Debat: Yngre Læger svigtede mig, da jeg blev udsat for vold i lægeverdenen
Foto: Joachim Rode

Debat: Yngre Læger svigtede mig, da jeg blev udsat for vold i lægeverdenen Der var ikke megen hjælp at hente fra hverken min afdelingsleder eller min fagforening, da jeg på mit job som reservelæge blev slået i baghovedet af en overlæge. I stedet fik jeg at vide, at jeg skulle lære at tilgive og spurgt om, hvorfor jeg overhovedet ville gå videre med sagen.

‘Vil du være inden for specialet?’

Sådan lød det fra min fagforening, efter at jeg var blevet fysisk forulempet af en overlæge og måtte vælge imellem en fremtid på min afdeling eller at gå i rette med det svigt, jeg oplevede fra min leder efter at være blevet udsat for vold.

Vi skal fem måneder tilbage, og jeg er netop startet i min første introduktionsstilling på et større hospital i hovedstadsområdet. I forbindelse med mit arbejde opsøger jeg min bagvagt for at få hjælp til at ordinere en behandling korrekt. Han kritiserer mig, fordi jeg ikke ved, hvordan man fører en patients vægt ind i Sundhedsplatformen, og jeg svarer tilbage, at jeg ikke vidste, at det var en lægeopgave.

Herefter giver han mig et slag med flad hånd i baghovedet, som havde han ret til at afstraffe mig. Han siger, at jeg har fortjent én til, hvorefter han ser mig dybt i øjnene og gentager slaget.

Jeg er chokeret og ude af stand til at reagere. Jeg siger ikke noget, og jeg hører heller ikke, hvad han siger til mig, inden han forlader rummet. Kort tid efter finder jeg et sted, hvor jeg kan være alene, og bryder sammen.

Ingen hjælp fra min leder

En time senere henvender jeg mig til min ledende overlæge, som øjeblikkeligt arrangerer et møde mellem os alle tre. Jeg går ind til mødet med en blind tiltro til, at den ledende overlæge vil varetage mine interesser. Men her tager jeg fejl. Som mødet skrider frem, får jeg det klare indtryk, at hun er mere interesseret i at få lukket sagen hurtigt end i at tage hånd om mig.

Til at begynde med benægter overlægen at have slået mig, men indrømmer senere under mødet, at der har været en fysisk berøring. Han siger dog, at det ikke bør overskride nogens grænser at blive ’daffet’, som han omtaler slagene i mit baghoved, og at det er opdigtning fra min side, at der var tale om to slag.

På mødet ’tilbyder’ han desuden at slå mig igen for at demonstrere over for min leder, hvor hårdt han slog mig. Min leder forholder sig tavst, mens jeg får tårer i øjnene og siger, at han aldrig skal slå mig igen.

Overlægen opfanger min reaktion og tilføjer uden at henvende sig til mig: ‘Jeg vil gerne undskylde, hvis Andreas føler, at det, jeg har gjort, var et overgreb’.

‘Du skal lære at tilgive, Andreas’

Efter min opfattelse en nedladende undskyldning, hvor han bagatelliserer hændelsen, efter at han både har lagt an til at slå mig igen og beskyldt mig for at digte på historien.

Herefter beder min leder mig om at give overlægen hånden, så vi kan ’komme videre’, som hun formulerer det. I min forvirring over den anspændte situation, jeg befinder mig i med to overordnede, giver jeg ham hånden, og mødet ender.

Senere samme dag henvender jeg mig igen til min ledende overlæge for at fortælle, at jeg ikke er tilfreds med håndteringen. Det får min leder til at fortælle mig, at jeg har fået en rigtig god undskyldning. Hun siger, at det er mere pinligt og grænseoverskridende for en overlæge at komme med en indrømmelse over for en ung læge, end det er for en ung læge at blive slået på af en overordnet, og at der ikke skal ske yderligere.

Den ledende overlæge afslutter med at fortælle mig, at jeg skal lære at tilgive, hvis jeg vil have et godt liv som læge. Og hun siger, at det vil være bedst for mig, hvis jeg bare lader som om, at det aldrig er sket.

Advaret mod at gå videre

Temmelig rystet over oplevelsen kontakter jeg min fagforening, Yngre Læger. Her bliver jeg viderestillet til en af deres jurister. Jeg bliver mødt med stor forståelse, men holdningen er, at jeg ikke skal gøre mig nogen forhåbninger om at få oprejsning i sagen.

Jeg får at vide, at den ledende overlæge har retten til at lede og beslutte i personalesager, og at de som fagforening ikke kan have en mening om, hvilken konsekvens sagen bør få for den fysisk krænkende overlæge. Jeg bliver spurgt, om jeg ’gerne vil være inden for specialet’, og advaret imod at gå videre med sagen af hensyn til min karriere. Jeg bliver desuden kraftigt opfordret til at finde mig i krænkelsen og komme videre.

Undervejs i samtalen med juristen bliver jeg flere gange spurgt, hvorfor jeg overhovedet vil gå videre med sagen, og hvad jeg tænker, at jeg vil få ud af det. Jeg insisterer dog på at gå videre med sagen og bliver to dage senere sat i forbindelse med en fællestillidsrepræsentant fra Yngre Læger, som desværre ikke udviser noget større engagement i sagen. Over en uge bryder hun næsten samtlige aftaler, vi laver, og jeg mister helt tilliden til hende få dage før det første afklarende møde med hende og afdelingsledelsen.

Nu er det mig, der risikerer isolation

Når jeg italesætter dette, får jeg at vide, at jeg ikke kan forvente mere, da hendes hverv er frivilligt, og jeg bliver kastet tilbage til juristen fra Yngre Læger. Vi har en telefonisk samtale, hvor vi taler om det forestående møde med ledelsen, og juristen advarer mig om, at jeg hurtigt kan komme til at inkriminere mig selv og risikere retsforfølgelse fra afdelingsledelsen, hvis jeg ikke passer på.

Jeg nævner, at den ledende overlæge formentlig ville have handlet anderledes, hvis det var mig, som havde slået overlægen, og ikke omvendt, og jeg får at vide, at et sådant udsagn er injurierende og direkte ulovligt. Jeg får desuden at vide, at Yngre Læger vil tage skarpt afstand fra mig, og at jeg kommer til at stå helt alene, hvis jeg fremsætter sådanne eksempler.

Jeg har det ikke godt på det her tidspunkt og har netop været i kontakt med min praktiserende læge, fordi jeg bruger hele dage på at stirre ud i luften, og fordi jeg har en konstant uro i kroppen, som gør, at jeg har svært ved at sove. Og nu bliver det hele så vendt på hovedet, så jeg pludselig er den, som skal frygte isolation og retsforfølgelse.

Samtalen bliver dråben, der får bægeret til at flyde over. Jeg kan ikke længere magte kampen, og da juristen i samme samtale foreslår, at jeg skal bede om en fratrædelsesaftale, gør jeg det. Der kommer til at stå, at jeg selv har sagt op, og at jeg bliver fritstillet i én måned med løn. Dermed bliver sagen lagt i skuffen, uden at der har været ét reelt møde mellem min fagforening og afdelingsledelsen, og under to uger efter at jeg blev slået. Jeg får en elektronisk henvisning til fem psykologtimer og hører ellers ikke fra min fagforening igen.

Dårligt arbejdsmiljø

Jeg har skrevet dette indlæg for at sætte fokus på, hvor svært det er for den enkelte læge at komme kritisable forhold til livs i lægeverdenen, og for at sætte spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå vores fagforening håndterer sager om fysiske og psykiske krænkelser. I lægeland eksisterer mange steder et konkurrencepræget miljø og en barsk virkelighed for unge læger, som gerne vil sikre deres fremtid inden for populære specialer og afdelinger. Hvis man vil frem, kan man ikke tillade sig at påpege groteske forhold, og vores egen forening taler ind i samme farlige strukturer, som om de er naturlove, der ikke kan rykkes ved.

Jeg er i tiltagende grad blevet bekymret for vores arbejdsmiljø efter at have oplevet det apparat, vi kalder vores fagforening. I mit tilfælde udviste vores forening hverken mod eller vilje til at gøre op med en undertrykkende kultur. I stedet for at hjælpe mig med at sende et tydeligt signal om, at vold aldrig skal finde sted på en arbejdsplads, reducerede de min oplevelse til noget, man skal lære at finde sig i, hvis man vil gøre karriere. Yngre Lægers egen konklusion på det samlede forløb er desværre lige så nedslående.

Efter at have søgt om aktindsigt i min sag hos Yngre Læger støder jeg på denne formulering i et afsluttende internt notat:

»Nogle gange har vores medlemmer nogle forventninger, vi ikke kan møde, uanset hvor meget vi selv synes, vi strækker os for at hjælpe.«

For når dem, der er sat i verden for at hjælpe os, selv mener, at de har gjort alt, hvad de kan for at strække sig, mens de både udviser tolerance over for voldelige krænkelser og direkte fraråder, at man skrider ind over for en leder, som svigter sit ledelsesansvar, mener jeg, at der er et helt grundlæggende problem hos Yngre Læger.

Kommentarer

  1. Kære Andreas

    Tak fordi du står frem – det kræver mod.

    I min optik er det du har været udsat for uacceptabelt på alle niveauer (det ydmygende overgreb, bagatalisering af hændelsen fra egen ledelse samt begrænset engagement fra YL/FTR).
    Jeg har som tidligere FTR deltaget i adskillige møder med afdelingsledelser og hospitalsdirektører for at gøre opmærksom på uacceptabel opførsel (også i mindre grelle sager end den aktuelle). Jeg synes det er væsentligt for YL at prioritere denne klare afstandstagen fra grænseoverskridende opførsel ved rent faktisk at møde op og markere det. Det at juristerne siger at der ikke er noget retsligt “at gøre” er ikke det samme som at man ikke skal afholde et møde og gøre opmærksom på hvor forkert den pågældende opførsel er. Når FTR og YL møder op så sender det et stærkt signal både til krænker, afdelingsledelse samt til den krænkede.
    Jeg håber at din åbenhed vil være med til at YL/TR/FTR husker at tydelig opbakning er afgørende i sådanne sager.

    Venlig hilsen

    Anders

  2. Kære Andreas. Jeg kan sagtens genkende din beskrivelse af ydmygende behandling fra overordnet, som jeg også var udsat for under introstilling på Hvidovre Hospital. Det er en del år siden, så vedkommende overlæge er forlængst pensioneret. Men arbejdsmiljøet har åbenbart ikke forandret sig. Adskillige yngre kolleger, der overværede episoden, var forargede og lovede at de ville klage til lederen sammen med mig.
    Da det kom til stykket fortrød de og indrømmede åbent, at det skyldtes karrieremæssige overvejelser. Tillidsrepræsentanten udviste ligesom i dit tilfælde også total mangel på civil courage. Den manglende solidariet husker jeg som det mest skuffende og frustrerende.
    Så jeg sagde også op og syns du har gjort det helt rigtige. Der findes heldigvis specialer og afdelinger, der behandler sine ansatte respektfuldt. Ikke overraskende tiltrækkes sociopater af prestigefyldte specialer. Og støder man på sådan en er det klogeste at søge væk hurtigst muligst.

  3. Hvor er det forfærdeligt at lægeverdenen åbenbart i mange tilfælde befinder sig i 1950, og således er det mest gammeldags sted i vores samfund overhovedet.

    Svigtet fra fagforeningen er særlig modbydeligt.

    Men meld dog sagen til politiet – så bliver alle parter tvunget til at tage den alvorligt.

    Det er ikke altid nødvendigt med vidner til selve overgrebet. Der findes eksempler på vold og voldtægtssager, hvor ingen vidner har været til stede, men hvis ofrets forklaring er troværdig, kan det være nok. I dit tilfælde har du desuden den ledende overlæge som indirekte vidne, da hun har hørt gerningsmanden bekræfte hændelsen.

    Det er næppe injurier at sige: “Den ledende overlæge havde formentlig handlet anderledes, hvis det var mig, som havde slået overlægen, og ikke omvendt.” Udsagnet lyder som almindelig sund fornuft.

    Jeg har heller aldrig hørt om nogen som blev dømt for injurier pga. en politianmeldelse.

    Sagen må rejse spørgsmål om fagforeningens duelighed og få konsekvenser for juristen.

    Jeg er medicinstuderende, men oplever allerede hos FADL at foreningen somme tider taler arbejdsgivernes sag mere end medlemmernes. Måske et generelt fænomen i lægeverdenen.

    P.S. Gad vide hvordan afdelingen ville reagere hvis nogen havde slået en patient. Næppe med en opfordring til patienten om at tilgive.

  4. Det er jo rystende at ikke blot arbejdsgiver men også vores fagforening reagerer sådan. Jeg vil også mene at man skulle anmelde overlægen for vold.

  5. Kære Andreas.
    Anmeld det hos politiet hvis du på nogen måde orker det! Din sag har principiel karakter og hvis ledelse og lægeforening bare beklager så prøv at gå rettens vej.
    Den pågældende overlæge trænger til at kende grænserne for ordentlig opførsel og jeg tror på, at det ville kunne ændre andre kollegers opførsel hvis din sag kom i retten og blev kendt.

    1. Disclaimer: Jeg kender intet til sagen.

      Men med mange års erfaring med forskellige slags personalesager kan jeg kun sige en ting: det er altid klogt at kende begge sider af en sag før man danner sig en mening. I denne sag er kun den ene side præsenteret.

      1. Jeg er enig med dig , Jonatan – i vigtigheden af at forstå begge sider , inden man danner sig en uforbeholden mening . Men et af de mildere responser jeg fik på at også se det fra den anden side i debatten igår på facebook var , at det var upassende. Så ender man på den forkerte side af historien, og bliver polariseret selvom det modsatte var hensigten . Nuancering har generelt dårlige kår på de sociale medier , også blandt akademikere.Det handler mere om , at markere en position, ser det ud til.

        1. Kære Jonatan,
          Fortæl mig lige en gang hvad for en “side” i historien vil kunne gøre det ok at slå en underordnet i hovedet. Gerne mindst et eksempel, tak.

          1. Kære Mahican.

            Venligst ikke lægge mig ord i munden, jeg har intet skrevet om, at det er ok at slå nogen.

            Jeg erindrer blot om, at hvis man ikke selv har været til stede, hvis man ikke har alle fakta i en sag, så pas på med at konkludere noget alt for skråsikkert.

          2. Kære Jonatan,

            Jeg lægger ikke ord i din mund, så dette standard svar giver ingen mening.

            Da der intetsteds bliver betvivlet om der er slået eller ej, kan vi gå ud fra at dette er et faktum. Så mit spørgsmål om, hvorvidt du mener noget kan retfærdige at slå et andet menneske står stadig.

        2. Kære Charlotte,
          Som mange svarede dig på Facebook og som jeg også lige svarede Jonatan: hvad vil gøre det i orden for en overordnet at slå en underordnet? Polariseringen i denne historie er allerede tydeligt til stede og har intet med manglende vilje til forståelse at gøre.

      2. Kære Jonatan Schloss.
        I din egenskab af direktør for PLO har du måske mulighed for at gå hen af gangen og drøfte sagen med dine kolleger i YL. Du kommer nu i stedet uden at vide noget til at mistænkeliggøre forløbet – Det kan ikke være i vores forenings interesse. Der er bestemt behov for en kulturændring. Med venlig hilsen
        Medlem af PLO
        Klaus Thorsen

        1. Kære Klaus.

          Mit ærinde her er at opfordre folk til at være sikre på fakta i en sag inden man bastant konkluderer noget. Jeg tænker at særligt højt uddannede har et ansvar for at lade en sag være oplyst fra flere sider inden man danner sig en mening. Og hvor fakta mangler i en sag, så pas på med at konkludere.

      3. Jonatan, der er et problem ved at skulle kende begge sider af sagen før man kan gå videre: så kan sagen stonewalles ved at den anklagede part siger: ingen kommentarer. Du kender teknikken.
        Som minimum skal en anklage føre til en undersøgelse, hvor manglende medvirken betragtes som erkendelse af skyld. Sådan er det når patienter anklager læger. Læger skal også have deres klager behandlet seriøst, specielt i deres egne foreninger.

        1. Der er vist mange personer i denne sag. Den yngre læge, overlægen, den udd.ansvarlige overlæge, den led. overlæge, sygehusledelsen, sagsbehandler i YL og sikkert flere. Mindst 6 forskellige aktører med hver sine oplevelser og interesser. Denne artikel belyser kun 1 af de 6.

  6. Kære Jonatan Schloss.
    I din egenskab af direktør for PLO har du vist mulighed for at gå hen af gangen og drøfte sagen med dine kolleger i YL. Du kommer nu i stedet til at mistænkeliggøre forløbet – Det kan ikke være i vores forenings interesse. Der er bestemt behov for en kulturændring.
    Med venlig hilsen
    Medlem af PLO
    Klaus Thorsen

    1. I øvrigt: Jf. GDPR så kan en PLO´er ikke få oplysninger om en YL personalesag. PLO og YL er to selvstændige organisationer, så vi må ikke dele sådanne følsomme data. Men den konkrete sag er heller ikke min ærinde, mit ærinde er højtuddannede menneskers evne til at ignorere kildekritik og manglende fakta.

      1. Kære Jonatan Schloss

        Jeg mener, at det giver stof til eftertanke, at du taler om kildekritik, men i din egen “disclaimer” selv undlader at oplyse, at du udtaler dig som direktør i en del af den forening, som er under kritik. Som den ene “højtuddannede” til den anden, vil jeg anbefale dig, at holde op med at perseverere yderligere for at undgå at du selv og PLO bliver endnu mere pinlige.

        Mvh
        Medlem af PLO
        Klaus Thorsen

        1. PLO har intet med YLs personsager at gøre og omvendt. Hvad mit job er er næppe nogen hemmelighed. Tænker du undgår sagens substans – at en masse læger udtaler sig skråsikkert om en sag de ikke kender meget til.

  7. Allerførst – stor respekt til dig, Andreas og opbakning herfra.

    Hvor bliver jeg skuffet af nogle af reaktionerne til et debat-indlæg af en ung kollega, som blotter sig for hele lægestanden i håb om forbedring, primært for andre. “Den anden side af historien”? Der er ingen “side” der kan gøre det ok at slå et andet menneske – især ikke hvis personen står under dig. Forestil dig at politiet vil tage højde for partnerens side i partnervold. Vi er langt inde i det 21. århundrede, folkens.

    Hvor er egentlig den uddannelsesansvarlige overlæge henne i denne historie? Jeg vilel i min tid som UAO aldrig have accepteret dette imod af af mine uddannelseslæger. Heller ikke som ledende overlæge ville jeg under ingen omstændigheder have accepteret dette (trods for mine manglende ledelsesevner).

Skriv kommentar