I disse dage afholdes den årlige J.P. Morgan Healthcare Konference i San Francisco – et globalt tilløbsstykke, hvor der præsenteres innovative sundhedsløsninger og indgås aftaler og transaktioner mellem etablerede industrielle aktører, professionelle investorer og fremadstormende start-ups.
Men er danske virksomheder repræsenteret i proportion med vores ambition om at være blandt de førende life science-nationer? Og hvad vil det sige at være førende?
Ifølge OECD topper USA som den nation med flest etablerede biotekvirksomheder, mens Frankrig indtager førerpositionen i EU. Hvis man ser på, hvor meget kapital biotekvirksomheder i forskellige lande benyttede på R&D i 2021, er det to andre lande der skiller sig ud: Belgien og Schweiz.
Høj risiko og høje omkostninger
Sidstnævnte lande havde i 2021 hver omtrent 400 R&D-aktive biotekvirksomheder, mens Danmark havde omtrent halvt så mange. Til sammenligning viste tallene fra OECD, at de belgiske og schweiziske biotekvirksomheder i gennemsnit benyttede omtrent fire gange så meget kapital på R&D som de danske biotekvirksomheder.
Selvom tallene ikke er specifikke for life science, er det alligevel interessant, hvor meget kapital de enkelte landes biotek virksomheder bruger på R&D. Specielt set i lyset af hvor kapitalkrævende det er at udvikle nye lægemidler.
Det tager mange år fra idé og laboratorie til et markedsført lægemiddel – ofte 10 år eller mere. Og vejen dertil er forbundet med høj risiko samt store forsknings- og udviklingsomkostninger.
Der er lavet talrige internationale analyser over, hvad det kræver af investeringer at få et lægemiddel på markedet. Afhængig af det terapeutiske indikationsområde, typen af lægemiddel samt den regulatoriske- og klinisk operationelle kompleksitet er de gennemsnitlige estimater angivet til beløb på mellem 1 og 35 mia. danske kroner, hvis man medregner omkostninger forbundet med de fejlslagne forsøg i beregningen.
Er der tilstrækkelig kapital?
I december udgav Life Science Rådet sine anbefalinger til regeringens kommende strategi for life science. Det er rådets vision, at Danmark skal udklække og udvikle flest levedygtige life science start-ups til gavn for menneskers og planetens sundhed, samt at Danmark skal være i top-3 over bedste produktions- og investeringslande for life science i Europa.
Rådet kommer med den konkrete anbefaling, at danske life science-virksomheder skal have adgang til sammenhængende finansiering i hele værdikæden. Da størstedelen af lægemiddeludviklingsomkostningerne ligger i de senere kliniske afprøvningsfaser, er det specielt denne del af værdikæden, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved, om nye og kommende danske life science-virksomheder kan få adgang til tilstrækkelig kapital.
Hvis noget tilsvarende skal ske i Danmark, vil det være relevant at se på, hvordan man kan forbedre rammevilkår og beskatningsforhold set med investor-øjne.
Ifølge en analyse fra Damvad Analytics blev der i 2021 indgået finansieringsaftaler for 558 mio. USD i danske life science startups i form af pre-seed, seed, series A og series B funding – investeringer, der typisk kommer fra venture kapitalfonde. Det skal ses i sammenhæng med, at beløbet året forinden kun var på 107 mio. USD, og at 2021 globalt set var rekordhøj, både hvad angår mængden og den totale værdi af life science-transaktioner.
Desuden gik størstedelen af finansieringsaftalerne i Danmark til tidlig stadie-funding. Vurderet over en årrække var investeringsandelen til senere stadie-udvikling (series B funding) kun 9 pct. af det samlede beløb.
Offentlig investering eller start-ups som strategi?
Hvis dette mønster fortsætter med at være gældende, skal der etableres alternative finansieringsmuligheder for de mere modne virksomheder, som efterspørger langsigtede investeringer for at kunne opskalere og realisere deres potentiale i Danmark.
Her kunne vi passende overveje at supplere med offentlige investeringer til life science-virksomheder i de senere faser. Andre europæiske regeringer har afsat milliard-budgetter dedikeret til at støtte life science virksomheders vækst og industrialisering. Eksempelvis har regeringen i Storbritannien via et Life Sciences Investment Programme committet sig til at støtte ‘later stage’ life science venturefonde med UK fokus, og regeringen arbejder på at tiltrække yderligere investeringer med tilsvarende formål fra både private og institutionelle investorer. Hvis noget tilsvarende skal ske i Danmark, vil det være relevant at se på, hvordan man kan forbedre rammevilkår og beskatningsforhold set med investor-øjne.
En alternativ strategi er, at Danmark fokuserer på at blive førende life science nation i kraft af dannelsen af flest nye start-ups og støtte dem i de tidlige faser, hvorefter de succesfulde kan blive opkøbt af etablerede udenlandske virksomheder.
Det kan godt være, at denne strategi overordnet set vil være til gavn for menneskers og planetens sundhed – men det skaber ikke nye danske eksport- og væksteventyr.
