Jeg er læge. Jeg har fået en gratis og (meget) lang videregående uddannelse, som hverken jeg eller min familie ville have haft råd til i andre dele af verden. Tak for det stat! 

Jeg har taget min KBU, og jeg har en introduktionsstilling i almen medicin, og derefter har jeg vikarieret i forskellige almen praksis klinikker. Dette feltarbejde beskæftigede mig i min søgen på at vurdere, om jeg skulle udsætte mig selv og min familie for yderligere fem strabadserende år med hoveduddannelse-turne, der ville få cirkusartister til at smide trikoten i savsmulden, ringe til fagforeningen og nægte at rejse mere. 

Jeg må indrømme, at jeg nok aldrig bliver speciallæge

Der er mange fordele ved det offentlige sundhedsvæsen, og jeg har mange gode minder og uerstattelige erfaringer med derfra, men jeg må indrømme, at jeg nok aldrig bliver speciallæge. 

Jeg er fuld af beundring over alle de kolleger, der formår at kombinere en hoveduddannelse med familielivet. For det er ikke for de sarte, og det kan næsten virke som om, man skal vælge mellem specialisering eller familieliv. Når man har den forjættede speciallæge-titel, kan arbejdslivet blive både fleksibelt og bedre lønnet, men rejsen derhen får israelitternes 40-årig vandring til Kanaans land til at ligne en søndagsudflugt. 

Det er uheldigt, for der mangler speciallæger i Danmark, og Lægeforeningen begyndte i foråret en analyse af, hvilke speciallæger der kommer til at mangle i fremtiden. Mens vi venter på resultatet, kan vi se på efteruddannelsens forløb. Jeg overvejer jævnligt, hvad der skulle til for, at jeg ville genoverveje det offentlige sundhedsvæsen. Og hvad skal der så til?

Gulerødder. Masser af dem. Nye generationer af læger gider ikke pisk. Læger vil også gerne være nærværende forældre, og ikke være de første, der afleverer i vuggestuen, og de sidste der henter.

Fleksibilitet og kontinuitet, tak. Ikke pisk, logbøger, faste skemaer og rigide regler. Det er ikke nemt med familie-, ferie- og fritidsplanlægningen, når vagtplanerne løber to måneder af gangen, og man ikke er sikret fri næste efterårs- eller vinterferie.

Hvorfor skal en kommende praktiserende læge bruge halvdelen af hoveduddannelsen på at skifte job hver fjerde til sjette måned rundt i hele regionen og ‘i bedste fald være vagttelefonholder og skemafiller, i værste fald uønsket og en smule i vejen’? Måske man kunne skifte alle de korte hospitalsansættelser ud med praksis-dage eller fokuserede ophold hos praktiserende speciallæger. 

Derudover kommer vi nok ikke uden om at tilbyde en bedre løn: Som læge Anders Frey skrev i Ugeskrift for Læger, så blev han ‘holdt på lærlingeløn’ i ti år, og det står ikke mål med uddannelsens længde eller ansvaret i arbejdet.

Løn og arbejdsvilkår er også et tilbagevendende tema i spørgsmålene på Facebookgruppen ‘Læger i industrien’. Jeg husker selv min overraskelse over de mulige lønhop i det private, hvor jeg pludselig befandt mig på et løntrin, der ville tage mig små ti år i det offentlige sundhedsvæsen at opnå. På samme måde kan man også tidligere få direkte ledelsesansvar og erfaring. Sammen med de øvrige tilbud i det private som fleksibilitet, efteruddannelsesmuligheder, sundhedsforsikring og en god frokostordning, så er det absolut en ulige sammenligning. 

Jeg ser ingen salomonisk løsning, men man kunne starte med at kigge på hoveduddannelsens opbygning og behandle folk som voksne læger og ikke studenter og give dem nogle vilkår, hvor det også er muligt at leve et liv ved siden af.

Det jeg savner mest, og som er det offentliges sundhedsvæsens hovedattraktion, er det faglige niveau og kollegialiteten.