Læger er lette ofre for stress

Læger er lette ofre for stress For nylig fastslog en landsdækkende arbejdsmiljøundersøgelse, at mere end hver tredje praksislæge er udbrændt, og over 10 pct. af de udbrændte læger har overvejet selvmord. De høje tal er bl.a. en konsekvens af et øget arbejdspres og en stærk lægefaglig identitet, vurderer stressforsker og eksperter.

Det er langtfra alle praktiserende læger, der er tilfredse med deres arbejdsliv. I efteråret sidste år skabte en landsdækkende undersøgelse af arbejdstilfredsheden og det psykiske miljø blandt praksislæger debat. Undersøgelsen var foretaget af Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus og viste, at 38 pct. af praksislægerne var udbrændte. Heraf havde 13 pct. overvejet selvmord. Til sammenligning viser de nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen, at ni pct. af den voksne danske befolkning er stressede i hverdagen.

En rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø om arbejdsmiljø og helbred fastslog for nylig på lignende vis, at læger er den jobgruppe i Danmark, der føler sig mest stressede.

Ifølge speciallæge i arbejdsmedicin og stress-forsker Bo Netterstrøm afspejler de høje tal bl.a., at læge-patient-forholdet har forandret sig. Tidligere var lægen en autoritet, hvis råd patienterne indiskutabelt rettede sig efter. I dag har patienterne adgang til viden på et helt andet niveau, hvilket udfordrer lægens selvforståelse, lyder det.

»Når patienten konstant sætter spørgsmålstegn ved de vurderinger, lægen laver, så udfordrer det lægens integritet. Derudover har der de senere år været stort fokus på muligheden for at rejse en klage. Det skaber usikkerhed og er følelsesmæssigt belastende for lægen at føle sig overvåget i sit arbejde,« siger Bo Netterstrøm.

Han tilføjer, at mange læger har bygget deres identitet op omkring deres faglighed, hvilket betyder, at kritik eller klagesager kan føles som et meget personligt angreb.
Thomas Milsted, der er medlem af Stresstænketanken og Tænketanken Lighed i Sundhed og i mange år har holdt foredrag om stress, trivsel og arbejdsglæde, peger på, at lægers opfattelse af stress kan medføre til udbrændthed.

»Der er studier, der viser, at jo længere en uddannelse du har, des mere sandsynligt er det, at du ser stress som et uomgængeligt arbejdsvilkår: Er du ikke stresset, tager du ikke dit arbejde alvorligt,« siger Thomas Milsted og tilføjer, at akademikere — som i større eller mindre grad råder over deres eget arbejdsliv — ofte omtaler stress som skamfuldt, da det opleves som selvforskyldt.

Tidligere praktiserende læge og psykoterapeut Trine Rønnov har selv været sygemeldt med stress. Hun ejer i dag virksomheden stresslæge.dk og udbyder foredrag og stresshåndteringskurser til (bl.a.) læger. Hun genkender den skam og skyldfølelse, som Thomas Milsted refererer til, og forklarer, at selvbebrejdelsen gør, at læger i lang tid overhører egne stress-symptomer. Det kan stå på så længe, at den stressramte til sidst bukker under, siger Trine Rønnov:

»Som læger ‘opdrages’ vi til at tage Tarzan-kostumet på og klare alt — lige fra første dag i akutmodtagelsen, hvor den unge læge får hyleren i hånden! Tarzan-kulturen gør, at læger glemmer at mærke sig selv og deres grænser, hvilket gør dem til lette ofre for stress.«

På sine kursusforløb har Trine Rønnov fokus på at få kursisterne til at mærke, hvordan de har det, lære at sige til og fra og passe bedre på sig selv såvel på jobbet som privat.

»I modsætning til sygeplejersker, som har en udtalt teamkultur, er læger ofte ’ensomme ulve’ i deres arbejdsliv. Det betyder bl.a., at de ofte ikke får vendt de ting, der nager i løbet af en arbejdsdag,« siger hun og fortsætter:

»Læger er opdraget til at tage et enormt stort ansvar, og ansvaret ender ofte med at få større prioritet end egenomsorgen — læger er opdraget til at drage omsorg for andre, ikke for sig selv. Hvis den stressramte læge ikke lærer at stoppe op, kan stressen udvikle sig til udbrændthed.«

En anden årsag til, at læger kan have svært ved at smide Tarzan-kostumet, er, ifølge Trine Rønnov, frygten for prestigetab.

»Mange læger er typisk første barn i søskendeflokke. De er vant til at skulle være bedst og har levet deres liv på anerkendelse. Derfor kan det forekomme livsnødvendigt at holde den fane højt, så selvbilledet ikke krakelerer,« siger hun og tilføjer, at hun ofte taler med læger, der har klare symptomer på stress, men alligevel vælger behandling fra, da de ikke kan forlige sig med at være syge og skulle række ud efter hjælp.

Stress laver huller i hjernen

Bo Netterstrøm har for nylig udarbejdet en undersøgelse af, hvilke faggrupper der er mest udsatte for stress. Det viser sig, at det er de faggrupper, der yder omsorg for andre, som oftest rammes af stress.

»Det kan forklares med, at de øgede produktivitetskrav, vi ser overalt i det offentlige, gør det svært for omsorgsyderne at føle, at de når i mål med det, de gerne vil. De opfylder måske de kvantitative mål, men nages konstant af en følelse af ikke at nå i mål kvalitativt. Og det er her, faren lurer: i usikkerheden og utilstrækkeligheden,« siger Bo Netterstrøm.

Thomas Milsted giver det politiske system en del af skylden for den høje forekomst af stress.

»Det er påfaldende, at vi ser en stigning i stressrelaterede problemer i en periode, hvor sundhedsvæsenet har været underlagt store strukturforandringer. Bl.a. har vi været vidne til et skift fra familielæger til stordriftsklinikker. Her er politikerne inde og pille ved nogle essentielle normer og værdier, men jeg synes ikke, at de har taget højde for de arbejdsmiljømæssige konsekvenser, sådanne forandringer har. Og så spiller de et farligt spil, når de forsøger at detailregulere almen praksis, som jo ikke er en offentlig instans, men selvstændige erhvervsdrivende virksomheder,« siger han.

Trine Rønnov har erfaret, at mange læger finder ro og accept i at vide, at der findes evidens for, at stress har en fysiologisk påvirkning på kroppen og hjernen. Stress øger koncentrationen af hormonet kortisol, som over tid laver ‘huller’ i stressreguleringscentret i hippocampus, som så giver frygtcentret (amygdala) frit spil.

»De fysiologiske forandringer betyder, at stressramte er dårlige til at kommunikere, mister evnen til at være kreative og se løsninger, har vanskeligt ved at bevare overblikket, hukommelsen og koncentrationen forringes, og det bliver sværere at indgå i sociale relationer. Og det øger risikoen for at udvikle angst,« siger Trine Rønnov og tilføjer, at de samme symptomer er i spil, når vi udsættes for forandringer.

Hun mener, at et skridt i den rigtige retning vil være at etablere fysiske rum til mentale pauser på hospitaler og i almen praksis. Rum, hvor ydre stimuli og krav — såsom smalltalk, patientcases og faglige opdateringer — for en stund kan lukkes ude og lægerne kan tanke energi. Derudover mener hun, at alle læger ville have gavn af et kursus i mental træning, f.eks. mindfulness.

Indkaldelse til dialogmøde

I undersøgelsen fra Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus svarede størstedelen, at de blev stressede af udefrakommende administrative opgaver. Også opgaver relateret til drift og komplekse patienter blev fremhævet som belastende. Kombinationen af øgede krav til dokumentation, højere produktivitetskrav og krævende patienter resulterer i lange arbejdsdage og opgaver, der må skydes til dagen efter. Bo Netterstrøm antager, at uklare krav til, hvor hurtigt læger skal løse deres opgaver, er med til at gøre dem mere stressede.

»Der mangler en kalkule for den forventede arbejdsbelastning. I dag er forventningerne diffuse, hvilket nærmest gør det tæt på umuligt for lægerne at føle, at de har gjort deres arbejde godt nok,« siger han og fortsætter:

»Jeg har været i dialog med flere praksislæger, der har haft stor glæde af at skære ned på antallet af patientkontakter for i stedet at bruge nogle dage om ugen på f.eks. forskning og undervisning. Men grundet lægemangel er det mange steder reelt ikke en mulighed.«

Forebyggelse af stress i lægefaget ligger ikke lige til højrebenet, men en måde at få taget hul på problemet er ifølge Thomas Milsted at inddrage lægerne aktivt i udarbejdelsen af en handlingsplan på området.

»Jeg tror, at mange læger i lang tid har følt, at de har fået trukket en masse reformer ned over hovedet, som de ikke har haft indflydelse på. Det genererer en følelse af afmagt og frustration. Politikerne bør tage lægerne seriøst og invitere dem til dialog om, hvilke forandringer de efterspørger,« siger han.

Undersøgelsen fra Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus forholder sig til stress blandt praksislæger. Men både Bo Netterstrøm og Thomas Milsted er overbeviste om, at stressproblematikkerne og det høje antal stressramte kan genfindes på hospitalerne. Den større grad af uforudsigelighed og omskiftelighed, der kendetegner mange specialer, kan endog betyde, at stress er et mere udtalt problem på hospitalerne, siger Thomas Milsted.

»Mine børn skulle true med flytte, før jeg erkendte at have stress«

»Vi har skabt et system, hvor vi løber med 
120 km/t. hele tiden«

 

Skriv kommentar