I sidste uge kom regeringen med sit udspil til en sundhedsreform. Som tæt samarbejdspartner og leverandør af en lang række centrale sundhedsydelser inden for diagnostik og medicinsk  behandling i Danmark glæder vi os over de mange konstruktive initiativer i regeringens udspil til et mere velfungerende og bæredygtigt sundhedsvæsen.

Særligt glæder vi os over planerne om etableringen af et nationalt prioriteringsråd, der skal styrke sammenhængen mellem de eksisterende prioriteringsindsatser og skabe en tydeligere styring, faglig gennemsigtighed og fælles prioritering.

Vi står nemlig overfor det samme dilemma. Uanset om det handler om life science-industrien eller hele sundhedsvæsenet, imødeser vi alle den samme udfordring i de kommende år. Vi skal fortsætte vejen mod at give stadig flere adgang til behandling, der reducerer sygdom og dødelighed i vores samfund.

Men uanset om det drejer sig om personale, kvadratmeter på sygehuse eller budgetter til behandlinger, vil der være færre og færre ressourcer til at levere disse nødvendige kvalitetsforbedringer. Det er et dilemma og en udfordring – og danskerne har en berettiget forventning om, at vi løser den.

Selv med effektive behandlinger og medicin vil vi i stigende grad blive udfordret af mangel på personale og begrænset kapacitet

Regeringens udspil til en sundhedsrefom omfatter både dokumentation af udfordringerne og en række gode og konkrete løsningsforslag, som vi er overbeviste om, kommer til at have en positiv indflydelse på udvikling af fremtidens robuste og bæredygtige sundhedsvæsen.

Men hvor styrkelsen af almen medicinsk behandling – eller ‘sundhed for de mange’, som er omdrejningspunktet for regeringens udspil, mangler der detaljer om, hvordan vi prioriterer effektivt i den specialiserede behandling fremover.

Begrænset kapacitet

Med det store og nødvendige fokus, som der i de kommende år skal være på at flytte ressourcer fra sygehusene til det almene sundhedsvæsen, er der et stigende behov for også at fokusere på, hvordan vi anvender ressourcerne på de behandlinger, der forbliver på sygehusene. Selv med effektive behandlinger og medicin vil vi i stigende grad blive udfordret af mangel på personale og begrænset kapacitet. Det oplever vi allerede i dag, og det var også baggrunden for en Folkemødedebat, som vi i Roche holdt i sommer for at sætte fokus på problemet.

Morten Ziebell, lægefaglig vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, fortalte om, hvordan personalemanglen allerede er særdeles mærkbar på sygehusafdelingerne – især på de sygehuse, der ikke ligger i en universitetsby.

Jakob Kjellberg fra sundhedsstrukturkommissionen kunne godt nok med henvisning til finansministerielle fremskrivninger fastslå, at der vil være rigeligt med læger og endda også sygeplejersker ude i fremtiden. Men det ændrer ikke ved den oplevelse, der eksisterer i vores sundhedsvæsen lige nu: at der er ubesatte stillinger og dermed pres på behandlingskapaciteten.

Marijke Vittrup, direktør i Øjenforeningen, berettede om, hvordan det opleves for patienter, der lider af en øjensygdom, hvor behandlingen sker ved injektioner direkte i øjet med bestemte mellemrum. Behandlingen er individuelt tilpasset, og skal gives med de intervaller, lægen har foreskrevet. Ellers risikerer patienterne simpelthen at miste synet.

De totale omkostninger

Netop øjenområdet er et godt eksempel på, hvordan prioriteringen af behandling ikke kun handler om pris her og nu. Når sygehusene skal behandle sygdommen, kan de vælge mellem forskellige behandlinger, som Medicinrådet har anbefalet. Men der er stor forskel på, hvor ofte hver enkelt behandling skal gives.

Prioriteringen skal ikke kun tage højde for økonomien, men også for hvad der er til rådighed af hænder og kapaciteten til at gennemføre det

Dermed kan man stå i en situation, hvor den behandling, man har valgt, kan have bredere samfundsmæssig betydning. Hvis behandlingen skal ske oftere, vil det trække mere på personalet, på sygehuskapaciteten og selvfølgelig først og fremmest på den enkelte patients tid og overskud. Eksemplet blev også brugt af Danske Patienter, da de til sundhedsstrukturkommissionen foreslog en mere sofistikeret forståelse af, hvordan vi værdisætter og prioriterer behandlinger.

Det er vi enige i hos Roche. Prioriteringen skal ikke kun tage højde for økonomien, men også for hvad der er til rådighed af hænder og kapaciteten til at gennemføre det. Hvis man kun prioriterer med et kortsigtet år-til-år-budgetperspektiv uden at tage højde for det fulde behandlingsforløb, løser man ikke problemet. Marginale ekstraudgifter kan stå i vejen for bedre løsninger, der reducerer belastningen for patienter, personale og behandlingsressourcer på lang sigt.

I vores øjne har vi behov for en ændret tilgang til, hvordan vi ser på ressourcer, prioritering og budgetlægning – og heri ligger en tydelig opfordring til arbejdet i det kommende Prioriteringsråd: Se på de totale omkostninger, når der skal prioriteres – og medregn også trækket på personaleressourcer, der inden for en række områder stadig er knappe. Det er en spændende tid og en væsentlig debat, der tegner sig i det kommende år. I Roche ser vi frem til at bidrage til den.