Foto: Lars Andersen

Kan patienten selv, skal patienten selv KRONIK: For alle patienter skal ikke have de tilbud og ydelser, vi er vant til at give. Derfor skal sundhedsvæsenet blive langt bedre til at sortere og vælge de tilbud fra, som ikke giver værdi for patienten.

Sundhedsvæsenet har aldrig behandlet så mange mennesker med så høj klinisk kvalitet, som vi gør i dag. Der kommer løbende nye behandlinger, og kendte tilbud forfines, så endnu flere kan få gavn af dem. En enorm forsknings- og udviklingsaktivitet giver udsigt til, at mængden af nye behandlingsmuligheder bliver ved med at vokse.

Også patientrollen er under forandring. Flere behandlinger kan gennemføres med kort indlæggelsestid, stadig mere monitorering og behandling kan foregå hjemme, og digitale løsninger hjælper mange til et bedre overblik over deres forløb og direkte dialog med hospitalet. 

Det er ikke alle patienter, der skal have de tilbud og ydelser, vi er vant til at give som en del af ‘standardpakken’

Alligevel er forløbene for langt de fleste patienter stadig præget af traditioner fra en anden tid: Behandlingen udføres stadig på hospitalet, samtaler og medicinudlevering foregår stadig på hospitalet, og serviceniveauet er stadig tilpasset lange indlæggelser og uniforme tilbud til alle patienter. Også kontrollerne er i mange tilfælde faste tilbud, der i nogle forløb gælder livslangt. Mad er et standardtilbud til alle, uanset om man f.eks. har pårørende, som er godt rustet til at medbringe livretter til den syge. Osv. Osv. 

I en tid med flere og flere patienter, færre og færre medarbejdere og et enormt behov for at sundhedsvæsenet tager et medansvar for en bæredygtig fremtid, har vi brug for at gøre op med denne tilgang og blive skarpere på at prioritere vores kerneopgaver. Så det, som patienten kan selv, skal hun selv. 

Ellers kan vi ikke løse to af vores allerstørste udfordringer: At blive ved med at tilbyde de relevante behandlingsmuligheder til et stigende antal ældre – og udvikle måden, vi rækker ud på, så vi når de borgere, som er underbehandlede i dag. Den sociale og geografiske slagside er allerede stor, og den risikerer at vokse sig endnu større, hvis vi bliver ved med at give flere tilbud til de patienter, som i forvejen er gode til at bruge sundhedsvæsenet.

Direkte involvering

Vi skal se på mange af vores rutiner med friske øjne. Det er ikke alle patienter, der skal have de tilbud og ydelser, vi er vant til at give som en del af ‘standardpakken’.  Vi skal trække mere på patienter og pårørendes ressourcer. Heldigvis er det ikke bare godt for ressourceforbruget, men også for patienterne.

I dag er vi i gang med hjemmebehandling på en del områder, men langt fra alle. Udgangspunktet skal være, at alle patienter skal være hjemme så meget som muligt. Der er gode erfaringer med at give kemoterapi som hjemmebehandling, og mange patienter og pårørende tager godt imod muligheden for at håndtere opgaver, som traditionelt foregår på et hospital: De tager medicin via CVK (centralt venekateter), de kan tage deres egne blodprøver, og vi begyndere snart at oplære de første patienter i at sætte blodtransfusioner op med plasma, så de kan gøre det hjemme og få blod leveret med en helt almindelig taxa. 

Den direkte involvering betyder, at patienterne forstår deres sygdom og behandling bedre, og de er glade for, at de ikke behøver komme så hyppigt på hospitalet. Der er brug for, at erfaringerne fra frontløberne indarbejdes og bliver en del af standardtilgangen alle steder, hvor det er muligt. 

Nytænk ambulante aftaler

Når det gælder ambulante besøg, skal vi også flytte initiativet fra hospital til patient og i langt højere grad lade det være op til patienten selv at vurdere, hvornår der er brug for at tale med en læge eller sygeplejerske. 

Vi er ved at få en bred erkendelse af, at afvikling er en forudsætning for udvikling

I dag skyldes en del aftaler i de travle ambulatorier mere traditioner end sundhedsfaglige behov. Hvis det tjener et klart formål, er det naturligvis vigtigt at følge op på f.eks. patienter med alvorlig sygdom. Ser man igen og igen symptomfrie patienter, uden der er nogen evidens for, at det gavner dem, bruger vi både hospitalets ressourcer og patienternes tid forkert.

Alene på Rigshospitalet har vi lige over en million kontakter om året med patienter, der ikke er indlagt. Omfanget af denne aktivitet betyder, at selv små ændringer gør en stor forskel. Enkelte afdelinger har allerede taget de første skridt. Det gælder bl.a. vores Afdeling for Blodsygdomme, der efter meget målrettede kriterier har afsluttet en række patienter, som ikke længere var i behandling, selv om de traditionelt set blev fulgt resten af deres liv. 

Velbegrundede kriterier, god kommunikation til patienter og klar besked om, hvad patienterne gør, hvis der opstår konkrete symptomer, var med til at give de gode resultater. De patienter, som selv kan reagere, hvis der sker ændringer, har ikke brug for de faste aftaler. De få patienter, som ikke har de ressourcer, skal vi til gengæld blive ved med at række ud til.

En enkel model, som alle kan tage fat på, er at gennemgå rutinerne for indkaldelser til ambulante besøg og i hvert enkelt tilfælde afdække, om intervallet mellem besøg kan fordobles. I mange tilfælde vil svaret være ja – og den samlede effekt stor. 

Afvikling er en forudsætning for udvikling

Når det gælder rutiner under indlæggelse, kan man også tage et friskt blik på, om der er flere opgaver, som patienter og pårørende selv kan varetage. 

I nogle kulturer er det helt normalt, at pårørende sørger for mad til den indlagte patient og deltager i plejen. Det kan virke uvant i vores kultur, men ud fra en sundhedsfaglig betragtning er det ikke et problem, hvis ressourcestærke familier selv kan organisere livretter og selskab under måltiderne. Så er der bedre tid til at nøde de patienter, som ikke har andre end de professionelle at trække på eller som har særlige ernæringsbehov.

En del af den nødvendige omstilling skal ske på vores egen hjemmebane. Vi skal blive langt bedre til at sortere og vælge de tilbud fra, som ikke giver værdi for patienten. Der er rigtig mange af vores behandlinger og rutiner, som vi ikke kender effekten af, og store undersøgelser tyder på, at en del er direkte skadelige. Vi er ved at få en bred erkendelse af, at afvikling er en forudsætning for udvikling, og at løbende omlægning og omprioritering vil være en fast del af vores opgave fremover.

Jo mere patienter og pårørende kan selv, jo bedre er det for både den enkelte patient og det samlede sundhedsvæsen. En langt mere individuel tilgang til, hvad den enkelte reelt har brug for både sundhedsfagligt, og når det gælder serviceområdet, vil gøre det muligt at gøre plads til dem, som har mest brug for hjælp – og for at udvikle tilbuddene til alle.

Skriv kommentar