Sammenhold har givet overskud
Christian S. Meyhoff, forskningsansvarlig overlæge på anæstesiafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.Foto: Privat

Sammenhold har givet overskud Christian S. Meyhoff, forskningsansvarlig overlæge på Anæstesiafdelingen, har både haft travlt med COVID-19-relateret forskning og deltaget i det store vagtarbejde. Selvom vaccinen nu er kommet, kan han ikke slippe tankerne om de patienter, der ikke klarede den.

»I lægegruppen har vi heldigvis kunnet tale om de psykiske påvirkninger af COVID-pandemien. På det første møde i speciallægegruppen, vi havde i starten af marts, blev vi enige om, at hvis det blev lige så hårdt som i Italien, og vi kom til at bryde grædende sammen på skift, så var vi der for hinanden. Det gav vi ligesom håndslag på.

Vi har givet den fuld skrald med optimal patientbehandling, men alligevel er der nogle, der ikke er kommet igennem. Dem tænker jeg på

Christian S. Meyhoff, forskningsansvarlig overlæge, Anæstesiafdelingen, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Rent klinisk har corona selvfølgelig været en kæmpe omvæltning, men vi har gerne villet vise, hvad vi kan på vores intensivafdeling. Fundamentet var godt fra starten af, og det er fedt at opleve, at det har gjort en stor forskel.

Selvfølgelig kan jeg se på mine kolleger i alle faggrupper, at det er hårdt. De er trætte og udmattede af at være på COVID-stuerne. Men selvom det trækker ud, har vi stadig et rigtig godt sammenhold.

Organisatorisk har vi på lægesiden hele tiden været godt forberedt og lidt foran, og det giver kæmpe rygstøtte. Jeg ved, at jeg ikke ender helt ude i tovene, når jeg er på vagt. Jeg er med og kan håndtere det. Vi er ikke slidt ned under gulvbrædderne, fordi vi har bakket hinanden op.

Selvfølgelig har det været en psykisk hård belastning, især i starten hvor man var ekstra bekymret for at slæbe corona med hjem. Jeg har set kolleger i P-huset skifte til gummistøvler fra bagagerummet på bilen, når de skulle ind på matriklen, fordi de med rette var bange, fordi man ikke vidste, om man kunne få corona med hjem under skosålerne.

Forskning har fået et rygstød

Jeg har en fordeling, der betyder, at jeg normalt bruger 70 procent af min tid på forskning og resten af tiden på vagtarbejde. Under corona er forskningen accelereret helt vildt, og der er kommet nye muligheder til at opnå resultater hurtigere.

Vi har blandt andet kunnet færdigudvikle vores monitoreringsværktøj, WARD (Wireless Assessment of Respiratory and circulatory Distress, red.), der kan alarmere personalet, når vitale parametre bliver dårligere hos en patient. Det kunne vi, fordi vi hurtigt fik bevilget nogle flere økonomiske midler lynhurtigt.

WARD har forsøgt at hjælpe under den enorme travlhed, der har været på sengeafsnittene med værnemidler, der skulle tages af og på, inden man kunne komme ind til kritisk syge og ustabile patienter. Vores system betyder, at vi kan lette lidt på travlheden, fordi man ikke behøver tjekke på patienterne hele tiden, men kan vente til man får besked om en ændring.

Der har selvfølgelig også været negative konsekvenser i form af, at andre forskningsprojekter er blevet forlænget, fordi elektiv kirurgi blev aflyst. I det hele taget er det en hektisk tid, fordi der er så meget buzz om forskning i corona.

Det væltede ind med tilbud om at være med i nye forskningsprojekter – og jeg kunne mærke, at det gik rigtig stærkt rundt omkring.

Her på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har jeg oplevet et kæmpe stort sammenhold og støtte til hinanden, og det har glædet mig helt enormt som forskningsansvarlig at se, hvor udbredt deltagelse, der har været i forskning i løbet af året.

Det har virkelig været et boost, og det betyder, at vi har en hel masse resultater på vej blandt andet om den psykiske påvirkning af coronaforløb på intensiv for patienter, pårørende og personale.

Patienterne, der ikke klarede den

Jeg har været igennem 12 negative podninger, og nu er jeg så selv blevet vaccineret. Det er en virkelig dejlig milepæl at nå. På et personligt plan berørte det mig, fordi jeg nu kan undgå at komme til at smitte andre som rask smittebærer.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på de patienter, vi har haft indlagt her, der ikke klarede den, fordi vaccinen ikke var klar. Vi har givet den fuld skrald med optimal patientbehandling, men alligevel er der nogle, der ikke er kommet igennem. Dem tænker jeg på.

Normalt på intensivafdelingen har vi været vant til at have en tro på, at vi nok skal få rettet op på selv ret kritiske patienter. Med corona prøver vi ofte alt, vi kan, uden at det rykker sig ud af stedet.

I foråret troede vi, at bugleje var løsningen på problemet, men for langt de fleste gjorde det ingen forskel. Det kræver en ukuelighed at blive ved med at kæmpe og hele tiden arbejde med at optimere behandlingen.

Jeg håber, at vores forskning, læring og sammenhold fra denne tid kan komme det til gavn fremover også.«

Skriv kommentar