med sammenlægningen af de mange funktioner og udflytning af Aarhus Universitetshospital. Den store ekstraregning har resulteret i besparelser for i alt 325 millioner kroner.
Forskel på Århus og OUH
Forskellen – understreger Niels Nørgaard Pedersen – på Aarhus Universitetshospital og OUH er, at Aarhus Universitetshospital er langt foran alle andre såkaldte barmarksprojekter. Det betyder, at de andre sygehusbyggerier – nyt OUH inklusiv – følger intenst med i, hvad der sker i Aarhus.
»Vi er i tæt dialog har allerede nydt godt af erfaringerne i Aarhus med eksempelvis sterilcentralen. Og det betyder, at vi har accelereret forberedelserne på at centralisere vores sterilområde. Selv om det først skal tages i brug og fysisk samles på det nye sygehus i 2023 begynder vi allerede nu at centralisere og på den måde fremskynde arbejdet,« siger han.
Også hospitalets nye elektroniske patientjournal er beregnet til at blive taget i brug i slutningen af 2020, så det ikke kolliderer med flytningen, siger OUH-chefen.
Men det store fokus på udflytningen og de store risici, der er forbundet med det, betyder, at rigtg mange udviklingsressourcer går til det – fremfor noget andet.
»Så hvis man lokalt går med planer om at omorganisere sig eller ændre på noget grundlæggende i sygehusdriften, så skal det ses ind i forberedelserne til det nye sygehus eller måske helt vente. Vi skal være målrettet og holde fokus på, at udflytningen sker så gnidningsfrit som muligt, og det betyder, at vi må sætte andre ting på pause,« siger Niels Nørgaard Pedersen.
Men skal ansatte på OUH være bekymret for, at tilsvarende nedskæringer om nogle år rammer dem?
»Det kan være bekymrende at skele til Århus, men jeg kan sige, at det har vores fulde opmærksomhed, og vi har prøvet at være på forkant. Men der er så mange ubekendte, at det er umuligt at give garantier.«