Fagfolk, fejltagelser og folkesundhed Man kan være taknemmelig for, at helseopfordringer ikke automatisk bliver til påbud, fordi der er et politisk flertal for det. Før eller senere viser det sig, at ansvaret for helbredet heller ikke kan deles med fagfolk, skriver dr.phil og censor i Folkesundhedsvidenskab og Molekylær biomedicin, Per Betzonich-Wilken.

Sundhedspolitisk er der bred enighed om, at pandemien har lært os noget nyt. Populært sagt handler det om at være bedre forberedt til næste gang.

Sundhedsvidenskabeligt har pandemien derimod bekræftet en gammel sandhed: Der kan vises for stor tiltro til en bestemt kategori af fagfolk

Sundhedsvidenskabeligt har pandemien derimod bekræftet en gammel sandhed: Der kan vises for stor tiltro til en bestemt kategori af fagfolk. Det er normalt i en tradition, hvor udvalgte professionelle bliver til mediefavoritter med mandat til både at informere, alarmere og anbefale.

Dermed opstår en faglig mainstream, som det er svært at svømme imod for andre professionelle, der prøver at gøre opmærksom på fejltagelser. Pandemien er et eksempel, der egner sig som startbane for en lille udflugt i betingelser for folkesundhed.

Modvægt

Med mellemrum og i mindre fora kom nogle fagfolk til orde i forsøg på at få vægtskålene til at balancere. Nogle få hovedpunkter:

Som ledende retsmediciner på Universitetsklinikken Hamburg-Eppendorf var professor Klaus Püschel en af de første, som iværksatte systematisk obduktion af coronarelaterede dødsfald i en europæisk storby: I ingen af de 600 tilfælde kunne årsagen tilskrives virus i sig selv, men alvorlig forudgående svækkelse og sygdom med gennemsnitsalder på 80 år. Langt fra alle var lige truede.

Skrækscenarier i andre lande kunne ellers give indtryk af, at det ikke kun er individer, men også nationer, der er værre stillet end andre, når det handler om folkesundhed. Gentagne vaccinationer kunne ikke forhindre smitte, og ubemærkede eller lettere coronaforløb var udbredte, før den første vaccine blev hastegodkendt.

Professor Ehud Qimron, lederen af afdelingen for mikrobiologi og immunologi i Tel Aviv, rettede hårde anklager mod bevidst fejlagtig sundhedspolitik, idet han også mindede kollegaer om, at corona som andre alvorlige luftvejsinfektioner kommer i bølger for efterhånden at flade ud. Også det viste der sig at være noget om.

Den tænksomme borger kunne notere sig, at den slags meldinger var vigtig modvægt fra begyndelsen, og at der derfor ikke bare kan henvises til bagklogskab.

Med sit format er pandemien et specielt eksempel, men det egner sig til at stå for noget almindeligt. Fejltagelser i folkesundhed kan ganske vist ikke forhindres én gang for alle, men også dem er der forskel på.

Almene pointer

Uenighed i fagfolkenes rækker er velkendt, og det fortsætter med at holde liv i et pudsigt paradoks: I en oplyst befolkning er der både skepsis over for professionelle og udbredt tiltro til, at de må være egnede til at afgøre, hvad der er brug for. Selvfølgelig er de også det, og med eksemplerne på det modsatte er der samlet set tale om, at de kan være gode tjenestefolk, men ikke altid det rette herskab.

I en oplyst befolkning er der både skepsis over for professionelle og udbredt tiltro til, at de må være egnede til at afgøre, hvad der er brug for

Til deres forsvar skal der mindes om, at fejltagelser i form af forkerte anbefalinger, diagnoser, unødvendige og skadelige behandlinger er noget, man helst vil undgå.

Til det sympatiske helhedsbillede hører også, at manglende kompetence på bestemte områder er en ærlig sag. Den professionelle med ansvarsbevidsthed er ikke bange for at indrømme det og kan derfor være forsigtig med råd og dåd.

Forbehold er i det hele taget på sin plads, fordi behandler og patient gennemgående er afhængige af en magtfuld tredjepart. Det er naturen, som enten er en samarbejdsvillig partner eller en nådesløs modstander. Den har afgørende andel i både sejr og nederlag. I fagsproget tales der derfor på godt og ondt om spontane forløb.

Berettiget kritik af professionelle fejltagelser beror på noget andet. Det er tendensen til at ignorere eller ligefrem forbyde brugbare alternativer til det, man selv står for. De beklagelige konsekvenser af det snæversyn egner sig til en førsteplads på listen over undgåelige og selvforskyldte fejltagelser.

Delt ansvar og eget ansvar

Professionelle i sundhedens tjeneste skal helst leve op til det bud, som antikkens læge, Hippokrates, er kendt for: Primum non nocere – først og fremmest ikke gøre skade. I flere nationers professionsløfte indgår det, at man skal gavne ved bl.a. at udvide sine kundskaber. Det handler altså om at fortsætte med at lære.

Som et brugbart mantra kan det dog gælde for enhver med ansvar for et velfungerende helbred. Dermed er så godt som hele Jordens befolkning også med i opgørelsen over mulige fejltagelser.

Sundhedspolitik går også ud på at stimulere borgerens sans for selvansvar. Realistisk tænkt bør den enkelte jo være mest interesseret i egen sundhed. Hun eller han fortjener derfor et puf i den rette retning. På den måde kan ansvaret deles til gavn for både forebyggelse og et belastet sundhedsbudget.

KRAM-faktorerne (kost, rygning, alkohol og motion) er gængse kampagnefavoritter.  Med grundigt materiale opfordres borgeren stadig til at ændre menukortet, kvitte røgen, skære ned på spiritussen og øge bevægelserne.

Siden 1970´erne har højteknologisk videnskab udvidet listen ved at føre bevis for gyldigheden af almindelig folkevisdom: Tanker, følelser og forhold til andre er ikke mindre væsentlige. I det private og på arbejde kan der være kroniske belastninger og dermed helbredstrusler, der også kalder på justeringer. De tilhørende detaljer har ikke fyldt nær så meget i opfordringer fra officiel side; opmærksomheden på en anden og sejlivet pandemi kaldet stress er dog ved at sørge for mere balance.

Men uanset fokus er der udsigt til gentagelse: Effekterne hos borgerne strækker sig fra målbare forandringer og frem til psykologisk immunitet over for kampagner. Personlig frihed har nu engang flere sider.

Man kan være taknemmelig for, at helseopfordringer ikke automatisk bliver til påbud, fordi der er et politisk flertal for det. Før eller senere viser det sig, at ansvaret for helbredet heller ikke kan deles med fagfolk. Også godtfolk må på egen hånd finde sig i at tage fejl.

For ingen af parterne behøver det at ende dårligt, så længe forbedring følger. I sagen om folkesundhed kan det gælde som det mest værdifulde ved livslang læring.

Skriv kommentar