Foto: Lars Andersen

Har du tænkt over, hvordan du kan spille andre sundheds­aktører bedre? Hvis vi skal blive bedre til at håndtere arbejdet på tværs af sektorer og afdelinger, så kræver det, at man også tænker på de andre aktører i samarbejdet. Hvad har de brug for? Og hvordan skal jeg formulere mig og agere, så de andre har lyst til at hjælpe mig?

Hvorfor er det så pokkers svært at få samarbejdet til at spille på tværs af almen praksis, kommuner og sygehuse?

Alle os, der har beskæftiget os i bare fem minutter med sundhedsvæsenet, ved, at det er svært at få samarbejdet til at flyde godt mellem de tre sektorer almen praksis, kommuner og sygehuse. Jo flere parter, som har aktier i beslutninger om patienten, jo flere stole kan patienten falde imellem.

Det er velkendt, at et af de farligste steder på et sygehus er, når du overføres fra en afdeling til en anden. Hvem har behandlingsansvaret i overleveringsfasen? Hvordan overleveres den første afdelings viden til den næste? Skal den modtagende afdeling partout spørge patienten om det samme en gang til? Og gentage alle de samme prøver en gang til? 

Et utal af patientfortællinger giver billedet af, at sygehuset starter forfra med Adam og Eva, hver gang man kommer til en ny afdeling, selv om man skulle tro, at de digitale journalsystemer gjorde det muligt for alle læger og sygeplejersker på et sygehus at se alle relevante oplysninger fra den tidligere afdeling. 

Handler det om, at det er ‘nemmere’ at bestille det hele forfra og stille standardspørgsmålene igen frem for at orientere sig i den elektroniske patientjournal, som sjældent er veldesignet til kliniske formål endsige giver relevant overblik?

Udskrivelse er farligt

Helt på samme vis er det farligt at blive udskrevet som en plejekrævende patient. Den modtagende hjemmepleje eller plejehjem får ofte ikke overleveret relevante oplysninger om patienten fra sygehuset, ligesom det kan være svært for den kommunale sundhedsarbejder at få fat i en læge, der vil tage ansvar for den behandling, som sygehuset har igangsat. 

På Sygehus Lillebælt har akutafdelingen lavet et særskilt område, hvor de tager sig af de mindst syge

Det kommende 72-timers behandlingsansvar for sygehusene vil forhåbentligt hjælpe på dette.

Frisk fra fad kan man se, at Danske Regioner og PLO netop har fået indgået en ny permanent aftale, som giver de praktiserende læger honorar for at påtage sig arbejdet med dosisdispenseret medicin. Kommunerne er kisteglade og jubler. De egentlige aftaleparter not so much.

Erfaringerne fra Aalborg Kommune, som har indgået en aftale med PLO Nordjylland ‘bagom’ regionen om dosisdispenseret medicin for flere år siden, siger ellers, at hver gang 75 borgere overgår fra manuel medicinhåndtering til dosispakket medicin, frigøres én sygeplejerske/sosu til andre vigtige sundhedsfaglige opgaver i plejen. 

Det er typisk opgaver, som i dag ikke bliver udført pga. mangel på uddannet arbejdskraft. Erfaringerne siger også, at ved manuel medicinophældning er der 2-4 fejl pr. 100 pakkede dosisæsker. Omvendt er der ved dosispakninger fra apotekerne kun 2 fejl pr. 1 mio. dosispakninger. What’s not to like? 

Øv, de andre får gevinsten

Ja, nærstuderer man Danske Regioner og PLO, så ser man to parter, der i virkeligheden helst var fri for denne aftale. Regionerne er mellemfornøjede over at skulle betale for noget, der kun kommer kommunerne til gavn. 

PLO vil helst være fri for opgaven. De mener, at det er lægen uvedkommende, om patienten får sin medicin i æsker, glas, små plastikbobler eller fra en robot. Det må apoteket tage sig af. 

Med andre ord er det i den grad op ad bakke at få regioner og praktiserende læger til at betale for og udføre en opgave, som redder menneskeliv (markant færre medicineringsfejl) og giver betydeligt bedre pleje af de ældre og syge. 

Fordi det er i den kommunale pleje, at gevinsterne sker, og ikke på sygehuset eller i almen praksis. Dosisdispenseret medicin er en maggiterningen af, hvorfor det er så svært at få det tværsektorielle til at hænge sammen. 

Ikke at PLO’s ønske om, at apotekerne tager sig af dosisdispenseringen, er forkert på nogen måde. Det kræver bare en lovændring i forhold til, hvem der må udskrive recepter, samtidig med at hele FMK-systemet skal laves om. 

Med andre ord er det noget, der formentligt tager tre års tid. Kommunerne og PLO har derfor i den grad en fælles opgave fra og med nu mht. lokalt at få sat gang i brugen af dosisdispensering til alle de stabile patienter.

Er der en voksen til stede?

Et andet skidt eksempel er skildret i flere artikler her i Dagens Medicin gennem de seneste uger. 

Det afgørende er imidlertid, hvad man selv kan gøre for at hjælpe patienterne. Og for at spille de andre sundhedsaktører bedre

Afdelingsledelsen på Akutmodtagelsen i Hillerød har klaget sin nød. Deres overbelægning skyldes angiveligt, at 1813, almen praksis og kommunerne er for dårlige til at passe deres arbejde. Kommunerne mangler ressourcer og kompetencer, de kan ikke engang finde ud af at vaske patienterne eller sørge for, at de får væske, lyder en del af kritikken. 

Samtidig indlægger de praktiserende læger ifølge akutcheferne patienterne i et væk uden overhovedet at se patienterne først. Ligesom almen praksis tilsyneladende slet ikke passer deres patienter i hverdagene mellem jul og påske. Endelig er der 1813, som henviser patienter med ikke-akutte problemstillinger i stor stil til akutafdelingen.

Kritikken følges naturligvis på god journalistisk vis op med reaktioner fra kommuner og almen praksis, der ikke kan genkende billedet fra akutafdelingen, men til gengæld kan en del historier om, hvordan akutafdelingen ikke passer sit arbejde godt nok. 

Og sådan kan denne offentlige polemik jo fortsætte længe, uden at nogen voksne tilsyneladende påtager sig et ansvar for patienten og løser de problemer, der tydeligvis er i trekanten mellem almen praksis, kommunal pleje og sygehusets akutmodtagelse.

Utænkeligt i Jylland

Mit gæt er, at en sådan artikelserie ville være utænkelig i det jyske. Her vil stilen formentligt være mere ‘lad os nu mødes og tale om tingene’. 

På Sygehus Lillebælt, som faktisk lader sloganet om ‘patient først’ følge af handling, har de i mange år aktivt gået efter at udbygge og forbedre samarbejdet med kommuner og almen praksis. Det siger alle sygehuse jo, at de gør. Også Hillerød. Men mit bedste bud er, at det faktisk er virkelighed i Trekantområdet. 

Når man spørger de praktiserende læger, hvor samarbejdet med sygehuset er bedst og dårligst (det gør PLO med jævnlige mellemrum), så er de praktiserende læger i Trekantområdet blandt de mest tilfredse, mens de praktiserende læger i det nordsjællandske er blandt de mindst tilfredse uden for Region Sjælland.

Sygehusreaktionen på de angiveligt inkompetente kommuner, 1813 og praktiserende læger, der ikke passer deres arbejde, er nemlig væsensforskellig fra Trekantområdet til Nordsjælland. 

Problemerne, som Hillerød beskriver, er jo sande, velkendte og har eksisteret, lige så længe jeg har været i sundhedsvæsenet (+20 år). 

Men på Sygehus Lillebælt har akutafdelingen lavet et særskilt område, hvor de tager sig af de mindst syge. Altså de medicinske patienter, som akutafdelingen umiddelbart vurderer til ikke at være så syge, at de behøver at blive indlagt. En erfaren læge møder disse ganske lidt syge patienter og vender dem i døren i en fart. 

Patienterne er glade, og akutafdelingen kan som en positiv gevinst se, at presset på afdelingen generelt er taget af med mindre ventetid til følge for de syge patienter. 

Hvad du selv kan gøre?

Med andre ord: Hvis vi skal blive bedre til at håndtere arbejdet på tværs af sektorer og afdelinger, så kræver det, at man tænker på de andre aktører i samarbejdet. Hvad har de brug for? Hvordan kan jeg hjælpe de andre? Hvordan skal jeg formulere mig og agere, så de andre har lyst til at hjælpe mig? 

Man kan ikke altid selv få det største stykke kage. Nogle gange skal man give, og så finde ud af hen ad vejen, at man selv vinder på det. 

Det gælder i regionerne og PLO mht. dosisdispenseret medicin, det gælder akutmodtagelserne på sygehusene mht. de kun lidt syge patienter på akutmodtagelserne. Osv. 

Og ja, Hillerød, kommunerne kan blive bedre til den basale pleje. Og ja, Hillerød, de praktiserende læger kan blive bedre til at passe deres patienter op til ferierne osv. Og ja, PLO, det ville være bedre og nemmere, hvis apotekerne tog sig af dosisdispensering.

Det afgørende er imidlertid, hvad man selv kan gøre for at hjælpe patienterne. Og for at spille de andre sundhedsaktører bedre. En ægte lokal dialog omkring et bord, hvor de ansvarlige sundhedspersoner fra akutafdelingen, den kommunale pleje og almen praksis mødes, er mit bud. 

Præcis, som de gør i Trekantområdet.

Skriv kommentar