Når jeg bliver spurgt, hvad der er det særlige ved den danske life science-branche og årsagen til, at vi som lille land kan mønstre så stærk en lægemiddelindustri, er et af svarene det unikke og tætte samarbejde mellem private virksomheder og det offentlige, hvad enten det drejer sig om universiteter, hospitaler eller den offentlige administration.
Med samarbejde mellem offentlige og private har vi formået at skabe både et attraktivt investeringsklima – og dermed tusindvis af arbejdspladser – og at gøre en forskel for patienterne ved at udvikle banebrydende lægemidler, afdække sjældne bivirkninger, afkræfte sundhedsfarlige myter og identificere nye virkningsområder for eksisterende lægemidler.
Der er relationer og samarbejder hele vejen gennem innovationsprocessen, når lægemidler skal udvikles, afprøves, godkendes og overvåges
Men lige så naturligt, som samarbejdet falder for dem, der er involveret i det, lige så kritiske røster kan man møde fra andre, der fremfører, at ‘ingen frokost er gratis’. Underforstået: Hvis du som sundhedsperson har aktiviteter sammen med én eller flere lægemiddelvirksomheder, så er du ikke i stand til at træffe selvstændige sundhedsfaglige beslutninger og kan ikke være en faglig stemme i diskussionen.
Det er noget vrøvl. Men kritikerne af lægemiddelindustriens samarbejde med læger og sygeplejersker har da ret så langt, at det helt bogstaveligt ikke er tilladt for en lægemiddelvirksomhed at byde en læge eller sygeplejerske på frokost i forbindelse med et kortere møde, ligesom man heller ikke må efterlade så meget som en kuglepen.
Vigtig forudsætning for udvikling
Den hårde regulering af samarbejderne, som i dag indebærer, at alle donationer, sponsorater og øvrige samarbejder skal deklareres til myndighederne af såvel virksomhed som modtager, handler slet ikke om mistænkeliggørelse. Tværtimod.
Vi har den seneste tid set en del problematiserende omtaler af lægemiddelindustriens samarbejde med læger. Udgangspunktet har været, at samarbejde mellem de to parter er suspekt, og at meget samarbejde er endnu mere suspekt.
Man kan godt få det indtryk, at en del mangler kendskab til netop det udgangspunkt, man havde, da man for lidt over ti år siden bad en meget bredt sammensat arbejdsgruppe med sundhedsområdets aktører om at komme med forslag til ny regulering af samarbejder og tilknytning. Vel at mærke med udgangspunkt i regeringens ønske om, at der fortsat skal eksistere et samarbejde mellem sundhedspersoner og virksomheder inden for lægemiddel- og medicoindustrien til gavn for patienterne.
Der er mere end nogensinde brug for en lille reminder. Gruppen bag rapporten skriver, at ’samarbejde mellem sundhedspersoner og lægemiddel- og medicovirksomheder er en vigtig forudsætning for udviklingen og brugen af lægemidler og medicinsk udstyr.’
Nødvendigt samarbejde
Reguleringen handler – med god grund – ikke om, at samarbejdet er problematisk, eller at det skal begrænses. Tværtimod vil man gerne sikre det, udbygge det og skabe de bedste forudsætninger for det samarbejde, der foregår. Det er blot afgørende, at vi alle kan have tillid til, at samarbejdet foregår på en ordentlig måde. At det er legitimt, og at det er videndrevet. Det kræver naturligvis, at det foregår åbent og transparent, og det er netop det, hele registreringen af tilknytning handler om.
Der er en bred anerkendelse af, at samarbejde mellem læger og virksomheder er nødvendigt. Der er relationer og samarbejder hele vejen gennem innovationsprocessen, når lægemidler skal udvikles, afprøves, godkendes og overvåges.
Og vi står gerne ved samarbejder, sponsorater og ansættelsesforhold med alt, hvad de indebærer. Men som branchens repræsentant er jeg ærlig talt lidt træt af at skulle læse spekulative artikler, som ikke forholder sig til virkeligheden: At samarbejder mellem offentlige og private udvikler nye behandlinger, opkvalificerer læger og sygeplejersker, styrker sundhedsvæsenet og bidrager til, at patienterne år for år får bedre behandling.