Det står efterhånden klart for de fleste, at manglen på arbejdskraft er blandt de absolut største udfordringer i fremtidssikringen af et stærkt sundhedsvæsen. Udfordringen bliver endnu mere udtalt i takt med, at de demografiske ændringer med et stigende antal ældre og kronisk syge begynder at sætte deres præg. Det skaber forståelige panderynker blandt både politikere, embedsmænd og sundhedsfaglige.

Vi opfordrer til, at der ikke blot fokuseres på erhvervsskolerne og de offentlige hospitaler, men også på hvordan særligt private sygehuse og klinikker kan bistå i uddannelsesindsatsen

Senest kom Robusthedskommissionen med sine anbefalinger til, hvordan man kan løse en række af de grundlæggende udfordringer på ældre- og sundhedsområdet. Fra Dansk Erhverv og Sundhed Danmark ser vi med stor interesse på en række af kommissionens anbefalinger på uddannelsesområdet. For en ting er sikker: Skal vi imødekomme manglen på arbejdskraft, skal der åbenlyst uddannes flere sundhedsfaglige medarbejdere. Og de skal gerne uddannes hurtigt, uden at det går ud over kvaliteten i sundhedsvæsenet.

Er det nuværende uddannelsesgrundlag retvisende?

Det er en kompliceret opgave, som vi i lighed med Robusthedskommissionen ser en række veje ud af. En væsentlig forudsætning er dog, at der skabes et realistisk billede af fremtidens behov fordelt på de forskellige sundhedsfaglige uddannelser og de konkrete specialer, hvor behandlingsbehovene bliver størst.

Derfor er det en udfordring, at det fremtidige uddannelsesbehov ud fra den nuværende model, vurderes ud fra de opgaver, der udføres på offentlige sygehuse og ikke også på f.eks. privathospitalerne. Der er derfor en reel risiko for, at det nuværende uddannelsesgrundlag ikke er retvisende. Dette skyldes, at man i den såkaldte dimensioneringsplan fra Sundhedsstyrelsen, hvor man vurderer det fremtidige behov for speciallæger, ikke medtager aktiviteten på privathospitalerne, når man skal opgøre det fremtidige lægebehov. Dette til trods for, at en betydelig andel af den samlede aktivitet i forbindelse med planlagte kirurgiske indgreb, bliver foretaget på privathospitaler.

Altså undervurderer man konsekvent behovet, når privathospitalernes personalebehov ikke medtages. Det bør der naturligvis laves om på, så vi får reel vished for, hvor på uddannelsesområdet vi skal sætte ind for at kunne imødekomme fremtidens behandlingsbehov bedst.

Privathospitaler kan uddanne fremtidens sundhedsfaglige

Robusthedskommissionen anbefaler også, at der skal indføres flere indgangsveje til sundhedsuddannelserne, og at fleksibiliteten i uddannelsesforløbene skal øges. Det vil absolut være gode skridt i den rigtige retning. Men vi opfordrer til, at der ikke blot fokuseres på erhvervsskolerne og de offentlige hospitaler, men også på hvordan særligt private sygehuse og klinikker kan bistå i uddannelsesindsatsen.

Der er ganske enkelt behov for flere, der kan løse generelle opgaver på områder med stort behov

Et godt eksempel er på anæstesiområdet, hvor privathospitalerne har erfarent personale, der leverer de nyeste bedøvelses- og smertebehandlinger i højeste kvalitet. Det samme gør sig gældende på mave-tarm-området, hvor privathospitalerne udfører en række komplicerede kikkert- og videoundersøgelser, som er afgørende i opsporingen af alvorlige sygdomme som tarmkræft. Privathospitalerne kan således tilbyde et højt fagligt miljø, der er lærerigt for både kommende og nuværende sundhedsfaglige medarbejdere.

Derfor vil det være helt oplagt at inddrage privathospitalerne som en indgangsvej eller i det mindste et muligt punkt i uddannelsesforløbene for både nye sundhedsfaglige og sundhedsfaglige, der ønsker at videreuddanne sig. Det ses også ved andre sundhedsrelevante uddannelser, hvor der er et andet og naturligt samarbejde med private aktører.

Øget fleksibilitet kalder på konkrete løsninger

Endelig er der behov for at løsne op for specialiseringen i de enkelte uddannelser, hvis vi skal omsætte Robusthedskommissionens tanker om at øge fleksibiliteten i uddannelsesforløbene. Der er ganske enkelt behov for flere, der kan løse generelle opgaver på områder med stort behov.

Hvis vi igen ser på anæstesiområdet, kunne en løsning være at uddanne eller videreuddanne flere anæstesisygeplejersker med generelle kompetencer, som hurtigere vil stå til rådighed for at kunne løse opgaver på generelle områder med store behandlingsudfordringer, men som så ikke vil kunne behandle de mest komplicerede patientgrupper. Altså, en slags sundhedsfaglige generalister.

Helt konkret uddannes anæstesisygeplejersker i dag, så de kan varetage en lang række specialer. Dette til trods for, at det faktisk er inden for nogle få specifikke specialer, hvor der for alvor er mangel på anæstesisygeplejersker. Derfor er der ingen grund til, at vi uddanner anæstesisygeplejerskerne til at varetage en række specialer, hvis de ikke efterfølgende får brug for at gøre brug af alle disse specialer.

Derfor lyder vores opfordring, at man laver en kortere og mere generel uddannelse, der sikrer sygeplejerskerne de nødvendige anæstesi-kompetencer. Herefter kan man specialisere sig inden for enkelte specialområder, i det omfang det vurderes nødvendigt.  Med en mere generel uddannelse til anæstesisygeplejerske, ville det give mulighed for, at private aktører i højere grad kunne bidrage til uddannelsen af fremtidens sundhedspersonale. Samtidig ville vi også hurtigere kunne få uddannet flere anæstesisygeplejersker med de kompetencer, som efterspørges af offentlige såvel som private afdelinger.

Manglen på sundhedspersonale er en alvorlig udfordring, der helt forståeligt skaber panderynker hos politiske beslutningstagere og sundhedspersonalet. Men udfordringen kan løses. Skal det lykkes, kræver det inddragelse af det samlede sundhedsvæsen. Også den private del.