Formand for neurologerne: Vi er bekymret og entusiastiske på samme tid

Formand for neurologerne: Vi er bekymret og entusiastiske på samme tid På Neurologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital er et større puslespil gået i gang for at kunne aflaste afdelinger med indlagte corona-patienter. »Jeg møder en fantastisk opbakning,« siger formand for Neurologisk Selskab.

Selvom coronavirus har vendt arbejdsgange på hovedet og igangsat et større bemandingspuslespil på hospitalsafdelingerne, holdes humøret højt.

På Neurologisk Afdeling på Bispebjerg bliver omstillingen taget i stiv arm og med entusiasme. Det forklarer ledende overlæge Lise Korbo, der er formand for Dansk Neurologisk Selskab.

»Der er en fantastisk, stor opbakning fra personalet, og det er rigtig rart at opleve. Det er selvfølgelig i kombination med en bekymring, fordi vi som sundhedspersonale er ekstra eksponeret,« siger hun.

Flere læger og sygeplejersker på afdelingen i Bispebjerg tilbyder at tage ekstra vagter og stiller sig til rådighed alt efter, hvor de kan hjælpe bedst, forklarer Lise Korbo.

Bispebjerg Hospital har onsdag d.18 marts 15 patienter indlagte med COVID-19. I Region Hovedstaden er der i alt 64 indlagte patienter fordelt på regionens hospitaler. 

Neurologer vil hjælpe medicinske afdelinger

De fleste neurologiske ambulatorier foretager fortsat kontroller og tilser patienter over telefonen eller via video for at minimere risikoen for smitte. Det fulde overblik over, hvordan størstedelen af landets neurologiske afdelinger har indrettet sig, har Lise Korbo dog ikke, da situationen ændrer sig fra time til time, forklarer hun.

»Jeg sidder selv og er i gang med at få et overblik over, hvordan jeg vil kunne frigive mere personale fra min afdeling til de medicinske afdelinger. Så det handler om hele tiden at være omstillingsparat,« siger hun. 

Det vil i første omgang være de medicinske afdelinger, der tager imod patienter med corona, hvor de neurologiske afdelinger eksempelvis vil kunne hjælpe med at overføre personale til de medicinske afdelinger, forklarer Lise Korbo.

Hvis det bliver aktuelt, vil Neurologisk Afdeling i Bispebjerg også kunne stille sengepladser til rådighed, forklarer Lise Korbo. Det er dog ikke planen endnu.

»Det er en afvejning af, hvor meget personale vi vil kunne flytte, og samtidig kunne tilse de patientgrupper, der har behov for det,« siger hun. 

Hvilke neurologiske patienter, der er i særlig risiko for at blive smittet og blive alvorligt syge med COVID-19, vides ikke med sikkerhed, men det lader til, at apopleksipatienter kan være i særlig risiko, peger Lise Korbo på.

Skriv kommentar