Skal AI blive til gavn, er det helt afgørende, at vi er skarpe på faldgruber og realistiske i forhold til, hvordan kunstig intelligens introduceres og anvendes. Hvordan bevarer vi eller snarere fremmer det oversete potentiale i behandlingen: nærvær, empati og engagement.

Instinktivt ved vi det godt. At nærvær, empati og engagement har betydning for mennesker

Vi må gerne, som læge Andreas Pihl gør det i sin Stikpille med titlen ‘Klinisk anvendelse af AI kan være en gevinst for både patienter og læger’, begejstres, bare vi ikke forblindes. For så risikerer vi at overse det udviklingspotentiale, der ligger i behandlerens evne til at lytte og tale ind i patientens verdensbillede, kropsopfattelse og sygdomsforståelse.

Lægen skal opfange det andet menneskes ‘tro- og tillidssekvens’ og møde patienten der, hvilket har en hidtil undervurderet positiv effekt.

For placebo, en inaktiv behandling eller medicin, som ikke indeholder nogen aktive ingredienser, der er beregnet til at have en terapeutisk virkning på kroppen, virker overraskende godt, viser en ny analyse fra Den Lægefaglige Tænketank, ATLAS.

Positivitet smitter

Den såkaldte placeboeffekt opstår, når en person oplever en positiv virkning som følge af troen på, at behandlingen vil have en positiv virkning, selvom der ikke er nogen medicinsk grund til denne virkning.

Instinktivt ved vi det godt. At nærvær, empati og engagement har betydning for mennesker. At positivitet og negativitet smitter. Vi er sociale skabninger og har brug for andre mennesker hele livet igennem. Vi trives ikke alene og slet ikke i ensomhed. Når vi er syge eller har problemer, har vi ud over behandling behov for at føle os set og hørt.

Det mærker jeg hver dag i mit virke som psykiatrisk overlæge på Nordsjællands Hospital i Hillerød.

Alligevel har netop nærværet, empatien og engagementet trange kår i en travl og topeffektiviseret sundhedssektor, hvor fokus er på ny teknologi, lægemidler, AI og chatbots. Nærmest det diametralt modsatte af nærvær.

I den ny analyse har ATLAS samlet forskning om placebo, nocebo og prædiktiv kodning. Formålet er at belyse, ‘hvordan læger ved at bruge dem selv som medikament i behandlinger kan reducere patienters niveau af bekymring, reducere mængden af bivirkninger og øge effekten af behandlingen’.

Og hovedkonklusionen slår fast: Der er et kæmpe potentiale i at udnytte placeboeffekten bedre i vores behandling.

Snak kan være helbredende

Analysen skaber fokus på, at den måde, vi snakker med patienterne på, kan være helbredende. Der sker noget i hjernen – det viser forskningen helt tydeligt.

Vores arbejde i sundhedssektoren er ofte som et samlebånd. Men langt de fleste ser mødet med mennesker som en belønning

Det virksomme ‘stof’ i placebobehandlingen er, at patientens perception af sanseindtryk modificeres, hvilket medfører positive eller negative biologiske cerebrale processer, som påvirker sanseindtryk og det neurohumorale system.

Når patienter modtager en behandling, er lægens måde at formidle information afgørende for den reelle effekt. I det lys bør læger og andre faggrupper anerkende, at der er store gavnlige effekter, som ligger uden for deres traditionelle arbejds- og kompetenceområde.

Patientens oplevelse af behandlerens troværdighed er afgørende for at få mest mulig ud af placeboeffekten. Samtidig minimeres noceboeffekten, altså den negative effekt eller bivirkning, som en person oplever, når de tror, at de tager en behandling eller medicin, der vil have negative virkninger.

Et andet aspekt er potentialet i forhold til fastholdelse af det sundhedsfaglige personale.

Vores arbejde i sundhedssektoren er ofte som et samlebånd. Men langt de fleste ser mødet med mennesker som en belønning. Og kan vi få dette møde til at fylde mere i hverdagen, kan vi skabe en helt anden tilfredsstillelse og motivation hos personalet.

Det betyder langtfra, at kunstig intelligens ikke også på forskellig vis kan forbedre hverdagen for patienter, ansatte og pårørende. Blot skal vi være opmærksomme på, at det ikke bliver på bekostning af nærvær, empati og engagement.