I et åbent brev kritiserer læge Emma Helledie og sygeplejerske Jesper Grud Rasmussen regeringens udvalg for værdig død for kun at fokusere på implementeringen af aktiv dødshjælp.Foto: Colourbox

Læge og sygeplejerske forlader regeringens udvalg for en værdig død To medlemmer fra regeringens udvalg om værdig død kritiserer udvalget for kun at fokusere på, hvordan aktiv dødshjælp kan implementeres i Danmark.

Det var med målet om at bidrage til en samtale med danskerne om, hvad en værdig død er, og for at være med til at skabe debat med etiske overvejelser om, hvordan en mere værdig død sikres bedst for alle, at Emma Helledie, afdelingslæge ved Enhed for lindrende behandling på Aarhus Universitetshospital, og Jesper Grud Rasmussen, klinisk sygeplejespecialist ved Diakonissestiftelsens Hospice, blev en del af regeringens udvalg for en værdig død.

Nu har de to medlemmer i protest valgt at forlade udvalget. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Udvalget for en værdig død blev nedsat i efteråret 2023, efter Etisk Råd havde taget stilling til aktiv dødshjælp. Udvalgets mål er at støtte regeringens ønske om at ‘skabe en dansk model for en mere værdig død.’

De to medlemmer har skrevet et åbent brev til udvalget og sundhedsminister Sophie Løhde (V), som er delt på LinkedIn. Her skriver de, at de trækker sig fra opgaven, fordi de mener, at udvalgets fokus kun er på implementeringen af aktiv dødshjælp og ikke på de etiske overvejelser og konsekvenser, som kan følge med implementeringen af aktiv dødshjælp.

»Vores oplevelse er, at udvalget fra starten har haft et ufravigeligt fokus på at skabe konkrete modeller for aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Ikke med fokus på, om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord overhovedet skal ind i sundhedsvæsenet med de konsekvenser, det vil have. Men derimod et fokus på, hvordan aktiv dødshjælp og assisteret selvmord kan implementeres i Danmark. Vi mener ikke, at det er den opgave, som kommissoriet stiller,« står der i det åbne brev.

Emma Helledie forklarer sig over for Kristeligt Dagblad:

»Jeg kan ikke stå på mål for, at udvalget leverer anbefalinger til konkrete modeller for dødshjælp,« siger hun og fortsætter:

»Det mener jeg ikke er den opgave, der er beskrevet i kommissoriet, og det er ikke den opgave, jeg har sagt ja til, og derfor er jeg nødt til at trække mig.«

Skriv kommentar