Debat: Om kirurgi og musik
Foto: Palle Skov

Debat: Om kirurgi og musik Hvordan kunne en kirurgs uddannelse se ud, hvis vi lærte af musikere og andre med en professionel indstilling til deres fag, spørger to uddannelsesansvarlige hjertekirurger.

Forestil dig, at du gerne vil være klarinettist i et orkester, men i det land, du bor, er uddannelsen opbygget efter samme skabelon som kirurguddannelsen i Danmark.  

I det land skal du have en meget høj gennemsnitskarakter efter gymnasiet, med vægt på sproglige og samfundsfaglige fag. Hvis karaktererne tillader, at du kommer ind på konservatoriet, skal du have en 6,5 årig uddannelse i nodelære, i svingningers fysik og i den historiske og tekniske udvikling af samtlige instrumenter, der kan indgå i et orkester. Endelig skal du jævnligt høre et orkester træne og spille koncert.

Efter de 6,5 år er du uddannet musiker og skal nu i gang med at spille. Før du starter på klarinetten, skal du lige gennemgå et halvt år, hvor du for at forstå orkestrets øvrige medlemmer følger strygerne. Dernæst et halvt år, hvor du følger blæserne og endelig et halvt år, hvor du underviser elever. 

Undervejs kan du – hvis du ønsker det gennemgå et kursus, hvor du træner på en simuleret klarinet. Den kan ikke frembringe lyde, men der er knapper så fingerstillingerne kan trænes. I samme periode skal du helst skrive en videnskabelig afhandling om klarinettens plads i en berømt komponists værker.

Orkesterlærling med begrænsninger

Hvis din videnskabelige afhandling godtages (men ikke nødvendigvis offentliggøres), kan du få ansættelse som lærling i et orkester. De første år deltager du som tilhører i orkestrets prøver og vender nodeblade for klarinettisten. To gangen om måneden får du lov til at spille en enkelt tone ved koncerterne.

Kernekompetencen for en kirurg er at kunne operere, og man kan ikke være en god kirurg uden at være god til at operere. Det læres kun gennem undervisning og træning, træning, træning

Efter nogle år, hvor du har skrevet flere videnskabelige artikler, har trænet de kommunikative evner og undgået at spille for mange falske toner, får du fast ansættelse i et orkester og deltager derfor både i orkesterprøverne og ret hurtigt også i koncerterne. Du får din egen klarinet og kan både genoptræne fingersætningerne og høre tonerne.

På dette tidspunkt glæder du dig over, at du nu, allerede som 37-årig, har nået dit mål. Du er blevet klarinettist i et orkester. Nu skal du bare lære at spille. 

Viser det sig, at du spiller forkert hyppigere end de andre, må du forsøge at undgå koncerterne og udnytte dine videnskabelige eller kommunikative evner til gavn for orkesteret.

I dette land erkender koncertgængerne, at landet ikke har verdens bedste musikere, men alle er enige om, at selve musikken er verdens bedste. Heri er tilhørerne enige både med musikerne og regeringen, der betaler for uddannelsen.

Inspiration fra andre fag

Heldigvis har vi her i Danmark en rigtig god uddannelse af musikere, hvor man ikke er bange for ord som udvælgelse, vedholdende træning, talent og musikalitet. Men hvordan kunne en kirurgs uddannelse se ud, hvis vi lærte af musikere og andre med en professionel indstilling til deres fag?

Ønskede du en sådan uddannelse, skulle du lige efter gennemført embedseksamen ansøge om optagelse på en af de tre kirurg-skoler i Aarhus, Odense eller København. 

Alle ansøgere optages, og der undervises gennem to måneder intensivt i anatomi og basale tekniske færdigheder vedrørende åben og skopisk kirurgi. Dissektion og operative øvelser på bedøvede grise er væsentlige elementer. 

Skolernes opgave er ikke kun at undervise, de skal også vælge de kommende kirurger. Efter de to måneder er der afsluttende eksamen, og det antal aspiranter, der skønnes at være brug for, udvælges. De øvrige må søge ind i andre specialer. 

De udvalgte kirurgaspiranter bevarer tilknytningen til kirurgskolen, som råder over et antal stillinger på alle afdelinger inden for de skærende specialer. Skolen besætter stillingerne (aspirantstillinger) med kirurgaspiranterne for et år af gangen. Skolen monitorerer aspirantens kirurgiske fremgang, idet der for hvert kirurgisk speciale er beskrevet en målsætning for fremgangen.

Aspiranter skal operere hver dag  

Der er ikke flere stillinger på en afdeling, end der er operationslejer, for aspiranterne skal på operationsstuen hver dag, enten som assistenter eller som operatører. De skal også hver dag gå stuegang på alle de patienter, de har opereret. Endelig skal de skrive journaler på alle de patienter, hvor de senere skal deltage i operationen. 

Hver anden eller tredje uge skal aspiranterne holde weekendvagter uden kompenserende fridage, og derfor kan arbejdstiden for aspiranterne ikke holdes på 37,5 timer ugentligt. 

Der skal føres logbog over alle de operationer aspiranten har foretaget, og logbogen skal også dække alle komplikationer. Afdelingen giver rapport til skolen efter endt ophold.

Efter tre år vælger aspiranterne det endelige speciale i samråd med skolen. Efter aftale med skolen kan aspiranten arbejde 6-12 måneder på en relevant medicinsk afdeling. Efter 2-3 års arbejde som kirurg i specialet vælges subspeciale. Efter tidligst otte år, og på et tidspunkt hvor aspiranten selvstændigt har udført stort set alle kirurgiske indgreb indenfor subspecialet med tilfredsstillende resultater, kan skolen, i samråd med den afdeling, hvor aspiranten er ansat, udnævne aspiranten til speciallæge i et kirurgisk speciale. 

Skrives der ingen artikler undervejs? Måske, men det er ikke et krav. Er aspiranten på besøg på de førende kirurgiske afdelinger i Europa? Selvfølgelig. Er aspiranten til de store internationale kongresser? Naturligvis.

Uopnåelig, som det er i dag 

Er uddannelsen utopisk? Bestemt, fordi ansættelsen af en yngre læge på en kirurgisk afdeling de facto sker af hensyn til driften, ikke af hensyn til uddannelsen. Der skal skrives journaler og holdes vagter, og de operationer, der egner sig til uddannelse af yngre læger, fordeles retfærdigt og ligeligt på alle læger, hvad enten lægerne skal være kirurger eller ej. 

Uddannelsen er også uopnåelig, fordi skåne- og arbejdstidsregler tager hensyn til lægernes velbefindende og ikke til kommende kirurgers eksponering for kirurgi, samt fordi registerloven forhindrer, at man kan registrere sine patienter og følge deres komplikationer. 

Selvfølgelig er det et krav, at en god kirurg skal kunne kommunikere, forske, undervise, stille indikationer og meget andet, og det må læres sideløbende med den kirurgiske træning i løbet af årene på afdelingerne. 

Kun én vej frem: Træning, træning, træning

Men kernekompetencen for en kirurg er at kunne operere, og man kan ikke være en god kirurg uden at være god til at operere. Det læres kun gennem undervisning og træning, træning, træning. 

Vi har forstået, at afdelingerne skal have et stort volumen for at holde kvaliteten og vi har gennem specialefordelingen indrettet hospitalerne efter det, men tilsyneladende har vi glemt, at kirurgerne også skal have stort volumen for at blive dygtige.  

Hvorfor lærer vi ikke af jægersoldaterne, musikerne og de professionelle sportsfolk og tager uddannelsen af kirurger alvorligt? Ingen af de ovenstående grupper ville kunne bruge en uddannelse, som er opbygget som kommende kirurgers. 

Tog vi faget kirurgi alvorligt, omfavnede vi begreber som udvælgelse, vedholdende træning, talent, finmotorik og rumlig sans. Vi valgte de mest talentfulde læger og uddannede dem intensivt, med kun ét mål for øje. De skal være gode kirurger. 

Skyldes vores accept af den eksisterende kirurguddannelse, at vi ikke mener, at der er behov for forbedring? Måske. Vi har trods alt – efter sigende – mærkværdigvis stadig verdens bedste sundhedsvæsen.

Læs også: 

Sundhedsstyrelsen om privat speciallægeuddannelse: Aftaler er vejen frem

Katastrofe eller logisk konsekvens?

Ung kirurg: »Det går mig meget på at se, hvordan uddannelsen så at sige smuldrer mellem fingrene på os«

Debat: Vi visiterer kirurgiske patienter til privathospitalerne, men glemmer uddannelsen

Skriv kommentar