Tine Wøbbe er retspsykolog og chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans, der huser Nordens største retspsykiatriske afdeling, samt ekstern lektor ved Københavns Universitet. Hun er specialist og supervisor i psykopatologi og psykoterapi samt specialpsykolog i psykiatri. Hun har særlig ekspertise i diagnostik, udredning og behandling af psykopati.

Hvad driver dig i dit arbejde?

»Mennesker, adfærd og skæbner, og så har jeg nok altid været mere draget af det komplekse og psykiatrien. Jeg kunne ikke have været i 20 år i fængselsvæsenet, hvor de indsatte som udgangspunkt har begået forbrydelserne med forsæt. Psykiatri og psykopatologi driver mig, ikke arbejdet med kriminelle som sådan.«

I bogen siger du, at det er ikke er så tit, at I har succeshistorier i retspsykiatrien. Hvorfor ikke vælge et mindre komplekst område?

»Succeshistorier fylder stadig rigtig meget, fordi jeg ved, hvor hårdt arbejde det er.«

Hvordan håndterer du de patienter, der er svære at komme videre fra?

»Der kan være cases, hvor jeg efterrationaliserer, at jeg skulle have gjort noget andet eller mere, og dem forsøger jeg at bruge til at blive endnu skarpere fagligt. Men der er også cases, hvor jeg sidder tilbage med en uretfærdighedsfølelse, f.eks. fordi jeg sammen med andre har kæmpet en sag, og så griber systemet ikke bolden. Det er vanskeligt på en anden måde.«

»Jeg kan stadig huske cases, hvor jeg sammen med en psykiater i en mentalobservation har argumenteret for, at vedkommende ikke burde være i fængsel, men i stedet i behandlingsregi, og så vælger dommeren at gå imod anbefalingen. Det er de i deres gode ret til, men det kan godt være svært at slippe følelsen af uretfærdighed på vedkommendes vegne, men også på egne vegne. Det er ikke rart for nogen at føle sig fagligt underkendt og overhørt. Men det hører med til jobbet.«

Hvad spørger mennesker dig om, når du fortæller, hvad du laver?

»‘Hvordan kan du holde til det?’, og ‘hvordan kan du blive ved?’«

Og hvordan kan du så det?

»Det er et arbejde, der giver mening, og som aldrig bliver monotont eller ligegyldigt. Jeg går på arbejde hver dag og synes, at jeg bidrager til at gøre en forskel. Det gør hele teamet.«

Hvad kan være svært for andre at forstå ved dit arbejde?

»At jeg kan have sympati og empati for de her mennesker. Det oplever jeg tit, og der kan jeg undre mig. Vores patienter var f.eks. nogle af de første patienter i psykiatrien, der blev tilbudt COVID-19-vaccinen, og der mødte jeg en ret voldsom mangel på forståelse for, at de her patienter ofte har somatiske lidelser og er sårbare på så mange måder.«

Hvad er din motivation for at være med i denne her bog?

»Vi ville gerne give en stemme til dem, der er i det retspsykiatriske system, har været til mentalobservation og enten er dømt til behandling eller afsoning. Der findes en del bøger allerede, der beskriver tingene fra ofrenes side, eller hvor det er erfarne efterforskere, retspsykiatere eller statsadvokater, der beskriver sager, de har været involveret i. Vi syntes bare ikke, der var nogen, der havde givet en stemme til dem, der har begået de her forbrydelser.«

Hvorfor er det vigtigt?

»Vi vil gerne nuancere billedet. Det er ikke for at undskylde eller bortforklare de voldsomme ting, de har gjort, men for at give en del af forklaringen på, hvorfor det nogle gange når at gå så galt. Så det er også med en system- og samfundskritisk vinkel, fordi der er en del af de her skæbner, der måske ikke havde behøvet at gå så galt, hvis der var nogen, der havde grebet ind eller hjulpet noget før. Det er tit, når jeg sidder med retspsykiatriske cases, jeg tænker: ‘Hvorfor var der ikke nogen, der så det her?’«

Hvordan har I udvalgt de otte cases?

»Vi har anstrengt os for at finde cases, der både spænder bredt diagnosemæssigt, så vi både har den meget prototypiske skizofreni over til spektret, hvor det tydeligt er det dyssociale, der fylder, og ikke psykiatri i klinisk forstand, samtidig med at vi har forsøgt at finde cases med forskellige typer forbrydelser.«

Hvad håber du, at læseren sidder tilbage med efter at have læst bogen?

»Jeg vil blive så glad, hvis der er nogen, der på en eller anden led reflekterer over, at det ikke er sort/hvidt, når det kommer til de her mennesker. At de får øjnene op for, at de her sager ofte er forbundet med svigt, og at retspsykiatrien er fyldt med tragiske skæbner. Det er ikke bare vilkårlige forbrydelser begået af lyst; det er omstændigheder og et sygdomsbillede, der har betydet, at det er endt sådan her. Det er ikke monstre.«

»Samtidig ville vi også gerne beskrive systemet på en lettilgængelig måde og forklare, hvad en mentalobservation er, hvad en anbringelsesdom, en behandlingsdom eller en forvaring er, så læseren måske også forstår dét lidt bedre. Vi har gerne villet åbne ind til en lukket verden, så meget som vi nu kan.«

Hvad er det unikke ved bogen?

»Det er ret unikt, at en retspsykiater og en retspsykolog er gået sammen, vil jeg sige. Der kan godt nogle gange være en (helt unødig) faglig kamp mellem psykiatere og psykologer, men vi har et rigtig godt samarbejde. Vi kan ikke undvære hinanden, og begge parter er vigtige, når det kommer til patienterne. Det håber vi også kan være et bidrag til at nuancere rent fagligt.«

 

Mette Brandt-Christensen er retspsykiater, speciallæge i psykiatri og ph.d., overlæge på Retspsykiatrisk Afdeling i Region Hovedstaden. Hun underviser i og formidler retspsykiatri, er medlem af Retslægerådet og er næstformand for den retspsykiatriske afdeling.

Hvorfor blev du interesseret i retspsykiatri?

»Tanken om det hele menneske, selvom det måske lyder lidt poppet. Hvad er det, der gør, at et menneske bliver psykisk syg og kommer helt derud, hvor de kommer i kontakt med os? Jeg har arbejdet mange år på somatiske afdelinger og kan derfor rimeligt hurtigt vurdere, om der også er somatiske sygdomme og kan godt lide, at vi skal se hele billedet. Og så fascinerer det mig at prøve at finde ud af, hvad der f.eks. ligger bag en forbrydelse.«

Hvordan slipper du patienterne?

»Mange husker jeg, selvom jeg ikke længere har et formelt behandlingsansvar, og nogle hører jeg jo også om. Nogle få får det værre og kommer et endnu mere restriktivt sted hen som Sikringen. Mange får det bedre og kan udskrives til mindre restriktive forhold. Jeg glæder mig selvfølgelig, når det går godt, men patienterne hverken kan eller skal leve op til at være permanente ‘solstrålehistorier’ for behandlerne. Vi er her også til at tage imod dem igen, hvis de får tilbagefald.«

Er der særlige cases, du har svært ved at slippe?

»Én af dem fra bogen, jeg lavede en mentalerklæring på, som alle mine kolleger var uenig i. Jeg er sikker på, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket, men han havde samtidig begået kriminalitet lige siden barndommen. Jeg har lavet den erklæring og står ved den, selvom hverken Retslægerådet eller mine kolleger var enige. Men hvis man gennemgår hele sagen, synes jeg, at man skar et hjørne eller to for at få ham i fængsel i stedet for i psykiatrisk behandling.«

Hvorfor skulle denne her bog skrives?

»Den store forskel, som vi ser det, er, at den ikke handler om patienterne. Det er deres historier fortalt med egne ord til journalisten. Det gav mening for os at give en stemme til denne her gruppe, der både er stigmatiseret og marginaliseret. De bliver ofte beskrevet som uhyrer, og mange har skrevet om dem. Journalister, jurister, psykiatere, efterforskere osv. har alle sammen sat deres ord på, men vi giver ordet til dem selv. Selv i deres egen mentalerklæring har de ikke ordet. I en mentalerklæring bliver de beskrevet ud fra en vinkel, der handler om alt det, de er dårlige til. Men i denne her bog vælger de selv, hvilke ord der bliver brugt.«

Hvorfor er det vigtigt, at vi hører deres historier?

»Som led i behandlingsdommen får vi også en del af deres historie, men vi burde blive bedre til det narrative og bare sætte os ned og lytte på patientens fortælling. Det er vigtigt for patienterne, og det er dét, der kan være med til at få dem til at flytte sig. Vi giver dem en stemme i en debat, hvor de bliver talt om, men sjældent selv får lov til at deltage.«

Du og Tine tager også ordet og kommer med jeres take på patienten. Hvad håber du, at det kan bidrage med?

»Bogen er jo ikke skrevet som fagbog, så selvom jeg selvfølgelig håber, at kolleger vil tage godt imod den, er ønsket først og fremmest, at patienter og pårørende vil opleve at have fået en stemme i egen ret, og dernæst at almindelige mennesker vil tage bogen til sig. Det er en balance, at vi kommenterer på cases, både nogle, som vi har haft til udredning og i behandling, og nogle, som vi kun kender fra deres egen fortælling til bogen. Men vi har overvejet det nøje, og alle de medvirkende har selvfølgelig givet deres samtykke. Jeg håber, at det kan bidrage til at nuancere billedet.«

Hvorfor er det vigtigt, at vi kan forstå de retspsykiatriske patienter og afsonere?

»Afvigelser som kriminalitet findes jo altid i et samfund, og det er basalt menneskeligt at være optaget af adfærd, der afviger. Men vi er også nødt til at prøve at forstå det for at kunne gøre noget ved det.«

Hvad håber du, at læserne sidder tilbage med, når de har læst bogen?

»Dels håber jeg, at der er nogen, der har denne her type mennesker tæt på sig, som ser det og kan hjælpe med at få søgt hjælp i tide. Men jeg håber også, at det bliver endnu mere tydeligt, hvor vigtig barndommen er. Vi ved det jo godt, men de her mennesker er jo nærmest psykisk maltrakterede fra barnsben. Jeg håber også, at det kan være med til at gøre de her patienter mindre marginaliserede. For os, der arbejder i retspsykiatrien og kommer til at kende patienterne som hele mennesker på godt og mindre godt, er det tydeligt, at kriminaliteten altid står i vejen for omverdenens medfølelse.«