40 år efter at Charlotte Wilken-Jensen forelskede sig i det gynækologiske og obstetriske speciale, tager hun den hvide kittel af for sidste gang. Når kalenderen siger juli, er den tidligere cheflæge officielt pensionist i en alder af 70 år.
Egentlig var jeg tiltrukket af pædiatrien, men fordi min far var et kendt navn dengang, var jeg optaget af, at jeg ikke skulle køre på hans renommé, men vælge noget andet
Charlotte Wilken-Jensen, cheflæge, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Amager og Hvidovre Hospital
De seneste 12 år har Charlotte Wilken-Jensen været cheflæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Amager og Hvidovre Hospital, der med 7.000 årlige fødsler er Danmarks største fødeafdeling.
Nu er det slut, og hun blev sendt afsted med et afskedssymposium med taler af blandt andre Beth Lilja, tidligere vicedirektør SUH og tidligere direktør Dansk Selskab for Patientsikkerhed, og Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, der selv er speciallæge i gynækologi og obstetrik.
»Jeg var lidt nervøs på forhånd, fordi jeg tænkte, at det var meget virak for mig, men det var en dag fyldt med glæde, og det var et helt forrygende program. Masser af gode indlæg og masser af kærlighed, også til receptionen, og ikke mindst om aftenen, hvor mine kolleger både fra afdelingen og fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi havde lavet en revy til mig,« siger Charlotte Wilken-Jensen.
Selvom hun har været med til at gennemføre mange ændringer og forbedringer i specialet, kunne hun mærke, at hun ikke var helt lige så ‘forandringsparat’, som hun var engang. Og så er der en hel verden derude, der venter på at blive udforsket.
»Der er stadig mange ting, jeg gerne vil opleve. Vi har rejst meget i de senere år, men jeg vil også gerne på længere ture, og min svigersøn siger, at vi alle sammen skal til Vestindien. Jeg har også venner, jeg gerne vil bruge mere tid sammen med, og så har jeg efterhånden otte børnebørn. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at kede mig,« siger Charlotte Wilken-Jensen.
Faldt for kvinderne
Charlotte Wilken-Jensen har altid vidst, at hun skulle være læge ligesom sin far, børnelæge Knud Wilken-Jensen, som hun kalder sit livs store idol.
»Egentlig var jeg tiltrukket af pædiatrien, men fordi min far var et kendt navn dengang, var jeg optaget af, at jeg ikke skulle køre på hans renommé, men vælge noget andet. Jeg havde forskellige ansættelser, men da jeg i 1983 kom til gynækologisk og obstetrisk afdeling i Glostrup, faldt jeg fuldstændig for specialet og vidste, at det var lige mig,« siger Charlotte Wilken-Jensen.
‘Tæt på livets kerne’, siger hun om arbejdet med især obstetrikken, der senere førte til hendes første erfaringer med ledelse som leder af fødslerne på Frederiksberg Hospital, hvor hun var ansat for godt 20 år siden.
»Det var arbejdet med kvinder og fødslerne, der begejstrede mig fra begyndelsen. Reproduktion er noget af det, der er allervigtigst for mange mennesker, og det kræver ekstraordinært meget empati. Meget af tiden ender det jo lykkeligt, men der er også masser af patienter, der mister spontant, eller vi finder et eller andet, der gør, at det her ikke skal blive til et barn. Deres verden bryder fuldstændigt sammen, og det er også en del af jobbet at hjælpe igennem de sværeste øjeblikke,« siger Charlotte Wilken-Jensen.
Patienter, der følger med
Som for alle andre læger er der nogle patienter, der har været sværere at slippe for Charlotte Wilken-Jensen. På fødegangen er det begge ender af spektret, liv eller død.
»Særligt dem, der mister et barn, bliver siddende hos én og endnu mere, hvis man har været involveret og været med til at træffe beslutninger, som kunne have været anderledes og måske ikke endt helt så galt. Måske har man sagt ja til forældre, der tryglede om at få en igangsættelse udsat, og det så endte med et dødfødt barn. Dem tager man med sig,« siger Charlotte Wilken-Jensen.
Det er en bagside af medaljen ved at arbejde tæt på livets kerne, som læger ikke kan undgå. De oplevelser er man nødt til at vide, hvordan man håndterer.
»Jeg har håndteret det ved ikke at flygte, men konfrontere mig selv med dem, det gik ud over. Jeg har talt med kolleger om det, og så har jeg anbragt det et sted i baghovedet. Mange af os kan stadig huske navnene på dem, der er gået tabt, mange år efter. Det er vi også nødt til at forberede yngre kolleger på,« siger Charlotte Wilken-Jensen.
Hun har selv haft den slags tab helt inde på livet, da hendes egen datter i 2008 mistede et barn i uge 37 af en graviditet, der ellers havde set helt normal ud. Det fik den erfarne læge til at vakle i troen et øjeblik, før hun igen stod på gynækologisk obstetrisk afdeling.
»Jeg overvejede, om jeg overhovedet kunne fortsætte i det, når jeg ikke havde kunnet passe på min egen datter. Men med min fornuft vidste jeg jo godt, at jeg ikke havde haft noget med det at gøre, så jeg var meget hurtigt tilbage. I den periode var arbejde det eneste tidspunkt, hvor jeg kunne blive afledt fra min dobbelte sorg, som det er, når ens barn lider, og man har mistet sit barnebarn,« siger Charlotte Wilken-Jensen.
Heldigvis er det ikke det, der fylder mest. Det er alle de mange lykkelige forældre, der er gået ud af døren med et barn i favnen.
»Der er masser af dejlige historier, der i antal langt overstiger, hvad der sker af triste hændelser. Det kan være dem, der har haft svært ved at blive gravide eller har haft problematiske forløb, der alligevel bliver forældre. Eller dem, der kommer tilbage og beder om den samme læge, når de skal føde nummer to og nummer tre.«
Bange for at virke ukollegial
Ud over at være leder og involveret i fagpolitik har Charlotte Wilken-Jensen også været flittig deltager i samfundsdebatten, når medierne ringede til hende om for eksempel abort, p-piller eller omskæring.
»Jeg synes, at det er vigtigt, at vi som fagprofessionelle deltager i debatten. Jeg tror, at pressen fik øje på mig i min formandstid, og så har de ikke glemt mig igen. Jeg har for eksempel talt rigtig meget om p-piller, som jeg synes har fået forfærdeligt negativ presse i forhold til, hvor værdifulde de er for mange kvinder. Hvis man gerne vil ændre folks holdninger, så må man jo tage ordet, og jeg vil meget hellere tale om prævention, end jeg vil tale om aborter.«
Senest har hun været en del i medierne i forbindelse med den sag, hvor et dansk-somalisk ægtepar i 2018 i Højesteret blev idømt halvandet års fængsel for at have fået to af deres døtre omskåret. Allerede i den oprindelige sag i Kolding var der modstridende meninger, og derfor blev Retslægerådet bedt om en vurdering. Tre retslæger i Retslægerådet konkluderede på baggrund af journalnotater og videooptagelser, at pigerne var omskåret.
En DR-podcast vækkede sidste år fornyet interesse for sagen, og Charlotte Wilken-Jensen, der både har set video af den oprindelig retsmedicinske undersøgelse og selv undersøgt begge kvinder i 2021, var blandt de gynækologer, der mente, at pigerne slet ikke var blevet omskåret. I februar blev sagen afvist af Den Særlige Klageret.
»Jeg var sådan set ikke i tvivl om, at jeg skulle udtale mig, men jeg var samtidig bekymret for, at det kunne blive opfattet som ukollegialt, at jeg satte spørgsmålstegn ved nogle kollegers undersøgelser. Det er jo meget følsomt, og jeg har prøvet at undgå at udtrykke kollegial kritik, men forholdt mig til det generelle. Når det er så specielt et felt, er det vigtigt, at man finder nogen med den rette ekspertise og et specifikt kendskab,« siger hun og fortsætter:
»Når det så kommer i journalisthænder, bliver det nogle gange stillet skarpere op, end jeg havde ment det, og min omhu med at holde det generelt er ikke altid kommet til udtryk. Det har jeg været ked af. Men jeg har ikke fortrudt, at jeg udtalte mig, det er min retfærdighedssans for stor til. Jeg følte, at den familie var blevet uretfærdigt behandlet.«
Det er der også kolleger, der har følt sig, altså uretfærdigt behandlet, når de har set Charlotte Wilken-Jensens citater i pressen, selvom hun har forsøgt at undgå det.
»Jeg har tænkt meget over den følsomhed, der ligger i at være lægefaglig ekspert, og jeg synes, at vi skal kunne tåle, at der er nogle, der er uenige med os. Vi skal kunne tåle at indse, at vi ikke altid har ret, og at selvom vi gør vores bedste, så tager vi af og til fejl.«
Ville ændre guidelines
Ud over at brænde for specialet så har Charlotte Wilken-Jensen også været fagpolitisk aktiv i både Lægeforeningen og Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, fordi hun syntes, at der var behov for at kæmpe for den lægefaglige indflydelse.
Efter at jeg havde mistet mit barnebarn, lå det mig meget på sinde, at vi skulle minimere antallet af dødfødte, så jeg har arbejdet hårdt for at få indført igangsættelser tidligere
Charlotte Wilken-Jensen, cheflæge, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Amager og Hvidovre Hospital
»Politiske beslutninger fylder meget og er meget bestemmende for, hvad vi gør i sundhedsvæsenet, så for mig har det betydet, at jeg syntes, at det var vigtigt at støtte den lægefaglige indflydelse. Hvis noget skal ændres, er man nødt til aktivt at få det til at ske,« siger Charlotte Wilken-Jensen.
Det med gerne at ville ændre ting kom også til at påvirke hendes beslutning om at dreje karrieren ned ad ledelsessporet. Men allermest har det handlet om patienterne.
»Jeg har været meget engageret i arbejdet med guidelines. Efter at jeg havde mistet mit barnebarn, lå det mig meget på sinde, at vi skulle minimere antallet af dødfødte, så jeg har arbejdet hårdt for at få indført igangsættelser tidligere, så antallet børn, der dør på grund af overbåren graviditet, er blevet reduceret væsentligt,« siger Charlotte Wilken-Jensen.
25 procent af danske kvinder bliver sat i gang med fødslen, for eksempel på grund af begyndende svangerskabsforgiftning, graviditetsdiabetes eller leverpåvirkning. I dag sætter man fødslen i gang, når der er gået cirka 10 dage over termin og senest 41+5, så barnet er født senest i uge 42+0.
»Tidligere ventede man til 14 dage over termin, før man overhovedet begyndte at overveje at gøre noget. Så jeg synes, at det er et stort fremskridt.«
Hele området har ændret sig meget i løbet af Charlotte Wilken-Jensens karriere. Operationer som f.eks. keglesnit er blevet mere skånsomme, og hvor kvinderne før var sengeliggende i 10 dage bagefter, kan keglesnittet i dag foretages ambulant.
På samme måde har ultralydsdiagnostikken også udviklet sig enormt, og for eksempel blev nakkefoldsskanning indført som tilbud til alle gravide, mens hun var formand for DSOG. Men fagligt ligger intet hendes hjerte så nært som de tidlige igangsættelser.
Blev leder for at få indflydelse
Og så er vi tilbage ved, hvordan behovet for at skabe bedre forhold for patienterne og i det hele taget udvikle specialet, førte Charlotte Wilken-Jensen ind på ledelsessporet, selvom hun egentlig selv troede, at hun var for glad for patienterne til det.
»Men jeg oplevede, at der var ting, der var behov for at ændre. Virkeligheden er jo, at jo højere man kommer op i hierarkiet, jo større er mulighederne for at få så meget indflydelse, at man kan ændre tingene. Så med et stort personligt tab har jeg opgivet klinikken stille og roligt.«
Det var da heller ikke med lægefarens velsignelse, at hun ændrede karrierevejen.
»Min far var meget kritisk overfor, at jeg gik ind i ledelse, for hvis jeg var leder, så var jeg ikke længere læge. Han mente, at hvis man ikke havde patienter, så var man ikke rigtig læge. Men jeg tror nu nok, at han godt kunne se, at jeg udrettede noget som leder,« siger Charlotte Wilken-Jensen.
Alligevel holdt hun fast i klinikken, indtil hun til sidst måtte opgive den i 2014.
»Dengang var der mange, der prøvede at være den bedste kliniker og leder på samme tid, og det kan man måske på en mindre afdeling, men ikke på de store. Så bliver der simpelthen ikke brugt nok energi på ledelsesopgaven.«
