Opgaveglidning, opgaveflytning, opgavedeling… kært barn har mange navne. Den måde, hvorpå opgaver og ansvarsområder flytter rundt i systemet, har gennem tiden fået mange ord med på vejen.

Sker det bevidst eller umærkeligt? Er der tale om udnyttelse eller kvalificering? Lyst eller nød? Er det en ønskværdig udvikling, eller er der snarere tale om professionernes afvikling?

Når man trevler de seneste 15 års forklaringer igennem – og i øvrigt også bliver konfronteret med nogle af sine egne tvivlsomme citater – er der alligevel en råd tråd. Det, de fleste er enige om: Det handler først og fremmest om, at opgaverne skal løses på et lavere lønniveau, og selvom ingen siger det direkte, handler det også om, at man skubber trælse og kedelige opgaver videre (oftest med betegnelsen ‘ned’) til andre faggrupper.

Men det haster med at få rusket op i denne forstenede mekanik. Med udgangspunkt i et sundhedsvæsen, der har brug for mange flere personer på dæk, bliver vi nødt til at tænke langt mere ambitiøst og kreativt. Lad os tage udgangspunkt i etymologien.

Med autorisation kommer uddelegering

Ordet ‘autorisation’ kendes tilbage fra midten af 1500-tallet, hvor det beskrev tildeling af magt og legitimitet til en person, der var givet en formel godkendelsesret, mulighed for at sanktionere og som var troværdig.

Man vinder ikke hævd på sit fagområde, når man autoriseres. Man får ret til at praktisere OG et ansvar for stå i spidsen for opgaveløsningen.

Fra præcis samme tid kender vi ordet ‘delegation’, som opstod i hælene på autorisation til at beskrive en person, der udsendtes med magt og legitimitet til netop at være repræsentant for den, der var autoriseret. Uden anden begrænsning, vel at mærke, end den, som den autoriserede person dikterede.

Når man modtager sin autorisation, erhverver man to rettigheder: Retten til at praktisere inden for det område, man er autoriseret i, men samtidig også retten til – med et minimum af begrænsninger – at uddelegere sine opgaver til hvem som helst, man måtte bemyndige, sundhedsfaglig eller ej. Forudsat at det sker under oplæring og løbende kontrol på en måde, der sikrer, at den bemyndigede med magt og legitimitet kan repræsentere den, der er autoriseret.

Opgaveløsning i fremtiden

Selvom jeg anerkender fagforeningernes rolle i at tilsikre, at ingen medlemmer pålægges urimeligt ansvar uden sufficient oplæring, så er der behov for langt mere kreative samtaler lokalt om, hvordan vi sikrer opgaveløsningen nu og i fremtiden.

Det betyder samtaler med vores sundhedsfaglige kolleger om, hvordan vi kan bruge vores tid klogt, men også om vi ved behov kan uddelegere nogle af vores specialistkompetencer.

Min (måske nok kontroversielle) påstand er desuden, at en bred vifte af medborgere udmærket kan bringes til at løse opgaver i sundhedsvæsenet – også på et relativt højt specialiseret niveau, og at succesen handler mere om sundhedspersonalets evne til at udvælge, oplære og uddelegere, end hvorvidt de, der bemyndiges, kommer med en sundhedsfaglig baggrund eller ej.

Retten til at praktisere med en autorisation i hånden er åbenlys for enhver. Men patienterne har krav på, at vi også taler om det ledelsesansvar, der følger med autorisationen, nemlig at man har ret til at være mentor, underviser og kontrollant.

Man vinder ikke hævd på sit fagområde, når man autoriseres. Man får ret til at praktisere OG et ansvar for stå i spidsen for opgaveløsningen.