Fyringen har ikke ligefrem øget mit selvværd Tom Skyhøj Olsen kritiserede den måde, ældre apopleksi-patienter behandles på i Københavns Amt. Det kostede ham jobbet som adm. overlæge på neurologisk afdeling i Gentofte. Nu er han videre som overlæge på Hvidovre, men fyringen præger ham fortsat

Tom Skyhøj Olsen har en klar fornemmelse af, hvordan det er at medvirke i en surrealistisk film. I efteråret 2002 var han inviteret til en apopleksikonference i Taiwan. Her skulle han som ?head of the Neurological Department, Copenhagen County Hospital Gentofte? holde et foredrag om sine forskningsresultater. Med den identitet hæftet på sig havde han problemer med at koncentrere sig om talen:

»Jeg var lige blevet fyret som adm. overlæge, men hvad skulle jeg sige, når jeg alligevel blev præsenteret som sådan. Det var en ubehagelig, uvirkelig, ja nærmest surrealistisk situation,« husker Tom Skyhøj Olsen.

Han valgte at lade sine værtsfolk blive i troen, men oplevelsen mindede ham om, hvor stor en del af den lægelige identitet der ligger i titlen: Hvad er man, hvis man ikke har en titel, et sygehus, en afdeling, et skrivebord, en telefon, en e-mail at referere til ? uanset, at der ligger årtiers erfaring og hundreder af videnskabelige artikler i den personlige ballast.

»Ens identitet ligger i jobbet. Uden det mangler man en base og er meget alene.«

Det er som den ivrige debattør, forsker, forkæmper for apopleksipatienter og indignerede modstander af forskelsbehandling af patienter, Tom Skyhøj Olsen, 58, helst vil optræde i medierne. Og det er også i den rolle, hans lægekolleger og offentligheden bedst kender ham. Men for knapt tre år siden var det i den ufrivillige rolle som fyret adm. overlæge, han måtte se sig udstillet.

Udtalelser i en tv-udsendelse om, at ældre apopleksipatienter risikerer en dårligere behandling, hvis de ikke indlægges på et apopleksiafsnit, endte med at koste ham jobbet som adm. overlæge på neurologisk afdeling på amtssygehuset i Gentofte.

Dybest set var fyringen en direkte konsekvens af hans langvarige engagement for at sikre apopleksipatienter ret til behandling på egentlige apopleksiafsnit frem for på medicinske afdelinger.

»Jeg blev beskyldt for at være illoyal over for sygehusets bestræbelser på at give apopleksipatienter en kvalificeret behandling, og for at have skabt unødvendig utryghed blandt patienterne i sygehusets optageområde. Det blev jeg ærlig talt gal over. Uden at blive alt for højtravende eller svulstig tør jeg godt sige, at jeg har dedikeret en stor del af mit faglige liv til de, der rammes af apopleksi,« siger Tom Skyhøj Olsen.

Grådighed klæ?r ikke lægefaget

Tom Skyhøj Olsen blev tidligt i sin karriere klar over, at det var arbejdet med de mennesker, der var ramt af apopleksi, og forskning i forebyggelse og behandling af apopleksi, der skulle blive centralt i hans karriere:

»Mit faglige liv har været bestemt af dette arbejde. Allerede som ung læge oplevede jeg en åbenlys, urimelig og uforståelig forskelsbehandling af især de ældre apopleksipatienter. Både læger og politikere lod det passere som noget nærmest selvfølgeligt. I min tid som 1. reservelæge ? i øvrigt også på Gentofte ? hed det i behandlingsinstruktionerne, at apopleksipatienter over 60 år ikke skulle på neurologisk afdeling.

Det var indiskutabelt, at de ældre ikke havde gavn af at komme på en specialafdeling ? det var nærmest en tåbelig disposition bare at overveje det. Jeg blev også selv opdraget til at tænke sådan. Når jeg alligevel gjorde mig upopulær ved at henvise ældre apopleksipatienter til scanning skete det flere gange, at henvisningen blev ignoreret.«

Det fik ikke Tom Skyhøj Olsen til at vrage apopleksi til fordel for andre og mere prestigebetonede dele af neurologien ? nærmest tværtimod.

»Ikke bare patienternes alder, men sygdommen i sig selv var en begrænsende faktor for at få den optimale behandling.

Det gik op for mig, at der var en dårlig, rodfæstet tradition for ringe behandling af disse patienter. Jo mere jeg gravede mig ned i emnet, jo mere indædt blev jeg. Mine kolleger syntes måske, at jeg var lidt sær og kantet, og jeg blev opfattet som stivnakket og stædig ? stædigheden vel både på godt og ondt. Jeg har jo efterhånden fået det ry, at har jeg først fået en idé, så vil jeg ikke slippe den igen, og det er på samme tid en god og en dårlig egenskab for en forsker at have.«

At Tom Skyhøj Olsen fra tid til anden har rettet en anklagende finger mod sine lægekolleger har ikke gjort livet lettere for ham:

»Politisk hører jeg jo til på venstrefløjen, og det er også en af grundene til, at jeg mener, at det at være læge er et stort privilegium, som man skal forvalte med omhu. Og i det ligger også, at man i sine gerninger har et ansvar for at handle til gavn for sine medmennesker. Der bør være en uskreven moralkodeks for læger, fordi vi står med ansvaret for det sunde liv, som er så betydende for alle mennesker. Verden har hårdt brug for mange lægehænder til at tage sig af vigtigere ting end brystforstørrende operationer eller penisforlængelser. Grådighed klæder ikke lægefaget.«

Lang vej mod fyring

Den ene dag forsker fordybet i bunker af videnskabelige data. Den næste dag indigneret overlæge eller formand for patientforeningen Hjerne Sagen, der prøver at gøre politikere, embedsmænd, kolleger eller befolkning opmærksomme på, at apopleksipatienter får en ringere behandling, hvis de ikke indlægges på et decideret apopleksiafsnit. Det var i den rolle, Tom Skyhøj Olsen optrådte på tv den efterårsdag for snart tre år siden. Hans medvirken blev første trin i en næsten et år lang proces, hvor det blev stadig mere klart for ham, at en fyring var eneste mulige udgang på problemerne.

Allerede inden den famøse udsendelse blev sendt 29. oktober 2001, bad sygehusdirektoratet i Københavns Amt Tom Skyhøj Olsen om at underskrive en pressemeddelelse, hvor det fremgik, at en konkret apopleksipatient, der medvirkede i udsendelsen, havde fået en fagligt forsvarlig behandling.

»Det var et meget stort pres, og jeg følte, at jeg stod meget alene, hvad jeg rent faktisk også gjorde. Hele tiden sagde jeg til mig selv, at jeg ikke måtte give efter. Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg det ene øjeblik i en tv-udsendelse sagde, at det er af livsnødvendig betydning for patienter med apopleksi at blive indlagt på et apopleksiafsnit, og så det andet øjeblik sagde, at det alligevel ikke betyder noget.«

Tom Skyhøj Olsen skrev ikke under, pressemeddelelsen blev aldrig udsendt, men den gensidige tillid mellem parterne forsvandt, og det blev klart for ham, at amtets sygehusledelse ikke længere stolede på ham som leder.

»Der blev givet en ordre, som ikke var åben for fortolkninger, og jeg nægtede at adlyde. Med en mere imødekommende holdning fra direktionen kunne sagens videre forløb måske være undgået,« mener Tom Skyhøj Olsen.

Neurologisk afdeling kom under skærpet opsyn, og i de kommende måneder fulgte en klagesag fra en tidligere læge på afdelingen ? en sag, som endte med at blive trukket tilbage ? og en konflikt mellem en afdelingssygeplejerske og oversygeplejersken, som Tom Skyhøj Olsen som en del af afdelingsledelsen endte med at blive inddraget i. Ledelsen på neurologisk afdeling blev fyret.

»Uanset hvad der blev indblandet af sager i det knappe år, der gik mellem tv-udsendelsen og min fyring, er jeg ikke i tvivl om, at det var den udsendelse, som gjorde udfaldet. Det var en patientcase fra Gentofte, der var problemet.«

Nagende tvivl

Efter fyringen kom Tom Skyhøj Olsen hurtigt i gang igen. Først som lægekonsulent for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, og efter nogle måneder overlæge på Hvidovre Hospital.

»Jeg har fået en frihed nu, jeg ikke havde på Gentofte. Frihed fra det administrative arbejde, og frihed til forskning.«

Tom Skyhøj Olsen prøver at lægge fyringssagen fra sig, men erkender, at den fortsat sætter sit præg på ham:

»Jeg har aldrig fortrudt min medvirken i tv-udsendelsen, selv om den endte med at koste mig jobbet som adm. overlæge. Fyringssagen og det langstrakte forløb har naturligvis ikke ligefrem øget mit selvværd, og både jeg og min familie havde gerne været den foruden. Jeg er et andet menneske i dag, end jeg var, før sagen rullede. På både en god og på en bitter måde er jeg blevet mere livsklog. Banale konflikter tager jeg lettere på og er nok blevet mere rund i mine holdninger.

Egentlig tror jeg ikke, at mine kollegaers opfattelse af mig har ændret sig. Det værste er næsten, hvad jeg selv tror, de tænker, og en nagende tvivl ? ?der var måske alligevel noget om snakken, jeg var nok en dårlig leder og administrator, måske skulle jeg bare have bøjet nakken og skrevet under?. Men jeg er glad for, at jeg stod fast. Ellers havde jeg mistet min selvrespekt. Jeg har et alibi for min fyring ? at jeg fastholdt min vurdering af konsekvenserne af at sende apopleksipatienter på en medicinsk afdeling. Hvis jeg havde skrevet under på amtets pressemeddelelse, havde jeg været forsvarsløs og var måske i stedet endt med at blive fyret for uduelighed.«

Efter fyringen fra Gentofte klagede Tom Skyhøj Olsen til Folketingets Ombudsmand over den måde, sundhedsforvaltningen i Københavns Amt havde tacklet sagen på. Ombudsmanden har endnu ikke afsluttet sin vurdering af forløbet.

»Jeg tænker ofte på, hvilken udmelding Ombudsmanden kommer med. Min sag har vist mig, at ingen skal pådutte mig, hvordan jeg skal formulere mig offentligt. Det er usundt ud over alle grænser, at nogen skal bestemme, hvordan tingene skal siges. Sker det, fratager det lægerne lysten til deres arbejde og ensretter den faglige udvikling. Hvis kontroversielle holdninger luges væk, får vi en stram politisk styring af, hvordan lægefaget skal udvikle sig,« mener Tom Skyhøj Olsen.

Tom Skyhøj Olsen, 58 år

1972 Cand. med. 1986 Dr. med. 1987 Speciallæge i neurologi. 1987 Studieophold ved The Burke Rehabilitation Centre, New York. 1991 Overlæge på neurologisk afdeling, Bispebjerg Hospital. 1994 Formand for HjerneSagen. 1998 Adm. overlæge, neurologisk afdeling, amtssygehuset i Gentofte. 2001 Medvirker i TV2-udsendelsen ?SOS ? et sygehusvæsen i krise?. 2002 Afskediges som adm. overlæge, Gentofte. 2002 Konsulent for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede. 2003 Overlæge på Klinik for neurorehabilitering, Hvidovre Hospital.

Niels-Bjørn Albinus

Skriv kommentar